Guitaristen Søren Reiff

Fra det forblæste vestsjælland til amerikas bonede gulve.

Guitaristen Søren Reiff er en spændende mand, der voksede op i et farverigt og finurligt kunstnerhjem i Butterup i Vestsjælland med en vedholdende drøm om at blive musiker og leve af det. Rezonanz.dk har mødt ham i øjenhøjde for at få en snak om musik, værdier og drivkraften bag.

Det er et perfekt øjeblik til at tegne den cirkel, der begyndte med en 10-årig drengs drømme og som netop nu har ført til en international anerkendelse af en voksen mands livslange arbejde med musikken.

Vi begynder med begyndelsen.

For 45 år siden havde en lille dreng sammen med sin storebror Jesper været til koncert med Eric Clapton. I år har han vundet prisen som den internationalt mest inspirerende guitarist ved det amerikanske Tv-show ”Studio Jams” der har 125 millioner potentielle seere.

Når man kommer fra landsbyen Butterup i Vestsjælland, og lige har været til koncert med Eric Clapton, er alting overvældende, når man er 10 år. København var stor. Året var 1972, det regnede og Søren gik og indåndede den store by.

”Jeg gik med min storebror i hånden og syntes, at det hele var meget stort”, fortæller den danske guitarist Søren Reiff. ”Jeg havde fået lov til at tage med Jesper til koncert, og jeg husker, at jeg efter koncerten sagde til ham: ”Sådan vil jeg også gerne spille guitar”.”Så tror jeg at du skal øve dig meget”, var det lakoniske svar fra Jesper.

Landsbyens første guitar

Guitaristen Søren Reiff. Vandspejl. Foto: Henrik Delfer
Vandspejl. Foto: Henrik Delfer

I 1966 kom der en guitar til Sørens landsby Butterup. Det var ikke fordi man ikke vidste, at der fandtes et sådant instrument, men Søren husker stadig, at hele byen kom hen til den gamle skole i Butterup, hvor familien boede, for at beundre vidunderet, som hans storebror Jesper havde fået. ”Hele vores stue var fyldt med venner, naboer, bekendte, røg, øl, nysgerrige blikke og optimistiske klimp på guitaren. Det var en fest. Jeg kommer fra et kunstnerhjem, der udover kunst var fyldt med kærlighed, ikke så mange penge men en stor nysgerrighed på og interesse for livet. Min første guitar fik jeg, da jeg var 4 år og efter oplevelsen 6 år senere med Eric Clapton, var min verden ikke mere den samme”.

”Hvordan bliver man professionel musiker, når det er det eneste, man brænder for som ung?

”For mit vedkommende var det heller ikke noget jeg bare lige blev, selvom jeg måske nok troede det dengang. Gymnasiet var, indrømmer jeg, lidt af en prøvelse. Der stod en guitar hjemme på mit værelse, og der var ny spændende musik i hele verden, som jeg syntes var væsentlig mere interessant. Jeg gennemtrawlede biblioteket i Holbæk for bøger om musikteori, musikvidenskab og bøger om musikere. Og jeg hørte plader med Larry Carlton, Joe Pass og andre fede musikere. Jeg ville vide alt om musik. Det gik så lidt ud over Old ævl, franske verber, og det som mine lærere syntes var gymnasial nyttig viden. Min mor er den eneste kvinde jeg kender, der har 3 studentereksamener: Sin egen, min bror Jespers og min.
I 3. G besluttede jeg, at jeg ikke ville gå op til studentereksamen, for jeg skulle alligevel ikke bruge den. Hvis sandheden skal helt frem i lyset, var det nok min rektor, der i en venlig men bestemt tone gjorde mig opmærksom på, at hvis jeg skulle gøre mig håb om en eksamen, så ville det være en temmelig god ide at åbne bøgerne eller bare møde lidt oftere op til undervisningen. Så eksamen blev for mit vedkommende aflyst. Min mor fik mig kærligt med bestemt forklaret, at hun syntes det ville være synd, når jeg nu var kommet så langt. Den kunne jeg jo altid få brug for. Jeg var ikke overbevist, men i 2 måneder læste hun pensummet op sammen med mig. Jeg fik min eksamen. Det var ikke ”verdens største studenterhue”, men jeg fik den”.

If you can dream it, you can do it

-Vidste du allerede dengang, at du ville være professionel musiker?

”Hvad ved man, når man er 17-18 år?… Men ja, det vidste jeg godt. Et af mine store forbilleder var guitaristen Joe Pass, der sad alene på scenen med sin cigar og sin guitar og spillede basgange, rytme og melodi på samme tid. Jeg var helt solgt. Så efter gymnasiet tog jeg på musikhøjskole og blev både overrasket og lidt skuffet over den afslappede stemning, de andre elever havde til mødetidspunkter. Det hele var lidt for ”loose” efter min smag. De var mere interesserede i det sociale end i det faglige, og jeg havde det lige omvendt. Jeg ville gerne lære så meget som muligt og var med i forskellige bands. Efter højskoleopholdet tog jeg til København overbevist om, at nu skulle jeg være professionel musiker. Og der skete ikke en skid. Nada. Intet. Det gjorde mig frustreret, for jeg havde øvet mig rigtig meget og syntes, at jeg spillede ganske hæderligt. Men der var ikke hul igennem.
Efter et nyt ophold på en musikhøjskole, blev jeg klar over, at det ikke kun drejede sig som om at kunne spille, for hvis ikke man formår at være social og hænge ud med andre musikere og skabe netværk, så kommer man ikke særlig langt. Tilbage i København kom jeg med i forskellige bandsammenhæng og mødte tilfældigt guitaristen Troels Skovgaard, som spillede med kapelmester Jan Glæsel. De var midt i forberedelserne til et nyt show med Linje 3. Troels havde sindssygt travl med andre ting og spurgte, om jeg ville afløse ham ved prøverne. Jan Glæsel ringede til mig for at høre, om jeg kunne læse noder. Det kunne jeg godt, og han sendte de noder, jeg skulle øve mig på. Det var lakmusprøven, for det var sindssygt svært. Ville jeg det her? Turde jeg? Ja selvfølgelig gjorde jeg det. Det var en kæmpechance, og jeg øvede mig dag og nat. Da prøverne var overstået, og vi skulle til at lave show meddelte Jan Glæsel, at dem der havde været med i prøveforløbet også blev dem, der skulle spille til forestillingerne”.

Guitaristen Søren Reiff. Foto: Henrik Delfer

Livet som solist

-Men du holdt op med at lave de store TV-shows?

” Siden midten af firserne har jeg medvirket i et utal af danske Tv-shows og Tv-programmer som guitarist eller kapelmester på f.eks. ”Husk lige tandbørsten”, ”Meyerheim og Co”., ”Kims Corner”, ”Den store klassefest”, ”Så’ det lørdag” og ”Danmarksindsamlingen”. Det var superspændende og fedt at være med til de store shows, enten som musiker for Jan Glæsel, som jeg spillede med i cirka 12 år eller som tv-kapelmester de efterfølgende år. Men efter 20 år kunne jeg godt mærke, at jeg havde brug for noget andet. Jeg havde brug for at flyve mere frit. Tv-verdenen og det miljø gik mere op i seertal og ratings, end om det var en fed guitarsolo eller en fed solist.
Senere blev jeg inviteret med på en turne af den amerikanske keyboardspiller David Garfield, og da jeg stod og spillede den musik tænkte jeg: Hold da op. Han lever af at spille den musik, som jeg synes er rigtig sjovt, og som jeg nærmest ikke havde spillet siden jeg gik i Gymnasiet. Hvis han kan finde ud af at betale huslejen, så må jeg også kunne. Det var en god spejling at få”.

-I sidste instans er det vel et spørgsmål om at lave det man brænder for, uanset om det er at spille musik eller male?

”Lige præcis. Det er et spørgsmål om livskvalitet. Og der kan man sige, at jeg har haft den allerbedste rollemodel i min far som til allersidst næsten ikke kunne se mere og også havde besvær med at gå. Når jeg var hjemme på besøg, så rejste han sig og gik med slæbende skridt ud af huset for at komme over i atelieret. Og med en cigaret i munden stod han så tæt på billedet at han, mens han malede ét sted på billedet, brændte hul et andet sted på lærredet med sin cigaret. Men han skulle bare over i atelieret lørdag aften kl.22 for at male. Han fulgte sin passion, og det har jeg nok taget med mig. Det drejer sig om at arbejde med det, der gør én glad. Det er fantastisk og er det der skaber hele mennesker”.


Guitaristen Søren Reiff er lige blevet hædret af det Amerikanske TV-show “Studio Jams” som den internationalt mest inspirerende guitarist 2017.

Den amerikanske drøm

Guitaristen Søren Reiff. Foto: Henrik Delfer-For mange danske musikere er det en drøm at slå igennem i USA. Du har vundet en fornem pris som den internationalt mest inspirerende guitarist i et amerikansk Tv-show med 120 millioner potentielle seere. Hvordan gør man det?

”I mange år har jeg spillet koncerter, rejst meget og turneret med forskellige amerikanske musikere. Og den amerikanske keyboardspiller David Garfield, som jeg har haft fornøjelsen af at spille sammen med mødte tilfældigt produceren Tom Emmi fra Tv-showet ”Studio Jams”. Tom skulle til Europa og Skandinavien, og han spurgte David Garfield om der var nogle musikere, som han skulle tage kontakt med. David foreslog at han tog kontakt med Henrik Engquist og mig, for vi havde spillet en del sammen. En dag ringede telefonen og en stemme sagde: ”Hello Soren. You don´t know me, but I am Tom Emmi, producer of the TV show “Studio Jams”. Do you want to join the show?”

-Kendte du ”Studio Jams” før Tom kontaktede dig?

Søren Reiff spiller Funky Mama
Studio Jams optagelse fra Gøteborg. YouTube video.

”Nej, men han sendte et link, hvor jeg kunne gå ind og se noget af det, og det så rigtig sjovt og spændende ud men også udfordrende. Da det gik op for mig, at vi kun havde tre timer til at lave showet, og vi skulle nå at indspille 4 numre som vi ikke havde aftalt på forhånd, så tænkte jeg: Wow, det lykkes da aldrig, og hvad vil de gøre med kameragange og hvad gør de med det og det? Fra mine mange år med Tv-shows var jeg vant til at forholde mig til en masse teknik, og der var altid en præcis og nøjagtig forberedelse om dagen og optagelse om aftenen. Men det lykkedes naturligvis. Der gik et par år, og Tom kontaktede mig igen og fortalte, at han skulle til Finland og lave nogle dokumentarprogrammer og han ville gerne lave et show i Sverige sammen med nogle svenske musikere og en amerikansk violinist som han tog med. Min deltagelse i de 2 shows har gjort, at jeg er kommet ind i kredsen af musikere, der har været med i ”Studio Jams”. Hvert år er der en jury, der vælger hvem de vil nominere som inspirator blandt dem, der har optrådt ”Studio Jams” i de forskellige instrumentkategorier. Når de nominerede er valgt, så bliver det lagt ud på nettet, så alle viewers og followers kan gå ind og stemme på det”.

Kom glad, mand

”Første gang jeg blev nomineret var i 2015. Jeg kunne se, at det var i samme kategori som Joe Bonamassa og jeg tænkte. Kom glad, mand. Jeg bliver jo blæst omkuld, for jeg ved godt hvor mange fans, han har på verdensplan”.

-Man han har jo en helt andet stil?

”Ja, han er en blueslegende. Men jeg tænkte, at det var fantastisk bare overhovedet at blive sat sammen med sådanne musikere. Jeg var da superstolt”.

”I 2018 blev jeg nomineret for 2017, og jeg tænkte WHAT, det var fantastisk. Det var sammen med Larry Carlton, som jeg lyttede rigtig meget til i 90erne. Min første tanke var, at han har godt nok også mange fans over hele verden, så bliver det selvfølgelig ham, hvilket også er fuldt fortjent. Derfor havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle have nogen som helst jordisk chance i det selskab.
Tom Emmi havde skrevet til mig, at det på et tidspunkt ville blive annonceret, og det tog jeg ret afslappet. En dag kunne jeg se, at han havde tagget mig og tænkte, at det nok var fordi jeg var nomineret, og det ville han selvfølgelig gøre opmærksom på. Jeg gik ind og så hvad det var, og forstod det simpelthen ikke i første omgang. Det måtte jo nærmest være en fejl. Men lige så stille begyndte folk at ønske mig tillykke på de sociale medier. Jeg var fuldstændig paf”.

-Du har en meget distinkt lyd. Du er meget præcis i dit spil. Har du aldrig haft trang til at spille rock?

”Jeg har spillet masser af rock og pop på studieindspilninger, til koncerter og på turneer, og det har været superfedt. Men det er rigtigt, at jeg altid har været til den funky lidt mere jazzede stil. Jeg kan godt lide de spændinger og musikalske kontraster, der ligger i den måde at spille på. Improvisationer er også en sindssyg spændende udfordring, som jeg holder meget af. De lidt mere rockede guitarsoli med 400 km i timen er ikke rigtig mig”

Facts om Søren Reiff

Gennem de sidste 15 år har Søren Reiff holdt foredrag om livet som professionel i underholdningsbranchen og sit arbejde i studiet, på tv og livescenen. Søren har undervist og holdt seminarer i markedsføring, promotion, networking, udgivelser af musik, samt forretningsdelen i musikbranchen. Desuden har Søren afholdt workshops om performance og om, hvordan man tackler pressede situationer og yder en kreativ præstation under uhensigtsmæssige vilkår. Søren har tidligere skrevet de anmelderroste bøger: ”Reiffs riffs”, ”Reiffs rytmer”, “Reiffs rytmer II og ”Reiffs riffs II”.
Søren Reiff har som kapelmester/guitarist arbejdet med blandt andre: Chaka Khan, David Sanborn, Robert Palmer, Randy Crawford, Mike Stern, Michael Ruff, David Garfield, Los Lobotomys, Eric Marienthal, Mark King/Level 42, Curtis Stigers, Lisa Nilsson, Marie Bergmann, Anders Glenmark, Orup, Sanne Salomonsen, Søs Fenger, Thomas Helmig, Lis Sørensen, m.fl.
Reiff har som producer arbejdet med blandt andet: Alberte, Marie Carmen Koppel, Maria Montell, MC Einar, Niels Hp, Veronica Mortensen, Mike Stern, Michael Ruff, Rikke Mølgaard, Nabiha, Bensudo, Kaya Brüel, m.fl.

Guitaristen Søren Reiff. Foto: Henrik Delfer

Prisen

-Hvor stor er prisen?

”Det drejer sig om æren, og så får jeg sikkert en eller anden dims, som jeg kan hænge på væggen eller stille i mit studie. Der er ikke nogen økonomisk gevinst ved det”.

-Hvad kommer det til at betyde for dig?

”Det vil måske blive nemmere at få jobs her i Skandinavien. Når folk i Amerika ser, at en dansk guitarist har vundet er reaktionen nok lidt mere HVAD-agtigt. Men dem der ikke kender til ”Studio Jams” kan gå ind og se, at det i mange år har været det populæreste musikshow på den kanal, det bliver sendt på. Og det har 125 millioner potentielle seere. Det står på deres hjemmeside og når man ser det, så bliver man stolt over at få sådan en pris. Det betyder meget, at jeg er blevet anerkendt internationalt for min kreative indgangsvinkel til musikken, og det jeg har arbejdet med i mange år”.

-Får du mere travlt?

”Jeg har da lov at håbe. Lige nu er jeg ved at indspille mit næste album, og når det udkommer vil vi selvfølge bruge det i markedsføringen af albummet. At vinde sådan en pris har stor betydning for hvilken musik folk vælger at lytte til; om de vil spille min musik, eller de vil spille noget andet”.

”For et par år siden spillede jeg i Winnipeg til en ”smooth-jazzfestival”, og jeg har lige fået en forespørgsel, om jeg i år vil spille på en guitarfesitval i Finland. Der kommer forespørgsler hele tiden. Men samtidig er min stil jo ikke kommerciel på samme måde som Rasmus Seebach. Og da jeg ikke sælger nær samme antal CDér som han gør, er det sværere at lave jobs, så jeg er superglad for prisen”.


Sideløbende med sit virke som forfatter og med studieindspilninger har Søren turneret og spillet koncerter med amerikanske musikere samt medvirket i de amerikanske tv-musik-programmer ‘Studiojams’ og ‘The Color of Jazz’.

Søren Reiff udgav i 2003 sit første album som solist. Det var det internationalt anmelderroste smooth-jazz album ”Funky Flavas”, hvor bl.a. den amerikanske jazzguitarist Mike Stern og den amerikanske sanger Michael Ruff medvirkede. Det andet album kom i 2010. Det hed ”Miss You” og blev indspillet med cremen af internationale musikere. I 2015 udkom det tredie “Gratitude”, også indspillet med et hold amerikanske studiehajer. I øjeblikket er den prisvindende danske guitarist ved at indspille sit fjerde album som solist. Det bliver også med amerikanske musikere og bliver, som han selv formulerer det, indspillet over hele verden”.

Undervejs i musikkens univers

Guitaristen Søren Reiff. Foto: Henrik Delfer -Hvor er du på vej hen på din musikalske rejse?

”Den bringer mig egentlig lidt tilbage til, hvor jeg startede. Da jeg lavede mit første album, vidste jeg slet ikke hvilken stilart det skulle være. Der var noget funky og lidt rockguitar men i virkeligheden over nogle jazzede akkorder. På det nye album, som jeg indspiller med amerikanske musikere, har jeg lyst til at være lidt mere flabet i mit musikalske udtryk. Så det bliver lidt mere eksperimenterende, forhåbentlig lidt mere moderne og med mere kant. Det må også godt være lidt mere farligt, og så har jeg spillet sindssygt meget guitar de sidste par år, så jeg glæder mig virkelig til at begynde at indspille guitaren for alvor, for jeg føler mig i god kampform”.

-Hvor bliver den indspillet?

”Det bliver indspillet over hele verden. Noget bliver indspillet i Danmark, noget i Sverige, noget i Las Vegas og noget bliver indspillet i Los Angeles”.

”Vi udgiver albummet på eget selskab. Jeg har fået støtte fra Dansk Musikerforbund og fra DPA som står for Danske Populær Autorer. Uden den støtte havde det været svært – hvis ikke umuligt – at få lavet de produktioner vi har gjort med medvirken fra amerikanske musikere. Og hvis ikke jeg havde haft de udgivelser, så ville det have været svært at få opbygget det netværk, jeg har fået i USA gennem årene og som har været med til, at de har bemærket min musik ”over there”. Det er altid noget af en kamp at få finansieringen på plads, for de færreste tjener penge på salg af albums, men det genererer jobs og andre ting, som jeg kan bruge i mit professionelle liv som guitarist”.

-Du vil gerne musikalsk være lidt flabet, lidt mere farlig. Er det ikke en del af rejsen? Man begynder på safe ground, og så bygger man det op derfra. Er det ikke sådan det er?

”Jeg ved det faktisk ikke. Da jeg lavede det første album, ville jeg bare gerne lave noget musik, og det var spændende, hvad det blev. Da jeg lavede det andet album, havde jeg et mere klart billede af den musikalske retning, nemlig det som jeg havde fået mest respons på, for så kunne jeg nå noget af det som jeg gerne ville. Det tredje album blev mere blandet og kom tilbage til bluesrødderne. Jeg synes egentlig, at jeg spiller bedst og har det sjovest, når jeg føler mig mest fri. Og jeg når jeg spiller, tænker jeg tit på, at det kan da godt være, det er en mærkelig blanding, og det kan også godt være, at det er en lidt underlig og mærkelig lyd, men hvis jeg synes at det er sjovt, så er det den jeg har lyst til at spille med. Og så er det sådan det er”.

Frihed som et valg

-Med den frihed lægger du vel også mere sjæl i dit spil?

”Jeg er overbevist om, at jo mindre facitliste der er, jo mindre jeg tænker på, at jeg skal lave noget inden for en bestemt stilart eller skal henvende mig til en bestemt målgruppe, jo bedre bliver min musik. Efter at have være professionel musiker i 20 år vil jeg gerne lave musik ud fra hvordan dagshumøret og dagsformen er. Når jeg overrasker mig selv, bilder jeg mig ind, at det også bliver sjovere for andre at høre på. Musik må ikke blive for kalkuleret.  Så er det ikke de rigtige værdier for mig”.

”Dem der sælger albums i dag er de store rock- og popstjerner, der har en massiv markedsføring bag. Derfor har jeg erkendt, at jeg ikke skal forvente at der er den store forretning i at lave albums. Og så kan jeg ligeså godt lave noget, der er fedt i stedet for at forsøge at kalkulere mig til en succes”.

-Men er det ikke også en frihed?

”Jo, helt vildt meget. Og så er vi tilbage til alle livsværdierne. Det er jo det, der giver energi. Og det er det, der giver et godt liv”.

”Når jeg tænker tilbage på min egen opvækst, så har jeg ikke tal på, hvor mange gange min mor stod og så helt stiv ud i blikket. På et tidspunkt snakkede min far vildt begejstret om en antikvitet, som han havde forelsket sig i og drømte om. Min mor sagde til ham, at den havde de ikke en jordisk chance for at købe. En dag stod den derhjemme i stuen, og min mor sagde: ”Hvor har du den fra?” ”Jamen jeg fandt, ja du tror det ikke, men jeg fandt en masse penge i en konvolut, der lå der inde skabet”. Så havde min mor hele året sparet op til olieforbruget til vinteren, og dem havde hun gemt for far. Så sad far der en hel vinter i sin slåbrok i stuen og kiggede forelsket på sin drøm. Hele familien storfrøs, men han kiggede på sin antikvitet og syntes, at det var fantastisk og livet var godt”.

-Det er jo en vidunderlig historie, men det kan være svært at leve med.

”Den er fantastisk. Mor elskede ham for det, men hun syntes også, at det var forfærdeligt”.

Guitaristen Søren Reiff. Foto: Henrik Delfer
Det vigtigste og dyrebareste er familien og helbredet. Foto: Henrik Delfer.

”Det virker som om, at du har taget de bedste kunstneriske værdier fra dine forældre og blandet med dit eget grundsyn på livet?

”Ja, det har du nok ret i. Min hustru og jeg snakker meget om, hvad det er der er vigtigt i øjeblikket, og hvad det er for værdier, som vi gerne vil give videre til vores børn. For os er det vigtigste og det dyrebareste familien, helbredet og tiden til at være sammen og nyde det”.

”Vi har valgt et liv, hvor vi forsøger at arbejde meget hjemmefra, og så er jeg på turné i udlandet en gang imellem. Men for det meste er jeg hjemme, og skriver bøger, laver musik eller videoer til min YouTube kanal. Hvis jeg er på tour i Amerika eller andre steder i udlandet, så snakker jeg med børnene via skype, og det er de helt trygge ved. De ved godt, at far kommer hjem om et par dage. At jeg rejser ud i verden og spiller guitar en gang imellem er ikke noget problem. For de ved, at jeg kommer hjem igen og er der i deres dagligdag”.

-Da du gik i gymnasiet var et af dine forbilleder guitaristen Joe Pass. Finder man dig om 50 år på scenen med en cigar i munden og spiller guitar?

”Det med cigaren sker i hvert fald ikke. Men det kunne da være hyggeligt at gøre sådan noget. Hvis jeg lever om 50 år, så kan jeg ikke forestille mig andet, end jeg også spiller guitar. Og så vil jeg nok læne mig tilbage og tænke på ”Studio Jams” og den gave det er at kunne få lov til at leve af sin passion.

Kilder: Politiken og DMF

Copyrigt:
Foto: Henrik Delfer

Tekst: Alexandar Søndergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *