Generation Y – millenials – på arbejdsferie

Rezonanz’ fotograf og So-Me advisor, Sebastian Søndergaard Telmer er, sammen med en Instagramkammerat, taget til Schweiz og Norditalien for arbejde med photoshoots for forskellige virksomheders instagramprofiler. Samtidig bliver tid til at opleve og holde ferie. Rezonanz.dk bringer første rejseblog her.

Sebastian Søndergaard Telmer. Foto Alexandar SøndergaardContent og oplevelser
“Jeg kommer fra en familie, der altid har prioriteret oplevelser. Uanset formen på disse, så har det altid været oplevelserne, som sidste ende drev værket. Jeg gør nu det samme.
Esben, min rejsemakker, kender jeg egentlig ikke. Han er også fotograf, og vi bruger begge Instagram som promoveringsplatform for vores kreative arbejde, og det er derigennem at kontakten er opstået. Vi skrev sammen i Januar og fandt hurtigt ud af at vi gerne ville rejse sammen til sommer. Denne her sommer. Rejsen skulle have ét formål: content og oplevelser. Content er et ord der hurtigt ar blevet populært på de sociale medier. Oversat til dansk, betyder content jo egentlig bare indhold. I denne sammenhæng er content dermed alt det kreative materiale vi kan producere; billeder, video, Instagram Stories etc”.


“Jeg opsøger de små detaljer, ser spindelvævene, den størknede harpiks på stammerne, lyset der spiller i trækronerne, dimensionerne i landskabet etc”.

Sociale medier og Generation Y
“Søndag d 9. juli. Vi fløj til Zurich, fik vores bil, en lille Hyundai med optræk som en cykel, og satte gps’en mod bjergene. Hele vores rejse er baseret på sociale medier. Det skal forstås på to måder. Vi har inden vi tog afsted lavet et kort med en masse punkter. Alle disse punkter er baseret på steder vi har set på Instagram, dvs. andre fotografer som har været i området og delt smukke billeder derfra. Derudover, producere vi som tideligere beskrevet en masse content som skal “postes” på sociale medier, og som skal indgå i vores portefølje og måske op på væggen. Med andre ord, det er generation Y, “millenials”, ungdommen, der på tur her”.

Schweiz. Fotograf Sebastian Søndergaard Telmer

En hytte i ingenting og 2000 køer
“På nuværende tidspunkt er vi 2000 meter oppe i bjergene, ikke så langt fra den Italienske grænse – i nærheden af Lago Ritom. Vi ankom til en lille hytte omkring 20:30 mandag aften efter at have kørt opad og ud i ingenting. Uden at vide noget som helst, gik vi indenfor og opsøgte personalet. “Where are we? And what is this hut all about?” spurgte jeg en kvinde, som jeg på forhånd havde gættet nok ikke snakkede engelsk.
Jeg fik ret.

Schweiz. Foto Sebastian Søndergaard Telmer
Hun fandt med det samme en af sine kolleger, som til gengæld snakkede fint engelsk. Det viste sig, at vi var stødt på essensen af et vandrehjem. En hytte midt i ingenting, som vandreentusiaster bruger som base – helt perfekt. Da området dog er naturbeskyttet og primært befolket af over “2000” køer, måtte bilen ikke være parkeret lige ude foran – forståeligt nok.
Idet vi satte os ind i bilen for at køre den længere ned af bjerget, mødte vi områdets beboere. Jeg havde knap startet motoren før de kom direkte i mod os. I et inferno af koklokker så store som mælekartoner, sad vi nu i vores lille Hyundai og slog tålmodigheden til. At vente på at “2000” køer passerer tager en god rum tid. Som i rigtig lang tid. I et stille og roligt tempo, kom de talstærkt i mod os, nysgerrige og undrende over hvad pokker vi lavede på deres vej. Lidt forsigtige kom de op i mod bilen, snusede til lakken, så lidt til dækkene, og fortsatte derefter deres vej ind i bjergene”.


“Vi opsøger skyerne, der kærtegner bjergene og glider gennem trækronerne; og sollysets fremhæven af landskabet.”

Oplever du det du ser?
Kl 21.30: Infernoet overstået, køerne passeret og bilen parkeret – ergo er klokken slået computer tid. Med computeren i skødet og “Cup Noodles” i hånden, satte vi os til rette for at gennemgå dagens billeder. Jeg bliver rimelig ofte spurgt, og jeg ved at andre med samme passion får samme spørgsmål, “Når du nogensinde at opleve det du ser, eller ser du hele verden gennem kameraet?” Jeg forstår godt udgangspunktet for spørgsmålet, men tro mig, der er intet jeg går glip af. De fleste går “bare” en tur i skoven. De nyder den ganske vist(håber jeg), hører fuglene, “ser” skoven og går hjem igen. Jeg opsøger de små detaljer, ser spindelvævene, den størknede harpiks på stammerne, lyset der spiller i trækronerne, dimensionerne i landskabet etc. Det er det samme her i Schweiz. Espen og jeg har begge samme passion, så vi opsøger skyerne der kærtegner bjergene, glider gennem trækronerne, og sollysets fremhæven af landskabet. Når det så bliver aftentid, som i går, og vi sidder og kigger dagens billeder i gennem, så får man lov til at opleve det hele igen. Jeg ser endnu flere ting, end da jeg skød billederne. Jeg nørder billederne igennem, nyder landskabet på ny og glædes over det jeg “fanget”.

“Fotografiet er et fantastisk kreativt format, og jeg elsker at rejse og dokumentere verden visuelt, som jeg ser den”.

Copyright:
Tekst og foto: Sebastian Søndergaard Telmer, Rezonanz.dk

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *