Danmark mangler ånd og dannelse

En dag i august træder jeg ud af elevatoren på 6. sal på Århus Universitet. Klokken er 10 sharp.
En ældre herre kommer gående ned ad gangen i hvid skjorte, korte bukser og blankpudsede sorte sko. ”Du kan bare gå ind på mit kontor siger han. ”Så kommer jeg lige om lidt”. Jeg er genkendt uden yderligere præsentation. Derefter går jeg ind i et lille kontor, hvor der er bøger og notater over alt og sætter mig i en stol. Professor i idehistorie Hans Jørgen Schanz kommer sekunder efter, sætter sig i sin stol og siger: Danmark mangler ånd og dannelse”.
Så er vi i gang.

-Det er jo også lige før, at der er status i at fravælge ånd.

”Så tæt på Trump er vi ikke kommet endnu. Han er selvfølgelig sjov – eller det modsatte. Han er i hvertfald interessant. Manden er jo ikke rigtig klog. Han sætter jo en ære i at sige, at han aldrig har læst en bog. Det er et meget godt udtryk for, at der ikke er det mindste respekt for ånd. Der er tværtimod disrespekt”.

-Du har skrevet en bog om ånd. Hvorfor?

”Oprindelig var det min ide, at jeg ville prøve at se, hvad ånd egentlig er for noget. At vi bruger ordet ånd skyldes Grundtvig. Alle har jo sunget hans salmer i kirken, og i over 70 % af hans salmer indgår ordet ånd i alle mulige afskygninger”.

Professor Hans Jørgen Schanz, Århus Universitet. Foto: Alexandar SøndergaardDe statslige institutioner
-Vi kender ordet ånd, men det virker som, at ånd er fraværende i Danmark, selvom vi bruger ordet.

”Det er rigtigt, og hvis jeg skal sige det kort, så er der indenfor de sidste 50-60  år sket det, at  samtlige statslige insitutioner har mistet den mindste sans for ånd. Det er relativt nyt”.

”Måske kan du huske, at der i din barndom, var en delvis intention om at fremme ånd og dannelse i instutionerne. Det var uudtalt, men det var der. Rundt omkring i Danmark var det repræsenteret, af det man kunne kalde et kulturborgerskab, som især sad i provinserne. Det er stort set væk i dag. Det hænger sammen med, at alle offentlige uddannelsesinstitutioner har mistet respekten for og ideen om at fremme ånd og dannelse. Det er væk overalt. Det er selvfølgelig et problem, for det betyder også, at det er væk i offentligheden. I meget høj grad er det jo sådan, at institutionerne bestemmer offentligheden i Danmark”.

-Der er nogen, der bruger ordet pøbelvælde.

”Vi har godt nok institutioner, som man kan og bør kritisere for rigtig meget. Men vi har faste institutioner. Det er helt afgørende at et land eller en nation har meget solide og stærke institutioner. Og vel at bemærke institutioner, der er demokratiske eller demokratisk prægede. Så længe vi har det, så har vi ikke noget pøbelvælde af betydning. Men selvfølgelig har vi det på de usociale medier. Det er indlysende”.

-Det er dem, der delvist styrer det politiske liv.

”Delvist”.

-Skyldes fraværet af ånd, at min generation, som i et forsøg på at smide det hele væk i 68, helt har glemt at finde ud af, hvad vi skal sætte i stedet for? For det er jo delsvist min generation der styrer?

”Det er fuldstændig rigtigt. Også min, selvom den er ved at gå på pension. Men hør lige her. Det er sgu svært, for det der er sket er en statsliggørelse. Institutionerne har overtaget en større og større del af livet lige fra børnehave til plejehjem. Det hele er omkranset af institutioner, statslige eller offentlige”.


“Det jo sådan, at de statslige institutioner bestemmer offentligheden i Danmark”.

Vi frygter alt
-Er det misforstået velfærd?

”Nej, det er velfærd, der har mistet begrebet om ånd. Noget, der kunne ligge ud over velfærd. Danskerne er besatte af 2 ting. Velfærd og ro eller mangel på frygt. Vi frygter fandeme alt efterhånden. Som min gamle professor Johannes Sløk engang sagde: Engang frygtede folk Gud. Og så havde de nok i det. I dag frygter vi ikke gud, men nu frygter vi alt andet mellem himmel og jord”.

-Vi er vel også angste for angsten i sig selv.

”Ja, for man skal jo være lykkelig”

-Er det et medieskabt problem?

”Det er det da langt hen ad vejen. Ideen om, at vi skal skabe os selv og realisere os selv er det rene sludder, hvis det står alene. Selvfølgelig skal vi opføre os ordentlig, og selvfølgelig skal vi udnytte de ressourcer, vi har i os. Vi skal gro og vokse. Men at vi skal realisere os selv på denne narcisisitiske måde og finde os selv er noget vrøvl. Ofte er der jo slet ikke noget at finde. Det er jo pointen i det. Folk leder som sindsyge efter et eller andet, der ikke er der, i stedet for at kigge uden for sig selv”.

-Skal man ikke også se indad?

”Det skal man da også, men ikke kun. For du finder ikke ud af noget som helst om dig selv, ved kun at kigge ind i dig selv. Hvordan finder du ud af, hvem du er? Der tror jeg, at jeg har en god pointe. Den amerikansk-tyske filosof Hannah Arendt siger er sted, og det en grundpointe i hendes skriverier: Ingen kan sige hvem du er om sig selv. Du kan sige hvad du er”.

”Jeg kan sige, at jeg er professor, og jeg er gråhåret og mange andre adjektiver. Men jeg kan ikke sige hvem jeg er, for dem der kan sige hvem jeg er, det er de andre”.

-Så læner man sig kun op ad andre, og lægger hele sit liv ud til andre end én selv?

”Nej, nej og atter nej. Pointen om hvem man er, er ikke bare en afspejling af, hvad andre mener om én. Men hvis man udelukker det, så bliver det ren narcisisme. Og det er i øvrigt et ekstremt godt eksempel på fravær af ånd. Ånd forudsætter i princippet 2 ting: Det ene er sprog, og det andet er fællesskab. Begge dele. Det betyder ikke, at man ikke kan have åndsoplevelse solo. Når jeg for eksempel sidder og læser en god roman, så har jeg oplevelsen af, at her er der ånd til stede. Det er selvfølgelig på skrift. Men det er fuldstændig ligegyldigt.
I princippet er der kun ånd, når der er et fælleskab og et sprog”.

-Ånd er vel også defineret af, at der er en kontakt, med det der er større?

”For nu at sige det kort, så er ånd det, der løfter os ud af hverdagens trivialiteter. Ikke fordi jeg vil nedgøre det, men der er altså andet i livet. Det er det, der åbner. Og det der er så fandens er, at det i de statslige institutioner ikke længere er til stede som en ambition”.

-Hvad skyldes det?

”Det skyldes formentlig, at en neoliberal økonomi, der til dels også er socialdemokratisk, er alt for  optaget af kompetencer. Kompetencer har det i sig, at de er praktiske, og de er afgrænsede. Alt det står i modsætning til ånd”.

-Men det er vel også et opgør med tanken om, at man skal kunne læse lige hvad man vil. Men når  man er færdig, er der ikke nødvendigvis noget job? Det er vel et spørgsmål om balance?

”Det er det da. Den anerkender jeg fuldt ud. Problemet findes, men efter min mening gør man det større, end det behøver at være, for det er ikke et spørgsmål om praktiske kompetencer kontra højtflyvende akademiske. Testrup Højskole er et godt eksempel. Den forener det på bedste vis, og der er ånd til stede, fordi eleverne ikke skal spores ind på kompetencer. Hvis der er én ting du ikke kan måle ved ånd, så er det i kraft af en eksamen. Det lader sig ikke gøre”.


På et tidspunkt lidt inde i foredraget var der en student, der rakte hånden i vejret og spurgte: ”Når der nu har været en Anden Verdenskrig, har der så også eksisteret en første?”

”Jeg kan også give dig et andet eksempel med Heidegger, den pronazistiske filosof. Jeg skelner imellem personen, der indiskutabelt var nazist, og så den helt store filosof Heidegger. Efter han var blevet afnazificeret holdt han en forelæsningsrække, og der udkom en bog med titlen: Hvad vil det sige at tænke? Der gør han opmærksom på, at der er forskel på at erkende, som er noget videnskaberne gør og at tænke. At tænke er noget helt andet siger han. Den basale forskel er, at i tænkningen undrer man sig i udgangspunktet. Og man kan ikke VILLE undre sig. Det er noget, der kommer over én, når man er åben. I modsætning til enhver videnskab, som starter med et praktisk eller et teoretisk problem, der skal løses”.

-Men det er vel også en undren?

”Nej ikke nødvendigvis. Skoddet mellem tænkning og videnskabelig erkendelse er ikke fuldstændig som Heidegger beskrev det. Blandt andet fordi begge er henvist til sprog, men han har en pointe. Ånd er kun til stede, når folk åbner sig for dette at være modtagelig, for dette at kunne undre sig, i stedet for at begynde at brokke sig.

-Så er vi vel tilbage til angsten. Folk er efterhånden blevet så klemte, så de ikke tør udtale sig. De holder sig for sig selv, og er i deres egen lille boble.

”Det er frygten. Frygt og angst er ikke det samme. Frygt er det der opstår, når du f.eks. har en sygdom i dig, som du mener, at du kan identificere. Angst er det der kommer, uden at du ved, hvad fanden grunden er. Det samme mente Kirkegaard og Heidegger, og det har de jo ret i. Angst er simpelthen en sindstilstand, der opstår som udtryk for oplevelsen af fuldstændig tomhed”.

-Det er vel også mangel på ånd?

”Ja, men det kan sjovt nok være starten på ånd. Ifølge Kirkegaard, så er det angstoplevelsen, der sætter folk i gang. Det samme gælder for Satre, selvom han ikke snakkede om ånd. Panikken derimod er farlig, for den får folk til at tænke over, at det dybest set er mere eller mindre tilfældigt, at jeg er her”.

Professor Hans Jørgen Schanz, Århus Universitet. Foto: Alexandar Søndergaard-Du mener ikke at der er en højere mening?

”Det kan man godt mene, men man finder den i hvert fald ikke på gaden, som en ting. For ånd er det stik modsatte af en ting. Jeg kan ikke definere hvad ånd er. Det lader sig ikke gøre. Men man kan sige, hvad det ikke er, og man kan pege i retning af, hvad det er. Min pointe er, at ånd og dannelse i den grad hænger sammen. Og når jeg taler om dannelse, så taler jeg ikke primært om opførsel, selvom guderne skal vide, at der mangler vi også meget. Hvad angår høflighed, kunne vi godt lære af de kulturer, der har bevaret en art høflighed. Man behøver ikke at tage længere væk end til Flensborg. I den tyske omgangstone er der en høflighed, som vi ikke finder i Danmark, og det er ikke kun autoritært. Når jeg taler om dannelse, så er det ikke primært opførsel, men det at folk bliver socialiseret i retning af, at de ikke betyder alt, at den enkelte ikke er verdens centrum, og at der er noget er større uden for dig selv”.

-Og det havde vi for 50 år siden?

”Ja det mener jeg. Og det havde man i sær i form af henvisingen til den klassiske litteratur, den store symfoniske musik og så videre. Der er grænser for, hvor udbredt det reelt var, men ambitionen var der. Det var helt klart”

-Både du og jeg har et værdisæt, som er lidt langsommere og noget helt andet end vores børn har, din datter og min søn, som lever meget i cyberspace, teknologi og på sociale medier. Det sociale fællesskab oplever de på sociale medier. Hvad kan min søn på 21 bruge det her til?

”Formentlig ingenting”.

-Hvad burde han bruge det til?

”Han burde lære lidt af det. Men problemet er, at de unge ikke bliver stimuleret til det i institutionerne. Jeg angriber ikke den enkelte. Jeg angriber de statslige uddannelsesinstitutioner, fordi de er komplet åndsløse over en bank. Og derfor er der heller ikke nogen dannelse”

-Hvorfor har du skrevet en bog om Ånd?

”For at vække den danske offentlighed”.

-Men eftersom danskerne ikke læser bøger, er det så ikke formålsløst?

”Jeg er slet ikke så pessimistisk. Jeg holder mange foredrag rundt omkring i landet og jeg oplever en kæmpe interesse. Der findes en stor underskov af folkelighed”.

-Men det modbeviser jo det, du lige sagde.

”Ja, for hvis den ikke fandtes, så kunne jeg lige så godt råbe ud i natten og så skulle jeg i hvertfald ikke skrive en bog. Men den findes, og det er den, jeg primært henvender mig til”.

-Det modbeviser jo, at du siger der mangler ånd. Det er jo derude.

”Hør lige her. Når og hvor der er mennesker, vil der altid være ånd. Min anke går på, at de statslige institutioner ikke engang undertrykker den, for den er der ikke. De fremmer den ikke, de motiverer ikke til den, de er fuldstændig ligeglade med den. Og den er allerhøjest en klods om benet”.

Lallende idioter
”Ånd er slet ikke prioriteret, og den er heller ikke accepteret, hvis den er til besvær. De unge skal jo flyve lige igennem systement. Vi skal teste dem hele tiden. Jeg er ved at blive sindssyg. Vi skal også kontrollere om de følger undervisningen. Det nægter jeg. Når jeg forelæser, så siger jeg, at jeg ikke fører lister. I kan komme som I vil. Jeg er ligeglad. Det er jer selv, det går ud over, hvis I ikke kommer. Der er bare én ting jeg forlanger, og det er, at hvis I kommer, så skal I være her præcis. Hvis I ikke er det, så bliv væk. Jeg vil ikke have det der renderi”.

-Kommer de så, eller bliver de væk?

”Så kommer de. Autoritet er det vigtigste, når man er i en lærerolle”.

-Er autoritet en mangelvare?

”Det er også en af de ting, der er nedbrudt, for der er ingen, der forudsættes at vide mere end nogen som helst anden om noget som helst. Det er meget dårligt, at alle i princippet tror, at de ved alt og tilstrækkeligt. Med hensyn til videnskaber, så finder de ud af, at det gør de absolut ikke. Men hvis ikke de unge mennesker bliver stimuleret med ånd og dannelse eller er i den heldige situation, at de kan stimulere sig selv, og det er der faktisk mange der gør, så får vi en nation af lallende idioter”.


“Jo rigere vi bliver, jo dummere bliver vi, selvom vi ved mere og mere”.

Vi bliver dummere og dummere
-Men hvis du spørger Lars Løkke, så går det jo meget godt. Der har aldrig været så få kontantshjælpsmodtagere, der har aldrig været så mange i beskæftigelse, og væksten går fint. Hvad er der så galt med det?

”Det i sig selv er også godt, men det er ikke godt nok. Der mangler simpelthen en sans for og plads til åndelige værdier; det der overstiger praktiske problemer. Det, der er så meget desto mere underligt er, at jo rigere vi bliver, jo dummere bliver vi, selvom vi ved mere og mere. Og hvad angår kompetencer, så er det heller ikke for godt.
Jeg kan give dig et eksempel, som jeg læste forleden, for det er jo ikke kun et dansk problem. En engelske professor i Oxford, skulle holde et foredrag om Anden Verdenskrig. På et tidspunkt lidt inde i foredraget var der en student, der rakte hånden i vejret og spurgte: ”Når der nu har været en Anden Verdenskrig, har der så også eksisteret en første?” Professoren lukkede sit manuskript og gik. Jeg kom sådan til at grine”.

-Men det har jo ikke noget med ånd at gøre. Det har noget med viden at gøre.

”Det har noget med viden at gøre, men det hænger jo sammen. Noget andet, der også er ved at være udbredt, er at folk ikke læser litteratur længere. Højst krimier. Det er bedre end ingenting, og der findes også krimier af en vis litterær kvalitet. Men meget af det er bestemt ikke. Der findes også en mængde skønlitteratur, der ikke er værd at spilde tid på. MEN den store litteratur, den findes altså også. Bare et eksempelt. Knausgaard. Ham kan man mene om hvad man vil, og det er der sikkert også mange der gør, men det er fandeme flot litteratur. Eller min hovedstjerne i dag islændingen Jon Kalman Stefansson. Han skriver helt forrygende godt. Forbløffende nok har vi, efter min mening, ikke ret mange gode danske skønlitterære forfattere”

-Knausgaard har jeg med vilje undgået at læse, for det, der har været skrevet om ham, har været negativt og smådystopisk. Han har hængt sin familie ud, og det hele var mørkt og dystert. Det synes at være en tendens både blandt forfattere og visse journalister. Hvis ikke det kan være mørkt, dystert, negativt, angsprovokerende og sensationsagtigt, så er det ikke noget værd. Og det er jeg meget uenig i.

”Det er jeg også, men jeg prøver at trøste mig med, at for at folk skal jamre, skal der være overskud. De holder først op med at jamre, når der ikke er overskud længere.

-Men det virker som om, at danskerene er utilfredse.

”Ja, vi brokker os”

-Vi jamrer og klynker og i virkeligheden tror jeg, at det er en tilstand. Det er en måde at være sammen, og bagefter kan man skilles med et:  Gud hvor har det været hyggeligt”. Nå, jeg synes ellers at du stod og jamrede dig. Men det siger man jo ikke, for man er så fandens høflig.

”Det er rigtig nok. Brokkulturen er ekstremt udbredt i Verdens Lykkeligste Folk. Det er et paradoks”.

-Den der med Verdens lykkeligste folk, den køber jeg ikke.

”Nej, det gør jeg heller ikke. Men jeg mener, at den type brok jo ikke stikker så dybt”.

-Er vi en nation af åndløse husmænd?

”Både ja og nej, for det er vi også. Men det har de også haft andre steder. Grunden til det er, at vi i Danmark de sidste 50-60 ikke har haft et kulturborgerskab, der har kunnet løfte. Før den tid gik det meget bedre”.


“Kun en katastrofe kan redde os. Det er sort. Det er fandeme sort. Og derfor siger jeg det heller ikke, men jeg kan ikke rigtig se, hvad det ellers skulle være. Jeg mener at løbet er kørt”

-Har middelklassen fået for meget magt?

”Ja, middelklassen har fået alt for meget magt – nedefra”.

-Det vil sige, at det er dem nedefra, der er blevet middelklasse?.

”Ja, bestemt. Det er den lavere middelklasse, der er vokset op”.

-Skal vi så afskaffe middelklassen?

”Nej for guds skyld ikke. Det skal vi ikke. Middelklassen er den bedste garant imod totalitarisme, hvis vi nu skal bruge store ord. Og det er derfor, at det er farligt i USA. Ikke fordi jeg mener, at USA er ved at blive totalitær, men det starter altid med, at middelklassen bliver trængt. Og der er den trængt. Heldigvis har vi en stor og voksende middelklasse i Tyskland i dag. Tyskland er efter min mening på mange måder garanten for Europa”.

Professor Hans Jørgen Schanz, Århus Universitet. Foto: Alexandar SøndergaardKatastrofen
-Hvor er Danmark på vej hen?

”Jeg tror slet ikke, at vi er på vej nogen steder hen”.

-Stilstand?

”Ja, total”.

-Åndeligt?

”Ja”

-Men det må også føre til et eller andet? Det hele revolverer jo.

”Hvis jeg skal være rigtig mørk i sindet, så mener jeg, at kun en katastrofe kan redde os. At vi virkelig bliver rystet. Men jeg siger det sjældent, og når jeg siger, er det altid med et glimt i øjet, men faktisk mener jeg det”.

-Det er sort!

”Det er sort. Det er fandeme sort. Og derfor siger jeg det heller ikke, men jeg kan ikke rigtig se, hvad det ellers skulle være. Jeg mener at løbet er kørt”.

-Kan du sætte ord på den katastrofe?

”Folk skal finde ud af, at livssikkerhed som kvalitet, kun gælder til et vist punkt. Hvis det bliver altomfattende, så bliver det livsødelæggende”.

-Jeg har aldrig troet på ordet tryghed.

Nej, men danskerne er tryghedsnarkomaner hele bundtet. Og det er derfor, at DF hele tiden appellerer til tryghed og mere politi og jeg ved ikke hvad. Hold nu op for fanden”.

-Skal vi bare åbne vores grænser og lade dem alle sammen komme ind?

”Nej, vel skal vi da ej, men det argument kommer sjovt nok altid som en modreaktion. Goddag mand. Det har Dansk Folkeparti i nogen grad haft ret i. Vi kan ikke bare åbne sluserne. Det lader sig ikke gøre. Det er simpelthen for naivt. Nede på havnen har jeg tit problemer med arabere, der kommer ude fra Gjellerup. Og hold kæft hvor de opfører sig elendigt. Det er bare en lille gruppe på 15 – 20 mand”.

-Du er ikke Venligboer?

”Nej, det er jeg sgu ikke. Det kan jeg fandeme love dig for. Jeg ser dem komme dernede, de unge fyre”.


“Man kan efter min mening godt have en høj levestandard, uden at man er åndelig analfabet”.

Ånden på væggen
– I min barndom i min morfars hjem, hang der billeder af Jomfru Maria og Jesus sammen med Grundtvig og Øhlenschläger.

”Smukt”.

-I mit hjem eller hos mine forældre, hænger der billeder af børn og børnebørn alle steder. Det vil sige, at når børnene eller børnebørnene kommer hjem, så er det eneste de kigger på sig selv. Det skal jo give en egoisme.

”Den er da også udbredt”.

-Men vi har jo selv opdraget dem til det.

”De er blevet opderaget til det helt fra starten. Vores generation gik jo ikke i børnehave. Jeg har aldrig gået i børnehave, men det kom så fra 60erne og frem efter, i takt med at velfærdsstaten blev udbygget”.

-I takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet, så var der ingen hjemme til at passe børn.

”Også det, det hele hænger sammen. Men det hele hænger sammen med udbygningen af statslige institutioner”.

-Det var jo fordi, at man lovede folk, at de kunne få sommerhus, en ny Opel og et køleskab.

”Fint, jeg har ikke en kæft imod alt det der”.

-Nej, men prisen ser du så i dag.

”Ja, men det er ikke en nødvendighed. Man kan efter min mening godt have en høj levestandard uden at man er åndelig analfabet. Det ene udelukker faktisk ikke det andet”.

-Rigdom er mange ting.

”Nu tænker jeg på det materielle, og det kan vi ikke vi få nok af. Materielt set er vi er verdens mest lige samfund, og formentlig et af verdens mest misundelige. Det er sgu da et paradoks. Hvis du tager til Italien eller østpå, der er folk ulige, men de er sgu ikke misundelige. Derfor har jeg også oplevet det paradoks flere gange, når jeg har haft en ordentlig bil. Jeg har blandt andet haft en jaguar, og jeg har oplevet, at når jeg var ude at køre en tur og holdt stille, så kom der en bus op bag mig og holdt stille. Chaufføren stod ud og sagde ”Du er vel en kæmpe egoist, ik´.
Hvortil jeg så svarede: “Hør nu lige her kære ven. Jeg betaler meget til det offentlige for det her. Temmelig meget, så glem nu bare det”.
Så kunne der komme arabere hen og begejstret spørge: Må vi se din bil?  Det er den anden side af araberne. I Norge er de ligeså misundelige og endnu mere småborgelige end i Danmark”.

-Hvordan får vi det vendt og kan det vendes?

”Jeg mener ikke at vi kan organisere os ud af det, for så snart man begynder at organisere det, så kommer åndsløsheden ind. Men du kan gøre én ting. Du kan være et eksempel, og det er det, jeg prøver at være. Og det skal gøres med et vist overskud, en vis ironi og en vis humor, for ellers gider de sgu slet ikke. Og så må du gerne overspille. Det gør jeg også, ellers kan du ikke få dem i tale”.

-Men ER du pessimist, ER du sortseer?

”Nej, slet ikke. Men jeg er irriteret over alle de muligheder vi lader gå fra os med staten i spidsen. Og det er den, der dominerer så meget af livet efterhånden”.

-Men vi har nogle politikere, som dybest set ikke har nogen uddannelse. De har dårligt nok en håndværkeruddannelse. De kender ikke livet. De er gået ind i en politisk ungdomsorganisation og så er de bare steget op ad. Hvor skulle de få ånd og dannelse fra? Det kan jo ikke lade sig gøre.

”Jo det kunne det, hvis de interesserede sig for det. Men det, de interessere sig for, er noget der begynder med M.  M A G T”.

-Det er derfor, at vi har de poilitikere vi har. For folk, der prioriterer ånd og dannelse går ikke efter magt. De stiller ikke op, for de gider ikke magten. Det interesserer dem en høstblomst.
De mennesker, der mangler dannelse og ånd, de har et magtgen. Se mig, hør mig, stem på mig. Jeg kan love jer det hele. Det er efter min mening en af grundene til det.

”Ja sådan er det. Men da vi ikke har de store politiske udfordringer af økonomisk eller velfærdsmæssig art i Danmark, for det har vi ikke, så er det sådan, at man KUNNE prioritere dannelse og ånd, men man gør det ikke. Det er det, jeg angriber. Det jeg kalder den folkelige folkelighed. Jeg skelner imellem den folkelige folkelighed og den officielle folkelighed. Den officielle folkelighed er den, der er repræsenteret på Bornholm. Medier, kändisser og så videre”.

-Det har vel ikke noget med folkelighed at gøre?.

”Intet. Men den lokale folkelighed, det er sjovt. For eksempel at komme til Pandrup, en trist, fugtig novemberaften og skulle holde et foredrag om Luther og Reformationen kl. 20 i et halvkøligt menighedshus. Eller Luther og filosofien. Eller Hvad er Frihed og så videre. Det er sgu sjovt, og der er man nødt til at sætte sig op, for der kan du ikke være stand-upper. Folk kommer af interesse.
Det er ikke alle steder jeg kan holde foredrag om ånd, og selvom jeg får tilbuddet, siger jeg nej tak. Men Ribe f.eks. har et levende kulturborgerskab, som er intakt og som betyder noget for byen. Så nej, jeg er ikke pessimist, men jeg er heller ikke jubeloptimist. Og jeg er primært irriteret”.

”Vores fag, idehistorie, er et af de få, der endnu forsøger at holde ånden åben. Jeg tror mere eller mindre, at alle mine kolleger deler den holdning her på stedet. En del af de unge vil gerne videnskabeliggøre det og specialisere det. Det kæmper jeg imod. Jeg har den holdning, at en idehistoriker skal være en, der har en ambition om at være polyhistor. Det er der ingen der kan være, men man skal have en ambition. Og derfor skal man læse meget og lade være med at stirre sig blind på et lille frimærke. Man skal kunne se sammenhænge”.

Professor Hans Jørgen Schanz, Århus Universitet. Foto: Alexandar Søndergaard

Pølsemand på månen
”Jeg har en smuk kongepuddel. Det er en ekstrem venlig, følsom og rar hund. Men det er ikke en bandit.  Derfor har jeg ham aldrig i snor, og det har jeg også fået en politianmedelse for. Det var helt sindssygt. Jeg gik med ham, da han kun var en stor hvalp, og så løb han hen til en anden hvalp, der heller ikke var i snor. Dem, der havde den anden hvalp, havde ikke noget i mod det. Men så kom der en bagved mig og råbte: ”Du skal have din hund i snor”. Det var en kvinde, og jeg vendte mig om og sagde: ”Det skal du slet ikke blande dig i”. Så sagde hun: ”Jeg er dyrlæge og formand for dyrenes beskyttelse i Århus”.
Hvortil jeg svarede: ”Jeg er professor, og selvom du havde været pølsemand på månen, så havde jeg været ligeglad”. Så tændte hun af, og det resulterede i en politianmeldelse. Den sad de og nussede med i en halvt år. Så fik jeg en mail fra Rigspolitichefen om, at tiltalen var frafalet. Der var ikke noget at komme efter”.

-Du har i et andet medie talt om selvbestaltede ordenshåndhævere.

”Dem er der mange af. Det er meget typisk for Danmark”

-Hvor kommer den selvretfærdighed fra?

”Jeg tror, at det er en moraliseren, der udbredes igennem statslige institutioner. Tag nu rygning f.eks.  Jeg er den eneste lærer på Århus Universitet, der tør ryge på sit kontor. Den eneste og jeg gør det i fuld offentlighed. Jeg prøver ikke at skjule det. Og de kan bare fyre mig. Jeg er tjenestemand, så det bliver dyrt, men de kan bare prøve og det har jeg sagt til dem. Men det er nu ikke med henblik på at blive fyret, men der er visse ting, jeg ikke vil bøje mig for, og som jeg opfatter som pjat. Jeg tager altid hensyn til folk, når jeg ryger. Men når jeg sidder her alene, så vil jeg simpelthen ikke styres af det nonsens”.

-Du er rimelig selvstændig?

”Der er også nogen der siger, at jeg er anarkist. Hvis jeg skal karakterisere mig selv, så plejer jeg at sige, at jeg ikke bryder mig om dem, der er politisk og programatiske ateister.
De er nemlig dogmatikere. Men dem, der er det eksistentielt, kan jeg godt lide. Det er nemlig to forskellige typer. Mange af dem, der er programatiske og politiske, er jo voldelige og slemme og totalt dogmatiske. Hvis der er noget jeg ikke kan lide, så er det menigheder”.

-Det har du jo selv haft engang.

”Ja, men jeg blev fandeme også træt af det, så dem skubber jeg fra mig. Men jeg vil gerne have tilhørere”.

-Det er jo også en del af livsudviklingen – at man for 30 år siden havde man én holdning. Så bliver man klogere, man lever og får flere indsigter og finder ud af, at det man mente dengang, det var forkert.

”Man finder også ud af en anden ting. Hvad gider jeg at beskæftige mig med og hvad gør jeg ikke?. Hvad er ligegyldigt og hvad er ikke ligegyldigt? Det er jo interessant, at der, i hvertfald i selvforståelsen, indtræder en kvalitetsdom der vokser”.

Sløk og cigaren
-Hvor længe har du været her på Århus Universitet?

”I 50 år. Jeg startede som student i 67 og har været i Frankfurt et år fra 70 – 71. Jeg blev magister i 72, samme år som jeg blev ansat. Desuden har jeg været en del i udlandet, blandt andet et halvt år i Berlin, som yngre videnskabsmand. Og der er ikke ret mange universiteter af betydning i udlandet, jeg ikke har holdt foredrag på”.

-Hvis du nu skulle vælge i dag som 17 årig, ville du så have valgt det samme?

”Det kan jeg ikke svare dig på, men jeg kan sige, at jeg aldrig har fortrudt. Ikke et sekund. For det her fag er ekstremt spændende med en meget stor grad af frihed, og det var sjovt i de første år med Johannes Sløk, som var den helt store provokatør”.

”Han provokerede jo i den danske offentlighed. Da hele rygedebatten kom, skrev han i en kronik: “Det er meget usundt ikke at ryge”. Sådan var han hele vejen igennem. Han var meget ofte i fjernsynet, hvor han optrådte i en række samtaler. En gang sad han og provokerede med en cigar i munden. Og da de kom på de ældre, så sagde Sløk: “Det er en ren byrde. En ren byrde. De burde afskaffes”. Dagen efter havde Ekstrabladet en forside, hvor der stod: “Skyd Sløk som den første”. Han har aldrig moret sig så meget.
Da de indførte rygeforbud i undervisningslokalerne her på universitetet, ringede han med det samme til daværende rektor Bundgaard og sagde: “Jeg vil gerne relegeres, altså smides ud”.  Bundgaard svarede: “Hvad er det nu med dig Sløk”, for der havde været så meget ballade. “Jeg vil have lov til at ryge, hvor jeg vil”.
“Ryg alt det du vil, jeg gider ikke flere problemer”,
sagde Bundgaard. Og Sløk røg aldrig i undervisningen, han ville bare have lov til det”.

Hvor går Danmark hen?

-Hvordan har danskerne det?

”De har det da godt”.

-Eksistentielt – materielt?

”Materielt har de. Eksistentielt tror jeg ikke at det er så godt”.

-Men hvis ikke man ved det, så betyder det vel ikke noget?

”Alle mennesker kommer ud i, hvad jeg vil kalde grænsesituationer. Der er intet menneske, der kan gå igennem livet med statslig tryghedsgaranti. Der findes noget, der hedder sygdom. Der findes noget, der hedder død og der findes noget, der hedder fødsel. Det er alt sammen noget, vi ikke rigtig kan gøre noget ved. Det får folk til at stoppe op og opdage, at vi har ikke noget sprog for det. Og når vi endelig skal sætte noget på ord, så bliver det klicheer. Men det er sikkert bedre end tavshed”.

-Det er jeg nok ikke enig med dig i.

”Nej, det kan man diskutere. Det kan være godt med ritualer i en situation, hvor man er totalt på spanden, og mange af ritualerne er jo blevet klicheer. Men det jeg siger er, at ALLE får nogle knubs af tilværelsen. Og det kan Dansk Folkeparti altså ikke sikre, at de ikke gør”.

-Men det er vel også det, der gør os til hele mennesker?

”Det er det da. Der er da ikke noget, der er så dannende og socialiserende som nederlag. De skal bare ikke være for permanente og for dybe. Man skal også have anerkendelse. Men ikke kun. Og den anerkendelse man får, den skal ikke være gratis, for så er den intet værd”.

-Er det en ensom kamp?

”Nej, det er sgu ikke så ensomt, fordi jeg har det godt med det og jeg har heller ikke noget imod kampen. Du kan fandeme tro, at jeg har ikke noget imod kampen. På den måde er jeg ikke en puddelhund, men en terrier”.

Copyright:
Tekst og foto: Alexandar Søndergaard, rezonanz.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *