Fra professionel fodbold til rengøring

Bjørn Kristensen har taget vejen fra professionel fodbold til rengøring og gulvvask. Det kan virke som et karriereskift i den forkerte retning, men som direktør for en virksomhed med en 2-cifret millionomsætning, giver det mening.

Bjørn Kristensen. Foto Alexandar Søndergaard”Selvom man forlader Århus, forlader Århus aldrig én”. Citatet passer godt på Bjørn, der er direktør for virksomheden Miljø Rent A/S i Århus. Men det lå ikke i kortene, at han skulle leve af støvsugning og gulvvask.

”Jeg er født i Malling, lidt syd for Århus. Min far arbejdede på havnen, og stod med røde faner 1. maj, mor var ansat på den lokale kagefabrik og jeg var vild med sport. Når jeg ikke spillede fodbold, spillede jeg badminton. Det var et solidt og godt hjem i trygge rammer, og så har jeg eg femårsnålen i dans” fortæller Bjørn, med en slet skjult stolthed.

Kom nu og spil bold for fanden

”Men det var lidt vildt, at jeg nåede det, for alle mine kammerater stod med bolden uden for Malling kro og sagde: ”Bjørn for fanden, hvornår er du færdig? Kom nu og spil bold”.
”Men jeg skulle lige være færdig med vals, polka og hvad det nu hed. Mine kammerater fattede ikke en meter af, hvad jeg lavede. Det er noget af det, jeg husker tydeligst fra min barndom. ”Kom nu ud og spil bold, hvad fanden laver du”

”Da jeg blev 17, blev det mere seriøst med fodbolden. Jeg kom på U18 landsholdet og ringede til Hummel og fik mine første gratis fodboldstøvler. Det var SÅ stort, at jeg bagefter ringede til Jørn Hjorting i ”De ringer vi spiller” og fortalte, at nu var jeg kommet på landsholdet”.

-Hvad fik dig til det?

”Det ved jeg faktisk ikke, men jeg tror at vores nummer der blev udtrukket, og så tænkte jeg, at nu ringer jeg sgu. Det var nok datidens selfie”.

-Har du stadig de støvler?

”Nej desværre”.

Skiftet

-Hvorfor holdt du op i professionel fodbold?

”Fordi kroppen var slidt. Jeg var 33 og begyndte at få skader. Jeg ville faktisk gerne have forsat, for det var et fantastisk liv”.

-Og der var vel mange penge i det?

”Nej, så mange penge var der ikke i det på det tidspunkt. Vi tjente gode penge, men det var først da Sky-sport og Kirsch-Gruppen i Tyskland gik ind og overtog fodboldrettighederne i 95 – 96, at lønninger steg kraftigt. Kurven steg næsten lodret. De store, Schmeichel og Laudrup, har tjent mange  penge. Men os der lå i et lag under tjente godt, uden at det var dog prangende. Bagsiden af livet med professionel fodbold var, at flere af de unge spillere jeg spillede med i England, havde svært ved at administrere de store penge de fik, og endte i personlig konkurs, fordi de var gamblere, ikke tjente nok eller havde købt et for dyrt hus. Så det var ikke altid en dans på roser”.

Den hårde skole

”I 85 – 86 blev vi fuldtidsprofessionelle i AGF og vandt mesterskabet i 86. Der var en hård tone i klubben, men jeg kunne godt lide kulturen. Vi kunne være hårde og sparke hinanden ned under træning, men vi var altid gode venner bagefter. Der var en vinderkultur, uanset om vi trænede eller spille kampe. I 89 skiftede jeg til Newcastle”.

-Hvordan var skiftet fra AGF til det mere professionelle i Newcastle?

”Det var benhårdt. Det kan godt være, at vi havde en hård kultur i AGF, men det var en dansk hård kultur. Den fandtes ikke derovre. Der var det kun de stærkeste, der overlevede. Husk på at der var 56 fuldtidsprofessionelle”

-Hvordan tog du det?

”Jeg tog kampen op. Det var hårdt i starten, og jeg glemmer ikke den første kamp jeg spillede mod Aston Villa. Der var en der ramte mig på anklen, og jeg lå og råbte AV AV AV. Det fik alle tilskuerne til at rejse sig op og råbe AV AV AV. Der var ikke plads til klynk. Det var ikke for tøsedrenge. Man skal bare bide smerten i sig og spille videre. Det lærte jeg derovre. Men det var en hård skole. Det var et spørgsmål om at overleve. Der kan kun være 11 på banen. Der var 56, der gerne ville ind og bevise deres værd for klubben. Jeg fik ca. 100 kampe i de 4 år jeg var i Newcastle. Derfra tog jeg til Portsmouth, hvor jeg spillede i 2½ år. Da børnene skulle begynde i skole, tog vi hjem. Det var et naturligt valg. Og den hårde skole, både i AGF og Newcastle, tog jeg med hjem”.

”At være så heldig at kunne gøre sin hobby til sin levevej, være feteret og blive inviteret til alt muligt rundt omkring, det var da super fedt. Men det får naturligvis en ende. Og det er vigtigt at stoppe, mens legen er god. Jeg kom hjem til Danmark og spillede i Ålborg, da Sepp Piontek var træner. Derefter havde jeg en halv sæson i Århus Fremad, og da Århus Fremad rykkede op i Superligaen stoppede jeg, for jeg havde simpelthen så mange skader”.

-Hvilke muligheder har en professionel fodboldspiller, der er begyndt som meget ung og stopper som 33årig?

”Da jeg spillede fodbold, skulle jeg løbe, tackle og sparke mig til mine penge og min dagligdag. Og jeg havde succes med det. Men det var angstprovokerende at stoppe. Så jeg var lidt desperat, for hvad skal man lave? Jeg havde ikke lyst til at leve et rakkerliv som træner og havde egentlig heller ikke den ambition. Så ville jeg hellere træne min søn og nogle ungdomsspillere”.

Mike Tyson

”De fleste professionelle fodboldspillere har ikke noget egentligt CV, fordi de er startet i en meget tidlig alder og har satset alt på deres sport. Det gjorde jeg også, men jeg havde taget en merkonomuddanelse, og var så heldig at komme ind i et stort sportsfirma der lavede tøj. Jeg blev landechef og vi havde lige opfundet en retrokollektion. På samme tidspunkt skulle Brian Nielsen bokse mod Tyson, og vi fik den geniale ide, at når begge boksere skulle vejes og bagefter stå overfor hinanden til fotoshoot, så skulle Tyson have vores nye trøje på. Det kunne faktisk ikke lade sig gøre, for sportsbegivenheden var dagen efter, så vi arbejdede sindssygt hårdt. Og på grund af et fantastisk samarbejde med vores leverandører og specialbud til København, trådte Mike Tyson frem i vores nye T-shirt. Det var kæmpestort”.

”Jeg synes at man skal give folk kredit, for det de gør. Og det var der nok ikke tradition for i det firma. Det var der en anden med en højere position end jeg, der valgte at tage æren for, og det synes var for småt. Derfor besluttede jeg, at det nok ikke var os, der skulle fortsætte sammen. Jeg søgte en stilling i AGFs professionelle afdeling, fik den og var derude i en 4 år, hvor vi byggede netværk”.

 Bjørn og Ingelise fra Miljø Rent. Foto Alexandar SøndergaardMan skal holde buret rent

”Efter at jeg i 2004 stoppede som salgs- og marketingschef i AGF, investerede jeg i denne virksomhed, fordi jeg kendte lidt til virksomheden i forvejen”.

” Da jeg blev direktør for virksomheden i 2013 var der ikke noget IT system. Og for at blive i fodboldterminologien, skal man sørge at spillerne har de optimale forhold og kan spille til hinanden, man skal holde buret rent og undgå straffe- og hjørnespark. Og der var alt for mange straffespark, underlige tacklinger og enkelte selvmål. Hele virksomheden lå stort set på regneark, og ingen anede noget om, hvad de andre lavede eller hvorfor. Sådan en kamp ville jeg ikke spille. Efter at jeg overtog dommerrollen i 2013, fik vi 4 forskellige IT-systemer, der spiller perfekt sammen, og som alle kan tilgå. De betyder, at vi har fuldstændigt styr på, hvem der laver hvad, hvornår og hvor meget de skal afregnes. Det er en stort tryghed både for os, men også for vores kunder. Da jeg overtog virksomheden på fuldtid, var vi 125 medarbejdere. Mange havde 2 – 4 og 6 timer og det gav alt for meget rod på banen. Vi rationaliserede, gav medarbejderne flere timer, og derfor er rigtig mange af vores medarbejdere på fuld tid i dag. Samtidig er alle spillerne fokuserede på professionel rengøring. De ved hvad de skal, og Miljø Rent A/S spiller en god kamp”.

Mølleren

-Var du med ved det berømte EM i 92?

”Min debut på landsholdet var i 86 eller 87. Jeg var med ved EM i 88 i Tyskland og spillede kvalifikationskamp op til EM i 92, men blev skadet. Jeg var lige kommet hjem fra sommerferie, da Ricard Møller Nielsen ringede, og på sit klingende fynske sagde: ” Det ka vær at Jugoslavien bliver smidt uu. Hvaaa… æ du klar eller hvaaa”
”Jeg havde lige været skadet, min kone skulle til at føde, så jeg trak lidt på det. Så lød det fra Mølleren: ”Nåååå, du æ ik klaaar eller hvaa…”. ”Nej, jeg tror, at du skal se bort fra mig”.
”Jeg var sikker på, at Jugoslavien ikke blev smidt ud, men det blev de, og resten er historie. Landsholdet vandt EM i 92. Jeg ville jo gerne have været med, men bordet fangede. Det var en stor dag for dansk fodbold og for Richard Møller Nielsen”.

”Det blev til 20 kampe på landsholdet. Mark Rieber og jeg viser ofte sponsorer rundt ude på AGFs stadion på kampdagen. Og der fortæller jeg historien om, at Mark godt har nok spillet 60 kampe på landsholdet, men alle mine var velspillede” lyder det lunt fra Bjørn.

Man skal gå efter bolden og vinde kampen

-Hvad har du taget med dig fra din fodboldkarriere til professionel rengøring i Miljø Rent A/S?

”Jeg har altid sat mig nogle mål, med det jeg lavede. Da jeg blev professionel og fik et gratis buskort, så jeg kunne komme til træning, var det kæmpestort. Og som professionel vil man vinde de kampe man spiller. Og vi vandt 8 medaljer i de 7 år jeg spillede i AGF. Jeg har spillet i Newcastle, på store stadions i Europa, været på landsholdet og repræsenteret Danmark, hvad der er enhver fodboldspillers drøm. Det opnåede jeg også”.
”Når man går ind i noget, drejer det sig om at vinde og få nogle sejre. Det drejer sig om passion og dedikation. Jeg gik 100% ind for det på fodboldbanen, uanset om det var træning, eller vi spillede kampe. Og det har jeg taget med mig til erhvervslivet. Når man gør noget, skal man gøre det 100%. Det har altid været min livsindstilling, og det er det stadig”.Fra professionel fodbold til rengøring. Foto Alexandar Søndergaard

-Hvad er det du kan, som andre ikke kan? Hvorfor skal en virksomhed vælge Miljø Rent A/S i stedet for en af dine kolleger?

”Den hurtige version er, at hvis man ikke gør rent, så bliver folk syge. Men hvis jeg skal uddybe det, så er det meget vigtigt for mig, at vores medarbejde arbejder med produkter, der ikke er allergifremkaldende. Og det er ligeså vigtigt, at vi kan give vores kunder en garanti for, at den rengøring vi foretager hos vores kunder efterlader et godt klima, så deres medarbejder har det godt på deres arbejdsplads”

Værdikæden og fair play

”Det drejer sig også om hele værdikæden hos vores kunder. De fleste virksomheder i dag vil gerne have grønne regnskaber og deres CSR eller sociale profil betyder meget for dem. Derfor er meget vigtigt, at de har et miljøbevidst rengøringsfirma, der lever op til det. Ellers hænger det ikke sammen”

-Er det noget som kunderne forstår? Skal folk ikke bare have gjort rent?

”Det kan være svært at fortælle den historie, for nogle kunder har svært ved at forstå det og er ligeglade. Men jeg er ikke ligeglad, og mine medarbejdere er sandsynligvis heller ikke ligeglade. Hvis kunden står overfor valget imellem to tilbud på hhv. kr. 10.000 og kr. 11.000, så vælger de desværre ofte det tilbud, hvor der står kr. 10.000 uden at kigge på, om det er står ”cradle to cradle”, som er en garanti for bæredygtig rengøring”.

”Vi har vundet lokalbibliotekerne på det her setup, men du har ret i, at ikke alle forstår det. For os drejer det sig om at drive en virksomhed på en ansvarlig måde. Jeg har den glæde, at mange af vores medarbejdere kommer her forbi imellem deres forskellige arbejdssteder. Så bliver jeg glad og så drikker vi en kop kaffe sammen, og snakker om, hvordan det går. Men ikke alle rengøringsfirmaer kører efter bogen. I gamle dage, der nok ikke er så længe siden, kunne man bogstavelig talt købe en gulvspand og en karklud, få et CVR nummer og en billig hjemmeside. Så havde man et rengøringsselskab. Der er også nogle af vores kolleger, der har 16-17 udlændinge boende i et sommerhus. De er nødt til at gå ud på terrassen for at spise, for der er ikke plads inde i huset. Og de skal selv betale diesel til deres biler. Sådanne forhold er helt uacceptable for mig, men de findes, og det er noget af det, vi er oppe imod”

-En virksomhed drejer sig om at tjene penge til lønninger, investeringer, bestyrelse o.a. Kunne du ikke bare presse dine medarbejdere, så I tjente noget mere?. Samfundet drejer hen i retning af, at det skal gå stærkere og alt skal gøres så billigt som muligt, og der skal bare gøres rent.  Så kan økonomimanden sætte det ind i et regneark, vinge det af og gå videre til næste punkt?

”Vores kunder har meget stor fordel af, at vi har en fast og stabil arbejdsstyrke. Vi smykker os også lidt med, at i 2016 var vores sygefravær 0,5 %”

-Hvad skyldes det?

”Noget så simpelt som at vi behandler medarbejderne ordentlig. Vi lægger ikke pres på dem, vi tager f.eks. ikke de store skoler, hvor de skal gå 650 kvm på en time. Miljø Rent A/S har lige budt på en stor opgave og vores tilbud var på kr. 8,3 millioner. Så kan vi forsvare det over for vores medarbejdere og vi kan være sikre på, at vi ikke taber penge på det. Den blev vundet på kr. 6,4 millioner. Hvad sker der med dem, der vinder opgaven på 6,4 millioner? Der sker det, at de medarbejdere, der går derude og gør rent i hvert fald skal gå 200 kvm mere i timen. Det går ud over kvaliteten eller medarbejderen på den lange bane. Sådan har det været i rigtig mange år. Heldigvis begynder mange virksomheder og kommuner nu at kigge på fordelingen imellem pris og kvalitet samt  forskellige andre parametre”.

”Vores kunder sætter pris på, at vi følger op på tingene. Det er det, der adskiller os fra vores konkurrenter. Det hører vi alle steder fra. Vi har lige fået en stor kunde tilbage. De havde valgt en af de store, men vendte tilbage til os, for de synes at vi har godt styr på tingene”.

-Hvis du skal give beskrive jeres virksomhed med tre ord, hvad er det så for ord?

”Kvalitetssikring, bæredygtighed, menneskelighed og professionalisme”.

-Det var fire?

”Ja”, smiler Bjørn”

-Du svarede mig ikke på, hvorfor du ikke presser dine medarbejdere, så indtjeningen øges? Hvad får jeg ud af som kunde, at du behandler dine medarbejdere ordentligt?

”God samvittighed”.

-Min bestyrelse er ligeglade med god samvittighed. Vi skal bare have gjort rent så billigt som muligt?

”Det er et simpelt regnestykke. Hvis man behandler sine medarbejdere ordentligt, bliver de bedre til at udføre deres arbejde, det bliver mere effektivt og kunden får et bedre produkt. Og både kunden og vi får en stabil arbejdsstyrke, der kender vores virksomhed og kundens behov. Det afspejler sig direkte på bundlinjen i begge virksomhed. Længere er det ikke synes jeg. Men jeg møder ofte samme argument fra økonomifolk, men det er misforstået”.

Direktør Bjørn Kristensen fra virksomheden Miljø Rent i Århus. Foto Alexandar Søndergaard”Vi gør rent hos en stort international kunde. En gang om året får jeg et krav om, at vi skal spare 7%, selvom vores omkostninger stiger.  Jeg fortæller dem, at vi sagtens kan gøre det billigere. De kan få det til halv pris, men så bliver det også derefter, for vi skal stå inde for vores kvalitet, bruge vores bæredygtige midler og behandle vores medarbejdere godt. Derfor prissætter vi, som vi gør. Det preller af på dem. Men der er efterhånden mange af vores kunder, der godt kan forstå det. Så vi er nået langt. Men licitationerne er svære. Ligeså snart der er en servicemægler på, så drejer det sig udelukkende om pris”.

-Men hvis en af dine kunder stiller et krav om, at du skal spare 7% hvad gør du så?

”Så kan det godt være, at jeg finder en anden kunde. Der er ikke andet at gøre, for jeg vil ikke ud at vækste 25 eller 30%, for at gå på kompromis med kvaliteten. Nogle gange trækker jeg i håndbremsen”.

Bæredygtig rengøring

”Vores produkter er bæredygtige, vi behandler vores ansatte ordentligt, der bliver givet karakterer for veludført arbejde, og vores kvalitetskontrol er hele tiden på forkant og sender kvalitetsrapporter til vores kunder. Samtidig har vi hele tiden kontrol på, at vores medarbejdere gør ordentligt rent”.

-Hvordan kan rengøring være bæredygtigt? Skal der ikke bare gøres rent?

”Vi lægger meget vægt på, at de produkter vi anvender er bæredygtige. Ikke bare af navn, men også af gavn. Miljø Rent A/S anvender tyske produkter, der er ”cradle-to-cradle” certificeret. Det betyder at f.eks. de lastbiler, der kører ind på fabrikken i Tyskland skal have partikelfilter monteret. Ellers kommer de ikke ind på området. Alt vand og varme bliver genbrugt, og når emballagen bliver brændt, er der ingen forurening. Det er en ekstra omkostning for os at bruge de produkter, og vi kunne da også godt finde nogle, der var billigere og som ville øge vores indtjening. Men jeg vægter sikkerheden hos vores medarbejdere og vores kunder meget højt. De rengøringsprodukter vores medarbejder bruger, kan man faktisk drikke, så bæredygtige er de”.

Hvem gider få tærsk

-Har du aldrig overvejet at gå ind i politik?

”I professionel fodbold har jeg været vant til at holdet spillede sammen. Kun på den måde opnår du bedste resultat. Men sådan er det ikke i politik. Fra 2005 til 2007 sad jeg i byrådet i Århus, og der oplevede jeg at komme til et udvalgsmøde, for at skulle træffe en afgørelse, men afgørelsen var truffet på forhånd. Den måde at arbejde på var komplet uforståelig for mig. For hvad var der så at holde møde om?  Men det var spændende, sjovt og lærerigt. Grunden til at jeg stoppede var manglende tid. Jeg har lige fået en henvendelse om at stille op til Folketinget. Men dybest set har jeg det skidt med politikere, for hvem gider at blive svinet til? Hvem gider at stille op til tærsk? Og hver gang at man laver en fejl, eller måske laver et eller andet forkert, så bliver man haglet ned. Det politiske klima er usundt. Der er for meget købmandskab, mediehype og knive i ryggen. Det er ikke kun partierne imellem men også internt i partierne. Det er ikke særlig sympatisk, men sådan er den politiske verden. Og derfor bliver det uden mig”.

Fagforeninger

-Hvordan har du det med fagforeninger?

”Min far arbejdede på havnen i Århus og stod med de røde faner 1. maj. Men inden han døde, var han godt klar over, at vi var nødt til at komme videre på en anden måde. Lad mig komme med et eksempel: Før jeg overtog roret i virksomheden, havde den ingen overenskomst, og det hele var lidt ustruktureret. Da jeg kom til, fik vi rettet op på det, givet medarbejderne ordentlige lønninger og ordentlige forhold. En dag blev jeg ringet op af en stor fagforening, der krævede at vi skulle lave en tiltrædelses-overenskomst. Det ville jeg ikke, for vi har en god sundhedsordning for vores personale, vi har en god pensionsordning, og vi har nogle forsikringer, der gør, at hvis man bliver syg og skal ud og genetableres på arbejdsmarkedet, så kan man opretholde sin løn. Den kan PensionDanmark ikke lave, og jeg ville ikke stille medarbejderne dårligt. Men det kunne vi ikke komme uden om. Det endte faktisk med, at den pågældende fagforening ringede til en af vores eksisterende kunder og forlangte, at de skulle opsige aftalen med os. Derfor var vi nødt til at opsige den medarbejder, der arbejdede i den pågældende virksomhed. I første omgang ville vi gerne genansætte hende et andet sted, når vi havde en anden plads. Det groteske ved denne historie er, at virksomheden bagefter ansatte min tidligere medarbejder. Slutresultatet er altså, at fagforeningen både tog vores omsætning og medarbejderen fra os”.

-Det ord jeg lige kan komme på er fagforeningstyranni?

”Det er dine ord. Men jeg kan godt undre mig over, at de går ud og fortæller, at de arbejder for folk. Jeg har forståelse for, at fagforeninger oprindelig var sat i verden for at beskytte arbejderne, og det har været godt og givet mange bedre forhold. Men når de selv bliver en magtfaktor, og begynder at praktisere det, som de selv kritiserer, så går det galt. De skal tilpasse sig den verden, vi lever i i dag”.

”Miljø Rent A/S indgik en anden overenskomst, og det fungerer fint. I dag har vi ca. 90 medarbejdere, men omregnet er det 47 fuldtidsansatte. Branchen fungerer sådan, at vi hyrer folk ind til de opgaver vi har baseret på timebasis. Og hvis vi i perioder ikke har opgaver nok, så har vi normale opsigelsesvarsler. Får vi derimod flere opgaver, så får vores medarbejdere tilbudt flere timer”.

”Vi har nogle specielle vendinger, der hedder præstationsløn og normalløn, og vi betaler vores folk fint. Vores personale bliver tilbudt massage og forskellige andre tiltag. Vi lever i en moderne tid, vi lever i 2017 – nogle af os – og hvorfor skal man sætte folk i en boks?  Hvorfor ikke gøre tingene, som vi synes er OK. Det er trods alt vores virksomhed. Det er også i vores interesse, at vi betaler vores folk ordentligt og vi skal nok sørge for, at de har ordentlige arbejdsvilkår. Vi lever i nutiden, men nogle opfører sig som dinosaurer og lever i fortiden efter nogle gamle regler”.

Virksomheden Miljø Rent i Århus. Foto Alexandar Søndergaard

Den fornemste opgave

-Du har spillet professionel fodbold, du har været landechef i stort sportsfimal, du har været i Headhunting, du har haft cafe og madsteder, du har været radiodirektør og investeret i forskellige virksomheder og kommer i 2013 til Miljø Rent A/S. Har du en dybere filosofi med det du laver her?

”Jeg skal ikke ud at redde verden. Min ambition er hele tiden at forbedre virksomheden og øge væksten fra år til år. Jeg er glad for at gå på arbejde og hele tiden tænke i nye forretningsområder. Hvor kan vi gøre det bedre? Hvad kan vi tage ind af nye områder? Vi er lige blevet bedt om at byde ind på en stor sommerhusordre, og vi overvejer at gå mere ind i facility generelt, d.v.s tage vinduespolering og havearbejde ind. Vi vil samtidig gerne løse opgaver sammen med samarbejdspartnere”.

-Har I en spidskompetence, som I ved at I er bedre til end andre?

”Jeg beskæftiger mig ikke så meget med, hvad andre gør, men mere med hvad vi selv gør. Det er det, der er vigtigt. Det skal komme indefra. Nogle af mine kolleger laver kontrakter på opgaver som medarbejderen får tre timers løn for, men som vedkommende skal bruge 6 timer på at udføre. Så kan alle jo få opgaver”.

”Du spurgte om min filosofi, og hvis det er en filosofi, at jeg ikke vil have sure mennesker omkring mig, så er det min filosofi. Vores medarbejdere skal være glade for at være her. De skal have lyst til at komme her. De skal have det godt her. Det må være udgangspunktet. Måden vi gør det på reflekterer også det sygefravær vi har. Der er stort set ingen. Og jeg har hverken en stor udskiftning af kunder eller medarbejdere”

-Spiller du kampen ud evt. med overtid?

”Min plan er at fortsætte, for jeg kan egentlig godt lide det. Jeg har været rundt hele verden, jeg har boet på alle hotellerne, været på de bonede gulve, været feteret som ung professionel fodboldspiller. Jeg har ikke nogen udlængsel mere og har det fint med tage til Skagen og holde weekend”.

-Du er en heldig mand.

”Nogle gange sidder jeg også og kniber mig selv lidt i armen. Kan det virkelig passe?”

”Rigtig mange mennesker kan faktisk ikke forstå, at når jeg har været i stillinger hvor jeg har ansat direktører, topledere og specialister, som jeg har gjort for mange meget store virksomheder i mange år, hvorfor så lige rengøring. For det er da så lidt interessant. Men det er det ikke for mig”.

”Om det er rengøring eller det havde været en virksomhed, der producerede pap gør ingen forskel. Det at udvikle og få nogle sejre er meget motiverende. Det er SÅ stor en fornøjelse, når vi får en ny kunde, som vi har lavet oplæg til, og arbejdet på i lang tid. Så spiser vi kage. Den eneste pris det koster er en ekstra tur på løbebåndet eller en tur op på cyklen. Men hvis det er prisen for succes, så er det vist kun grund til at smile”.

”Der er mange, der ser ned på rengøring, men der skal altid gøres rent. Hvis ikke vi gør rent, så bliver folk syge. Hvis ikke vi gør rent, så er folk ikke tilfredse. Vi er en serviceorganisation, der er med til at folk har det godt. Kan det blive større? Det må da være det fornemste mål i sig selv.

-Har du et råd fra fodbold- og erhvervslivet, som du gerne vil give videre?

”Man skal behandle andre som man gerne selv vil behandles. Man skal være 100% til stede, skabe en god holdånd, spille en god og fair kamp og undgå straffespark og selvmål. På den måde tror jeg på, at man skaber en vinderkultur både i fodbold og i erhvervslivet”.

Guldstøvlen fra Danmarksmesterskabet i 1982 står på hylden og viser, at der vægt bag ordene.

Copyright:
Tekst of foto: Alexandar Søndergaard, Rezonanz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *