Sinnet Tiwaz – rebel, kunstner og kvinde

Kunstneren Sinnet Tiwaz var en rebel i barndommen, i opposition som teenager, faldt til ro i et ægteskab og opbyggede sit livsværk og en drøm, som blev taget fra hende. Hun mistede alt og røg ned i et sort hul. Kunstneren Sinnet Tiwaz fortæller om en livsrejse, om livets skrøbelighed, og om hvordan man bevarer troen på kærligheden og det positive.

“Det meste af mit liv har jeg brugt på at rejse, flytte, se andre kulturer, bo i andre lande og opleve sanselige ting, som jeg har taget med mig hjem og tænkt over. Hjemme igen tænkte jeg over det, skrev det ned og malede mig ud af nogle af oplevelserne. Uden at tænke over det, er det blevet naturligt for mig, at navigere i de forskellige dimensioner på een gang. Jeg har fundet ind til en formel på, hvordan livet i virkeligheden er en evig rejse igennem mange dimensioner. Jeg er blevet opmærksom på det, og har taget det til mig som en gave”. 
”Jeg er tresserbarn, kvinde midt i livet med masser af passion og tankegods. Og jeg elsker at male. Det er det vigtigste og har fulgt mig hele mit liv og jeg maler stadig. Alle andre ting kommer og går”.

-Hvor meget betyder det tankegods for dig?

“Det betyder en hel del. Sommetider bliver jeg lidt sur på det, for jeg er født med en meget analystisk hjerne, der reflekterer over alt. Livets store og små ting og det midt imellem. Og havde jeg levet på en anden tidslinje, var jeg formentlig blevet filosof. Livets store spørgsmål interesserer mig”.

-Du siger at du bliver sur på det, men det kan vel også være med til at sætte det hele i perspektiv?

“Ja det kan det. Men vi lever i et yderst rationelt samfund, hvor vi hele tiden sætter tingene i perspektiv og det kolliderer med sanseligheden. Hele den måde vi vokser op på i det vestlige samfund lider af mangel på det irrationelle og det sanselige. Jeg har rejst meget og har altid haft en stor dragning på etniske minoriteter, som prioriterer den anden side af at være til, nemlig den irrationelle, sansende og intuitive tilgang til livet, hvor man er åben for eventyrlige dimensioner, mytologi og det gådefulde. Når man så samtidig,  som jeg, har den lidt mere tunge analytiske hjernekapacitet, så kan det være ødelæggende, for den er voldsomt dominerende. Jeg føler mig altid i et krydsfelt af modsatrettede energier, hvor jeg med min rationelle forstand skal træffe et bevidst valg om at give plads til de andre sider af livet. For det kommer ikke af sig selv”.

-Du begyndte med at fortælle, at du er kvinde midt i livet. Hvor er du så henne lige nu – i det krydsfelt?

“Lige der hvor det begynder at blive rigtig sjovt. Men det har også taget mig det meste af livet at finde frem til den balancegang, som det er. Og det er ikke kun noget jeg oplever, men en omstændighed.  Det er vilkår for os allesammen tænker jeg”.

Sinnet Tiwaz og Coco. Foto Alexandar Søndergaard

 

Medicinkvinden

“Som ung rejste jeg over til en canadisk indiansk stamme, som jeg havde fået kontakt med. Det var et møde med en indiansk medicinkvinde og mange andre kloge ældre. Og allerede nu, I vores samtale her, er vi inde på noget, som vi sjældent taler om herhjemme. Det møde var for mig en befrielse, et wake-up call. For jeg er vokset op i et støjhelvede, visuelt som auditivt, og havde svært ved at holde fast i mig selv. Jeg følte hele tiden, at jeg blev forurenet af modsatrettet bombastisk tankegods alle vegne fra. Jeg havde brug for, at kunne holde fast i hvem jeg var”.

“Allerede som barn havde jeg en dragning mod indiansk kultur. De beskæftigede sig med en form for menneskelig uddannelse, som ikke har noget at gøre med, om du kan alle de store og små byer på Fyn,  eller den store eller lille tabel. Men som handler om at navigere som menneske uden drukne i ydre krav stillet af omverdenen”.

Matador

“Jeg er født ind i et mærkeligt aparte spændingsfelt, hvor min far kom fra et beskedent miljø i Sydjylland og giftede sig med min mor, der kom fra det bedre borgerskab i Oslo. Min far var  overbevist kapitalist og virksomhedsejer med lyst til store armbevægelser. Og min mor var en religiøs kvinde, der bestemt ikke ville omgås hvem som helst. Derimellem var lille jeg. Spændingsfelter ser ud til at være en del af min menneskelige karma”.

“Uden nogen egentlig uddannelse, men med en god begavelse, gik min far ud i livet og startede sin egen virksomhed i 50erne. I Paris mødte han min unge mor, som dengang var aupairpige. Hun var hans diametrale modsætning. Min mor var en ung smuk kvinde fra Norge, som var beskyttet og samtidig holdt nede, som man var som kvinde dengang. Der var ikke fokus på uddannelse, hun skulle bare giftes godt. Og det blev hun så med den her nyrige danske matador. For han havde gjort det godt. Han rejste rundt i hele Europa og USA for at oprette nye afdelinger til sin hastigt voksende virksomhed. På grund af egnsudviklingsstøtte, opbyggede han sin virksomhed på Sydhavsøerne, Lolland-Falster. Så det blev mit barndomshjem, selvom jeg er blev født i Tyskland og senere flyttede til Lolland med mine forældre.  Det gav mig en fornemmelse af ikke at høre til. For det gør man ikke, når ens forældre ikke kommer fra den egn, hvor de bor. Følelsen af ikke at høre til, havde jeg med mig helt fra starten. Det var i 60ernes Lolland, at jeg trådte mine barnesko. Det var primært husmænd og bønder, der prægede Lolland dengang. Og da jeg kom i skole som 6 årig, havde de andre ikke en kasse at sætte mig i og reagerede med mobning og udelukkelse. Det var svært”.

“Og det gjorde det ikke bedre, at hjemmefronten, på grund af min mor og fars ægteskabelige dramaer af strindbergske dimensioner, var een stor gyngende grund. Det påvirkede mig meget, og jeg var da heller ikke mere end 17 år, før jeg villle ud i verden. For andegården blev for lille. Jeg havde ikke rødder det sted, og jeg skulle ud og finde noget andet”.

“Der har nok altid været gemt et oprør i mig, for allerede som 9 årig begyndte jeg at protestere. I begyndelesen af  70erne var der oliekrise, og det påvirkede min fars virksomhed, der lavede plastprodukter. Spørg mig ikke hvorfor, men det var jeg meget bevidst om. Jeg sad, som det her gammelkloge barn og havde meget seriøse alvorlige miljømæssige tanker omkring plastikproduktion, og om hvad det gjorde ved miljøet. Så jeg lagde afstand til min far, men var samtidig barn i en verden, hvor jeg kunne få Barbiedukker, legetøj o.s.v. Så det har altid været et krydsfelt med store overvejelser”.

Malerier skal ikke forklares

”Meget tidligt blev jeg klar over, at jeg først og fremmest er et åndeligt menneske, der har nogle oplevelser på jorden. Jeg har lært, at det er vigtigt at beslutte sig for, hvem man vil være og hvilken rolle man vil spille. At udtrykke det jeg har på hjerte er min rolle”.

“Jeg kunne godt have valgt at blogge eller skrive kronikker til medierne, men jeg har valgt ikke at kommunikere med ord, for ord bliver ofte for rationelt orienteret, så man mister pointen. Man skal have alle sine sanser åbne. Og når man kigger på et af mine malerier, skal man kunne mærke det, uanset hvem man er. Og det behøver ikke at være den samme historie man oplever. Billeder skal ikke forklares, de skal ikke forstås rationelt. De skal kunne sanses og opleves””.

Sinnet Tiwaz - pige med rødt hår.-Er det din holdning som du lægger i dine billeder, hele dit liv med romantik, dit syn på kvinder og følelser?

“Ja. Det er det, jeg brænder for”.

-Er det det du vil med din kunst?.

“Der kommer det rationelle og det irrationelle igen ind og forstyrrer, for mit forfængelige jeg har været inde over og spørge, hvorfor jeg ikke bare maler noget mere konceptagtigt og dermed ufarligt, som måske ville sælge bedre. Mine billeder er personlige og har et budskab. Men hver gang jeg prøver at male et billede indefor bestemte parametre, kommer min indre rebel og ødelægger det lige med det samme. Det vil ikke lade sig male”.

-Hvorfor bliver du ved med at prøve, når det ikke er det, du står for?

“Det gør jeg heller ikke mere. For jo mere verden larmer, og det gør den, jo mere er der noget i mig, der vil have skønheden frem, det positive og feminine sammen med de dybere lag. Hvis ikke man er opmærksom på det veritable støjhelvede, der er derude, så bliver man hjernevasket af radiomeninger, TV meninger, facebookmening og avismeninger fra morgen til aften. Det er meget bombastisk og nedbrydende. Derfor må jeg lave et modtræk, der hylder livets smukke sider – alt det sjæleorienterede. Vores sjæl er noget, vi ikke taler meget om, fordi vi har fået en voldsom berøringsangst, efter at vi har taget livtag og lavet et ordentligt opgør med de instiutionelle religioner. Men det var også nødvendigt”.

“Jeg har aldrig kunnet finde lighedstegn imellem religiøsitet og åndelighed. Mange af os har mistet evnen til at vælge med hjertet”

-Du taler om det sjæleorienterede. Hvad er sjælen for dig?

“Sjælen er evnen til at være til, uden hele tiden at skulle retfærdiggøre det. Evnen til at være altfavnende uden at skulle fordømme noget. Evnen til at se skønhed selv på en tåget dag. Det er sjæl for mig. Evnen til at værdsætte et stykke musik, ikke kun intellektuelt  men lade sig rive med af en  toneart”.

-Som jeg hører det, har du lært at stå fast på den rejse, du har foretaget. Og det er vel også en del af meningen med livet. Livet er en  lære, en skole. Og så ender man med som 54 årig, at have lært af den rejse og står så bedre fast.

“Det ved jeg ikke. Det er nok meget forskelligt fra menneske til menneske”.

Drivkraften fra et minefelt

-Jeg taler om dig. Det virker som om du står bedre fast nu; har en bedre ballast?

“Jeg tror altid, at jeg har stået fast. Uanset hvor jeg har været henne, har jeg været nødt til at følge min egen vej. Jeg har bare ikke verbaliseret det så meget, jeg har ikke sagt det. Jeg har ikke udtrykt det så bevidst. Men når jeg kigger mig tilbage, så har jeg taget nogle sjælelige valg, for sjælen ønsker ikke at livet skal være let. Sjælen er alt andet end forfængelig. Den skubber os ud ad veje, som er kringlede og som er fyldt med grus, kurver og høje bakker. Det er det, jeg har lært. For der er så mange perspektiver, man kan se tingene far. Men jeg har lært det her, fordi jeg netop kunne mærke, at jo mere alene jeg bevægede mig væk fra den almindelige vej – Off The Beaten Track – , jo mere mageløse har oplevelserne været. Jeg er ikke i tvivl om, at drivkraften har været, at jeg trådte mine barnesko i et sandt minefelt af spændinger, uberegnelighed og masser af tab og svigt. Min fars drivkraft var som nævnt, at han kom fra trange kår. Min drivkraft har været følelses- og omsorgsmæssige svigt og en kamp for sjælelig overlevelse. Med den sammenligning ligner vi nok hinanden, min far og jeg. Vi har brugt vores drivkraft til at komme videre, som aktive penselstrøg på livets personlige lærred. Dybest set tror jeg på, at det generelt set er et livsvilkår, og at man skal bruge sine livsomstændigheder til noget og ikke bare sidde fast i konsensus, traditioner m.m”.

Sinnet Tiwaz - To know yang, but to hold YinGammel sorg

”Gammel sorg slipper sjældent sit tag, men kan og skal bruges til noget kreativt. Det er min filosofi, og det er den der gør, at man kommer videre efter modgang af enhver art”.

”Da jeg var 11 år, blev min familie ramt af en stor personlig tragedie. Mine forældre skulle have et barn mere. Han kom, under stor dramatik, til verden 1 måned for tidligt. Udover at være født med Downs syndrom, var der kaos i hans indre organer som bevirkede, at han skulle opereres akut. Ingen troede dengang på, at han ville overleve, så han blev døbt med det samme.
Efter 9 måneders hospitalsophold, kom lillebror endeligt hjem. Men vores far gled mere og mere væk fra familielivet. Sorgen var uforløst som alt andet følelsesmæssigt i vores familie. Så da min mor strålende fortalte omverdenen, hvor fantastisk og mirakuløst Jean’s liv var for hende, så var det på bekostning af alle de svære følelser. Især dem, som vi andre børn gik og tumlede med”.
”Jean blev min mors ultimative omdrejningspunkt. Han var og er multihandikappet. Han har ikke noget sprog, er ikke renlig og har en medfødt svær synkeproblematik, der op igennem hans opvækst udløste det ene voldsomme spisedrama efter det andet, og bragte ham til akutoperation på hospitalet meget ofte. Min mor valgte, trods alle odds, at dedikere sig selv 100 % til min handikappede lillebror, der boede hjemme til han var ganske voksen. Min mor fortalte ofte, og gør det stadig, at Jean var det bedste, der nogensinde var sket for hende. Det var svært for vi andre børn at høre”.

”Jeg mindes mine teenageår som sorgfulde og smertefulde. Men jeg skulle blive over 40 år, før jeg forstod, at jeg bar rundt på uforløste følelser i forbindelse med barndomstraumer, hvoraf traumet over at få en på alle måder så krævende lillebror, var altoverskyggende i mit sind. Desuden oplevede jeg at min far kort tid efter forlod familien, for at flytte sammen med sin sekretær i Lübeck”.

Bisonoksen

”Det var igen den indianske lære, som hjalp mig med at transformere livets sorte skygger til en konstruktiv størrelse, der kunne bruges til noget. Forestillingen om “at være en bison i stormvejr”, hjalp med at vende sig mod “det indre ubekendte”, for at se det lige i øjnene. Bisonoksen er det eneste dyr i verden, der ikke vender sig væk fra kaos og uvejr, men går lige imod det, og møder det i øjenhøjde. Og det er netop måden at komme videre på – at få kastet et opklarende lys på de dunkle sider. Der skal sådan set ikke mere til, end modet til at erkende det som gør ondt, og som ofte er fejet så grundigt ind under gulvtæppet, at man går og falder henover tilværelsens mange buler”.

“Min far forsvandt ud af billedet til Tyskland, da jeg var knapt 14 år, min mor kæmpede med sine egne dæmoner, der handlede om at føle sig evigt forladt, trampet på, snydt og bedraget. Og så måtte jeg lynhurtigt finde ud af, om jeg ville lade mig rive med af offerrollens deprimerende favntag, eller jeg måtte ud og finde mine egne ben at stå på”.

-Har du fundet dem?

“Ja for fanden”. Sinnet griner højt.

Paris

-Hvad er det for ben du står på?

“Det er de samme, som jeg stod på, da jeg som 20 årig var i Paris for at forbedre mit fransk. Jeg havde rejst rundt i middelhavslandene fra jeg var 17 år gammel og var vild med sanseligheden, passionerede mennesker og flamingomusik. Men nu stod jeg som 20- 21 årig og skulle lære erhvervsfransk. Det var meget intellektuelt, stringent og struktureret. Det var op klokken “bøh” og til forskellige lærere. Det var tungt, og jeg var den yngste i et felt af en masse topledere, som lynhurtig skulle have et seks ugers crash-kursus i fransk. En af lærerne kunne se, at det var lidt svært for mig at være der. Hjemme i Danmark tegnede og malede jeg på hobbyplan uden egentlig at have tænkt mere over det. Men han tog mig med rundt til forskellige kunstmuseer. Og jeg husker stadig, da vi stod på et museum for franske impressionister, hvor fuldstændig ramt jeg blev. Og jeg hørte en stemme inden i mig sige: Det er det der du skal. Og straks efter kan jeg huske, at min rationelle forstand tænkte: “Det var dog piiiinligt. Jeg håber aldrig, at du kommer til at sige det højt til nogen i denne verden”.

“Her stod jeg foran en af verdens mest berømte malere, og så bildte jeg mig ind, at det var det jeg skulle…”

“Men jeg sagde det ikke til nogen, for jeg er god til at holde min kæft, når det gælder. Jeg tror på, at det hemmelige og det hellige går hånd i hånd. Man skal ikke offentliggøre sine fineste værdier, fordi de blive banaliseret og mister derved sin kraft. Det vidste jeg godt, så jeg gik tavs hjem til mit hotelværelse, og omdannede det til et lille atelier. Og så gik det løs. Det var som at åbne et vindue til en helt ny verden. Fra at have kedet mig og siddet og kigget på, at timerne gik, eller vandret rundt i Paris´gader og følt mig uendelig lille og alene, var jeg pludselig inde i en eventyrverden fuld af farverig magi og eventyrlige væsner”.

Sinnet Tiwaz - Reining the Day

 

Jongløren fra cirkus

-Du begyndte med at fortælle at dine erfaringer og meget af dit liv, har været en klods om benet. Nu fortæller du om et indholdrigt og spændende liv med oplevelser, erfaringer og besværligheder som du har lært af?.

“Menneskelig set har der været nogle tunge omkostninger. Og det vil der være, når man går sin egen vej. Så får man modstand. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg kommer fra nogle familiemæssige kår, som i den grad kun ønskede at dominere andres liv og levned. Man fik ros, når man gik samme vej som forældrene ville have det, og isnende kulde og/eller vrede, hvis man gjorde det modsatte”.

“ Da jeg stod som 9 årig og sagde til min far, at jeg syntes han lignede ham jongløren fra cirkus, der havde puttet alt for mange tallerkener op på pinde og løb rundt som en sindssyg, for at få dem til at blive uden at falde ned, så var kun fordi, at det var sådan en “fantastisk intellektuel ting” at komme med som 9 årig, at min far ikke blev rigtig tosset over, at jeg kritiserede hans liv”.

“Men det var sådan nogle tanker jeg havde, og jeg ved godt, at det er usædvanligt, når man er så lille og ikke føler dig elsket. Det er sådan at jeg husker det. Jeg følte mig ikke hjemme i mit hjem, så jeg var nødt til at gå en anden vej. Jeg var simpelthen tvunget til det, for der var ikke nogen grund til at blive, fordi nogen roste een for at gøre “det rigtige”. Jeg mærkede jo tidligt, at det ikke var rigtig kærlighed”.

-Det er din historie og dit liv indtil nu og her du står. Hvor er du på vej?

“Kunsten er min drivkraft. Det er min største glæde både at kunne skabe noget på lærred, men også at kunne skabe noget, som jeg kan mærke giver noget fra sig. For folk bliver rigtig glade af at se mine billeder. Livets roller kommer og går, og jeg har spillet mange vigtige roller i mit liv. Kunsten er at kunne give slip, når man skal. Og det som livet fremadrettet indbyder til, er en  skærpelse af de personlige ambitioner. At være der for andre som mor, datter, søster, ægtefælle, veninde m.m. har fyldt rigtigt meget i mit liv. Men i de seneste år er lysten til at fokusere på maleriet seriøst vokset direkte proportionelt med den relative nye frihed, der følger med at blive ældre”.


“Jeg er blevet kunstner, fordi det er meningsløst at give det meningsløse mening.
Jeg vil hellere male et fedt billede”


-Hvem maler du for?

“Jeg maler først og fremmest, fordi det er vigtigt for mig at udtrykke mig. Som en danser udtrykker sig, når hun danser, eller som en musiker udtrykker sig, når han spiller musik, maler jeg af nødvendighed. Samtidig elsker jeg, at se folk blive rørt af det jeg laver. For det skal røre dem. Og det rører virkelig folk på flere planer. Kunst skal få en til at blive glad, begejstret, trist eller oprørt. Men man skal blive noget. Det eneste det ikke må være er ligegyldigt”.

Den r
øde tråd

”Som så meget andet i livet, er der en rød tråd igennem det hele. Men det har været svært at forudse, hvad der skulle komme ud af den røde tråd. Mange mennesker vælger en livsbane, hvor de  siger: ”Jeg skal have den uddannelse, og  jeg skal have dét job, for jeg skal blive til det og det”.

”Sådan blev det ikke for mig, og det er nok en del af tråden. Jeg blev uddannet korrespondent i spansk og fransk, fordi jeg elskede de lande og deres sprog, men jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle arbejde indenfor et fagområde, hvor en erhvervssproglig uddannelse indgik. Jeg følte mig presset til, at gå ind i min fars virksomhed, men kunne ikke se mig selv i det, for erhvervslivet sagde mig ikke noget. Tværtimod var jeg lidt skræmt af de forventninger, der vil følge med at gå i min fars fodspor.
”Så jeg skulle noget andet. Og det andet blev, efter at have faret lidt rundt med rygsækken i den store verden, at blive hurtig gift. Det blev jeg som 23 årig og begyndte at tage maleriet meget alvorligt. Det kunne jeg gøre, fordi jeg fandt en mand, der kunne og ville forsørge os begge. Det gik der nogle år med. Der kom børn, det var fantastisk dejligt og jeg malede mere og mere. Vi boede dengang i Tyskland og jeg havde udstillinger rundt omkring samtidig med, at jeg passede mine 3 skønne guldklumper. Men så kom uroen. Da den mindste var blevet 3 år, mærkede jeg en kraftig uro. Der skulle ske noget andet, som jeg ikke helt kunne definere på det tidspunkt. Jeg var som nævnt gift med børnenes far, som i øvrigt var en generation ældre end mig, men vi var ikke på bølgelængde. Det vidste jeg bare ikke dengang. For sådan tænkte jeg ikke”.

Kunstneren Sinnet Tiwaz. Foto Alexandar Søndergaard

 

”I mange år havde livet i et et-planshus i en forstad til Flensborg afstukket kursen. Men der skulle ske noget andet, så jeg tog mod til mig og tog en beslutning om, at der skulle endnu en rygsækstur ind i mit liv. Jeg havde kontakter i det vestlige Canada hos indianske stammer, og den kultur og deres livsfilosofi bankede på. Og sådan blev det. Efter den tur med mand og tre små børn, var intet mere det samme. Jeg vidste, at jeg nu var nødt til at inddrage nogle dybere værdier i mit liv, for det var ikke længere nok at være hjemmegående og male lidt ved siden af. Børnene var efterhånden så store, at de var begyndt i børnehave og skole.
“I 1998, året efter vores tur til Canada, købte vi en gård, flyttede til Danmark, og der begyndte jeg at arbejde med heste og coaching”.

Kursusvirkomhed

”I begyndelsen skulle vi finde ud af, hvad vi skulle bruge gården til. Visionen var at kombinere familie, privatliv og erhverv samme sted. Det blev til 11 år, hvor det de sidste mange år kom til at handle om kurser i personlig udvikling og coaching af erhvervsledere med heste som sparringspartnere, for heste kan noget helt specielt.
De kan få dig til at være nærværende, og giver dig en umiddelbar feedback på det, du kommer med i det øjeblik, du er sammen med dem. Kurserne i personlig udvikling, som vi skabte, var der mange erhvervsledere, der var begejstrede for dengang. Det drejede sig om naturligt lederskab. Og for at blive mere naturlige ledere, skal man have integreret de såkaldte skyggeside i sig selv. Men så kom finanskrisen og satte en meget brat stopper for det. Jeg elskede tilværelsen på gården, hvor jeg kunne male, når vi ikke havde kursister og vi havde indrettet et galleri i en saloon vi havde på gården. Og der kunne  jeg sælge alt det ville til vores kunder”.

”Den såkaldte finanskrisen fejede det hele væk på no time. 4 år før var jeg blevet skilt fra børnenes far og stod alene med 3 teenagere og en kæmpe gæld i gården. Det viste sig, at ex-manden havde været temmelig kreativ på den økonomiske front. Så han forlod det fælles hjem uden gæld og med overskud på egne konti af ukendt størrelse. Det gav stof til eftertanke. Fra dag til anden stod jeg uden noget som helst andet end min dejlige ny mand, som var langelænder, men som lidt havde glemt det, da han havde boet i Nordsjælland i 30 år. Derfor valgte vi at flytte til Nordsjælland. Vi brugte de næste 5 år på at reflektere over, hvad der var op og ned i vores liv, og hvad der var vores nye virkelighed. For det var meget smerteligt og gjorde ondt at have mistet mit livsværk.  Jeg følte, at jeg personificerede hele finanskrisen de efterfølgende år.  Men som jeg havde lært af den indianske livsfilosofi og bisonoksen, gik jeg ind i krisen, og bearbejdede den indefra”.

-Var den indianske livsfilosofi, der hjalp dig igennem?

”Ja er du da sindssyg. For jeg var helt nede at bide i støvet – havde mistet alt: hus, hjem, karriere og til dels også mine børn, som valgte at blive i Jylland. De var unge teenagere, som jeg følte valgte mig helt fra. Det gjorde de selvfølgelig ikke, men de var bare i deres eget freaky univers”.

”Pludselig var jeg strippet for alt det, der var vigtigt for mig, og skulle til at genopfinde mig selv fra scratch. Det, der hjalp mig igennem, var den indianske livsfilosofi, for det er i de mørkeste stunder, at man vokser på et sjæleligt plan. Derfor kunne jeg samle mig selv op hver eneste dag skridt for skridt. Det  eneste jeg havde tilbage var, udover min store kærlighed, maleriet.
”Og der kom nogle fantastisk billeder ud af det, så jeg blev yderst forundret. Det jeg havde lært igennem mange år med en malerpensel var, at for hvert livskapitel der lukker, er den et nyt der åbner. Det er der, at billederne bliver anderledes. Det har jeg stor respekt for. Det er så spændende”.

”Hvad er det der kommer ud denne gang?  Man kan være inde i en fase, der ligner en  stil og så BUM, så sker der nogle livsomvæltende ting i dit liv. Og når du tager penselen i hånden igen, er det noget helt andet der kommer ud. Det er mageløst”.


”Jeg maler ikke nødvendigvis små runde koner, der sår blomster eller favner mange små børn.
Det er ikke sådan, at mine billeder skal forstås”. Kunstneren Sinnet Tiwaz.


 

Sinnet Tiwaz. Ahlefeldtsgade

 

Den går sgu ikke frøken solskin

-Kan man tale om, at en cirkel er sluttet?

”Nej, det kan man ikke. Det er en ny cirkel, der er åbnet, for jeg vil ikke mere kigge bagud, som mange menensker gør, når de når midt i livet. Så bliver det de gamle familiealbum, de sidder og roder i hele tiden. Det kan jeg ikke. Det var meget intenst og meget smertefuldt, for jeg har lidt så mange tab. Det er fandeme hårdt at have være den tur igennem”.

-Vokser man af det

”Åhhh ja, det gør man vel. Jeg er vokset på den måde, at jeg før nok var for naiv og bare gerne ville favne alt og alle.
Men den går sgu ikke frøken solskin. Man er nødt til at lære noget om grænsesætning, grænser for sig selv og grænser for, hvad man skal være positiv overfor. Man skal lære at balancere dualitetsprincippet noget bedre. Take no Shit, men vær åben for det gode. Kineserne har et mundheld, der hedder ”To Know Yang, but to hold Yin”. Det passer godt på mig. Yangværdierne er det maskuline, det aktionprægede, det analytiske, det kontrollerende, det dominerende. Det, der vil noget. Yin er alt det feminine, det som bare er og som hylder skønheden. Det som laver sammenhæng, det som ser helheden, det som er altfavnende og omsorgsfuldt. Og man skal bruge sin Yangside for at give plads til de bløde værdier. Jeg har altid gjort det, men jeg er bevidst om det nu”.

At hylde livet med penselstrøg

-Har rejsen  gjort dig mere hel?

”Jeg tror altid at jeg har været hel, jeg har bare ikke været bevidst om jeg var det og har derfor lidt under det. Man tror jo fejlagtigt, at man skal lede efter mange ting uden for sig selv”.

-Hvor er du henne med din kunst lige nu?

”Jeg synes at tiden mere end nogensinde, presser sådan en som mig til at være meget fokuseret på, hvilken rolle jeg vil spille. Og min rolle som billedkunstner er, at udtrykke alt det, som livet tilbyder af kærlighed, skønhed, gådefuldhed og mageløse oplevelser. At hylde livet i form af penselstrøg og regnbuefarver”.

-Føler du dig presset som kvinde eller som kunstner?

”Som kunstner og da det samtidig indebærer at være menneske, kan man ikke skille de to ting ad. At være kunstner er jo at udtrykke alt indefra. Det er vigtig for mig, fordi det offentlige Danmark hylder de hårde værdier, det rå, afstumpede og det intolerante. Det er det vi bliver bombarderet med i øjeblikket. Og jo mere vi bliver bombarderet, jo vigtigtigere er det med et modtræk. Jeg tror meget på, at alting udvikler sig i forhold til det, vi vælger at fokuserer på”.

Man skal ikke lære blomster at blomstre

”Jeg maler ikke nødvendigvis små runde koner, der sår blomster, eller som favner mange små børn. Det er ikke sådan, at mine billeder skal forstås. Det er en naturkraft, vi skal have fat i. Den er blevet udkonkurreret af hovedets mere tunge og komprimerede univers, hvor alting skal passe ned i små kasser, hvor ting skal gøres, frem for bare at få lov at være. Blomsterne kommer op af jorden og folder sig ud, ofte på trods. Man skal ikke fortælle dem, hvordan de skal blomstrer”

“Og der bliver jeg simplthen så indædt,  for jeg kommer med hele min internationale livserfaring, hvor jeg er vant til at møde mennesker på alle vilkår, nogle som bor på små frimærker af et hus og som ikke har ret meget luksus, men som har en menneskelig rigdom, som de ikke er blege for at dele ud af. Heller ikke deres sidste måltid mad, hvis det er det. Og sådan er det faktisk de fleste steder i verden, hvor de ikke har så meget, som vi generelt set har herhjemme. Der er ikke noget mere kvalmende, end den der middelmådighed, hvor mange mennesker tror, at der skal stå endnu en mærkevare i deres hjem, før de føler, at de er noget. Man måler andre mennesker på den baggrund og det bryder jeg mig ikke om. Det skal man kunne hæve sig op over. Og det kan jeg sagtens sige, for jeg er midt i livet, har lært det og har været meget privilegeret. Jeg har både været på de bonede gulve og på de mindre bonede gulve og mødt mennesker fra A til Z”.

”Jeg synes at det er vigtigt at det kommer frem, at de modsatrettede kræfter findes og i de små samfund som de danske, er det dem, som truer med hele tiden at trække kraften ud af mennesket ved at fortælle dem, at de ikke er noget. Det er Janteloven”.

Kunstneren Sinnet Tiwaz. Foto Alexandar Søndergaard

Man skal lade lyset danse

” Sæt dog din hat som du vil og få din stemme hørt. Vi er ikke ens. Vi er unikke blomster alle sammen, og der er en kraft, der skal ud. Den har krav på at komme ud, plus at du er et fyrtårn for andre hver gang du tør gøre noget, og dele ud af den du er. Det har en rippleeffekt på dine omgivelser. Det gør glad, og det er noget man hurtigt kan mærke, når man bor på en ø. Her er at alle vigtige, store og små, fra den ene ende til den anden, fra syd til nord til øst og vest. Det er en del af den store glasmosaik. Man skal simpelthen lade lyset danse henover det, og få det til at vibrere. For lys er det eneste sikre på den her jord. Solen står op, så hvorfor ikke nyde den? Hvorfor vente til at den er gået ned igen og sidde og øffe over, at den ikke har været nok på himlen, eller der har været noget andet, man ikke havde tid til”.

”Vi har jo kun det her ene liv,  og der er så meget at være taknemmelig for. Når jeg ser på mit liv – kaos, sorg, smerte, tab indbefattet, så er det visheden om at mine 3 børn + min bonussøn’s trivsel, der er det vigtigste. Alle fire er i dag seje, sunde, selvstændige voksne med styr på god balance mellem indre og ydre værdier og ditto prioriteringer. Det er jeg dybt taknemmelig for”.

“Alt andet er dybest set bare bonus”.

 

Copyright
Tekst og foto: Alexandar Søndergaard, Rezonanz.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *