Fra arbejdsmand til helikopterpilot

Fra arbejdsmand til helikopterpilot er historien om, at man kan komme langt med en spade og en skovl, hvis man holder dem rigtig. Det har Hans Christian Nogel fra Nordlangeland bevist. Hans Christian kom til Canada som 23 årig. I dag ejer han firmaet Ridge Rotors i Canada.
Jeg spurgte ham, om turen har været lang og svaret lød:

“Nej egentlig ikke.”

-Men hvordan ender en ung mand fra et landbrug på Nordlangeland med at eje et helikopterfirma i det nordvestlige Canada?

“Det var en lyst til at se verden. Da jeg var knægt, havde mine onkler deres egne private flyvemaskiner. En af dem havde sin egen startbane, og når de skulle ud at flyve, kunne jeg høre motorlarmen. Så sprang jeg op på in cykel og kunne lige nå at komme ned at se, når de startede. Somme tider åbnede de døren, viftede efter mig, og jeg fik lov til at komme med op at flyve. Det var en stor oplevelse for en knægt som mig. Det har været i slutningen af 60erne – først i 70erne”.

“Jeg er født på Nordlangeland, hvor mine forældre havde et landbrug. Efter skolen var jeg konstabel i militæret, hvor jeg fik en uddannelse som automekaniker. Efter at min 7-års kontrakt var udløbet, ville jeg ud at se verden. Som ung havde jeg hørt meget om, at en af mine onkler helt tilbage i 20erne havde rejst meget, og det gav mig lyst til at rejse rundt i USA, Australien, New Zealand og selvfølgelig Canada. Via den canadiske ambassade søgte jeg om opholdstilladelse til Canada, men det var ikke let af få, så de foreslog i stedet, at jeg søgte om immigration.”

Ridge Rotors i Rocky Mountains. Privatfoto
Brandslukning med Ridge Rotors. Privatfoto
Ridge Rotors i Rocky Mountains. Feltarbejde og brandslukning. Fotos venligst udlånt af Ridge Rotors

Skovl og spade

“I april 1981 stod jeg over for en canadisk tolder, der spurgte om jeg havde værktøj med. Det havde jeg ikke. Han kiggede på mine papirer og på mig og sagde så: “Okay, good” og jeg fik et stamp. Jeg var 23, ung og naiv, og troede at der stod nogen for at tage imod og vise mig rundt. Det gjorde der ikke”.

-Men du var villig til at tage hvad som helst?

“Ja det var jeg. Jeg ville gerne arbejde udendørs, for jeg var jo vokset op på et landbrug. Men det var ikke landbruget, der trak mig herovre, men det at være udendørs har altid tiltrukket mig”.

-Men at rejse ud som ung langelænder og tænke, at jeg skal nok på noget at lave, det tyder på en vis selvsikkerhed.

“Det ved jeg ikke om det gør” siger Hans med klædelig beskedenhed. “Men jeg er i hvertfald glad for, at jeg gjorde det”.

“ På ambassaden havde jeg fået opfattelsen af, at det var let at få arbejde. Men for det første var der sproget. Det eneste jeg havde var mit gamle skoleengelsk, og det slog overhovedet ikke til. Det kunne jeg godt se, da jeg kom ud i det. Men det gik og jeg søgte forskelligt arbejde rundt omkring i Ontario, men blev efter et stykke tid klar over, at det var der ikke. Jeg mødte så et ældre couple, der fortalte mig, at der var arbejde at få i Alberta, så jeg tog derover. Det var udendørsarbejde med skovl og spade, og der blev jeg nogle år. Senere tog jeg job som lastbilchauffør med at køre tømmer.

Helikopterpilot Hans-Christian Nogel og maintenance co-operator Danielle Lakerveld. Privatfoto
Hans-Christian Nogel og maintenance co-operator Danielle Lakerveld

-23 år med en skovl og en spade i Canada. Var det ikke ensomt?

“Nej egentlig ikke. Jeg kendte nogle andre andre danskere herovre, blandt andet et ældre couple i Edmonton, der var rejst herover i 50erme. Dem snakkede jeg lidt med. Men der var andre, der spurgte, om jeg savnede Langeland, og selvfølgelig gjorde jeg det. Men hvis man kunne tage det bedste fra alle verdener og sætte det hele sammen, så ville det jo være rart. Men sådan er det jo ikke”.

Hans Christian Nogel arbejdede med vejbygning om sommeren, tjente gode penge, som han sparede op, så han kunne rejse om vinteren og se noget af den verden, som var hans egentlige grund til at tage afsted fra Langeland. Han rejste rundt i New Zealand og Australien, hvor han fik forefaldende arbejde på et landbrug.

-Tilbage til piloten. Der er meget langt fra at være arbejdsmand i Alberta, og til at blive pilot. Er det en gammel drengedrøm?

“Ja det må det have været jo. Interessen for flyvning blev vakt på Nordlangeland, men drømmen lå stille i mange år. Det var jo nærmest uopnåeligt for mig. Jeg havde også en drøm om at blive jagerpilot, og jeg syntes også at det var spændende at arbejde med biler, så mekanikeren i mig vandt. Hos militæret, Jysk Dragonregiment,  var jeg omgivet af helikoptere, der landede og lettede, og det var meget spændende, men samtidig også uvirkeligt at det på et tidspunkt skulle blive mig, der fløj dem”.

Ridge Rotors. PrivatfotoJim
“Jim  var en helikopterpilot, som jeg havde mødt igennem en fælles bekendt. Han tilbød mig at komme med op at flyve nogle  dage, og  jeg benyttede enhver chance for at flyve med ham. Vi var blandt andet i California et par gange, hvor han skulle hente nogle nye helikoptere og flyve dem op til Alberta.  Jeg blev fuldstændig bidt af det, og det tog mig ikke mange sekunder i cockpittet sammen med Jim, før jeg blev klar over, at det her kunne jeg også gøre. Jeg kunne i hvertfald få min licens.  Men jeg jeg havde også min forretning at passe. Vi har vores egne lastbiler, hvor vi kører tømmer ind til savværkerne her omkring”

-Du havde en virksomhed med at køre tømmer?

“Mit vinterarbejde fandt jeg i nogle skovhuggerlejre nordpå. Der arbejdede jeg den første vinter med at vedligeholde deres lastbiler. Senere begyndte jeg at køre tømmer for dem. De tilbød mig fast arbejde, hvis jeg købte min egen lastbil og 3-4 år efter at jeg kom til Canada, købte jeg en gammel lastbil. Den dag i dag kører vi stadig tømmer, så vi har de to firmaer”.

-Efter mødet med Jim vælger du at tage certifikat?

“Normalt er man jo lidt yngre, når man tager flycertifikat. Da jeg begyndte var jeg på det tidspunkt nået op midt i 30erne. Typisk vil man tage en 4 måneders uddannelse på en skole, for at få pilotlicens, som vi kalder et erhvervcertificat. Det kræver så at man er der hver dag”.

“Jeg var kun inteteresseret i at få privatlicens, så jeg bare kunne flyve selv og så drømte jeg selvfølgelig om at købe min egen helikopter. Men jeg kunne godt se, at med alt det andet jeg havde gang i, kunne jeg ikke bruge hver dag i 4 måneder på at gå på skole. Den tid havde jeg ikke. Der var ikke andet at gøre end at købe min egen helikopter. Så jeg fik fat i en lille 2-sædet og spurgte Jim, min kammerat, om han ville være min instruktør. Det ville han gerne, så jeg lærte at flyve i min egen helikopter og var desuden i Arizona, hvor jeg fik nogle træningstimer”.

April fires are popping up everywhere, Ridge Rotors, CanadaApril fires are popping up everywhere, Ridge Rotors, Canada

-Du tog til Canada som 23 årig uden noget andet end lysten til at arbejde og opleve. Du havde ikke noget netværk, der var ikke internet, ingen facebook eller andre sociale medier.  3 -4 år senere havde du købt din første lastbil og kørte tømmer, og tog derefter helikoptercertificat. Det er der ikke ret mange unge mennesker, der ville gøre i dag. Det er godt gået, hvis du spørger mig.

Der bliver stille i telefonen fra Edmonton i det nordlige Canada, langelændere er ikke sådan at imponere; hverken af andres eller af ens egne bedrifter.

“Det ved jeg ikke om det er, men jeg fik i hvertfald min privatlicens. Det første jeg så gjorde var at tage ind til byen, for at få den lavet om til en canadisk licens. Jeg tog prøven i USA, så det var en amerikansk licens jeg havde fået. Jeg kunne også godt få den ændret, men blev foreslået at tage et erhvervscertificat”.

For gammel
-Hvad er den væsentlige forskel på privatlicens og erhvervslicens?

“Med en privatlicens må du godt tage folk med op at flyve, men du må ikke lave en forretning ud af det og tage penge for det. Men den egentlige forskel er, at træningen er meget hårdere, og der er større krav til security. Man skal simpelthen være bedre til at flyve”.

“ Hvis jeg fik erhvervsertificat, havde jeg en mulighed for at lave endnu en forretning. Så det endte med, at jeg fik mit erhvervscertificat. Og med det fulgte tanken om at skifte erhverv, for jeg var meget glad for at flyve og flirtede med tanken om at tage en job som pilot. Jeg søgte nogle jobs, men fik at vide, at jeg var ved at være gammel. Dengang var jeg sidst i 30erne, og de ville hellere hyre nogle unge piloter”.

Ridge Rotors. Privatfoto

“Det gik jeg og tyggede lidt på, og købte en større helikopter, en erhvervshelikopter, og gik i gang for mig selv. Og det gik sådan set meget godt” kommer det beskedent.
“Jeg har da udvidet med årene, og om sommeren flyver vi med 8 helikoptere”.

Jeg sidder her med telefonen og er imponeret over en ung mands lyst og evner til at skabe sit eget liv, uden smålig hensyn til hvad han kom til at arbejde med. Selvfølgelig er det ikke alle det lykkedes for. Men det viser for mig, at hvis man er åben og positiv, så kan man nå langt. Det er en fantastisk historie, der er lavet af samme stof som drømme og eventyr. Men ordene preller af på Hans Christian Nogel fra Emmerbølle.

-Er det dine egne helikoptere?

De 5 af dem er mine egne. Dem har jeg købt, det er selvfølgelig sammen med min bank, at det har kunnet lade sig gøre. I sommerperioden lejer vi tre ekstra ind, for der har vi travlt.

Nicheoperationer
Tree planting with Ridge Rotors. Privatfoto“Vores primære arbejdsopgaver er at flyve arbejdshold ud til områder, der er svært fremkommelige. Vi arbejder meget med nicheoperationer, flyver tømmer, plantning af nye træer hvor vi flyver folk ud til områder, hvor de går med en kurv og planter nye træer. Om sommeren arbejder vi meget med skovbrandsovervågning, hvor vi flyver brandfolk på patrulje og kigger efter røg, hvis der har været thunderstorms, tordenvejr hedder det vist på dansk. Når fugtigheden er meget meget lav og vinden er høj, så er der en meget stor brandfare og vi har fast vagt på maskinen hele tiden og sidder på skovbaserne med et hold på 4 brandfolk, der er klar til at flyve med minutters varsel”.

“Vi gør også hel del indenfor survey – vi flyver hold ud for at kigge efter bestemte skadelige biller, der angriber fyrretræerne. Det er vigtigt, at man får set det med det samme,  så vi flyver frem og tilbage i store grids, og ser efter de der biller”.

-Har det været svært for dig at komme ind på dette område. Du sagde selv, at du blev anset for en lidt ældre pilot. Der er formentlig flere om den service dit firma Ridge Rotors tilbyde?

“Det er rigtigt, at der er mange firmaer, der tilbyder helikopteropgaver, men det er konkurrencebestemt som alt andet. Men da det er dyrt at leje en helikopter, prøver vi at give de folk, som hyrer os, så meget som vi kan og prøver at forstå, hvad det er kunden gerne vil have, så vi kan levere det bedste produkt”.

Piloter med hvide handsker
“Der er nogle piloter, der bærer hvide handsker og hvidt halstørklæde og som udelukkende flyver. Jeg har altid prøvet at hjælpe vores kunder. Ikke bare være pilot, men at hjælpe med deres ting når vi lander og letter”.
“Vi arbejder også meget med miljøundersøgelse- og beskyttelse, hvor vi flyver folk ud for at tage vandprøver, luftprøver og fiskeprøver. De har selvfølgelig en masse grej, der skal bæres rundt. Det hjælper vi  dem med”.

-Men du har jo også en anden interesse i og med at det er dig, der ejerf firmaet. Du er jo ikke bare ansat pilot. Det er jo dit firma.

”Jamen helt klart. Jeg har da en interesse i, at kunden kommer tilbage. Og jeg håber da, at jeg giver det videre til de folk, som ender med at arbejde for os og flyve for os.
Det er noget jeg prøver at slå fast hele vejen igennem: Vi hjælper kunden, vi er ikke bare piloten oppe foran, der ikke gør noget andet end at flyve. Vi hjælper dem hele vejen, og det har vi fået en god respons på, for de ringer igen, da de ved, at vi gerne vil hjælpe. Og når vi kan skabe en tæt tillid til kunden, forstår de også, at vi sommetider må sige nej til at lande et sted, hvor de gerne vil lande.  Det kan være at der ikke er plads nok, eller at vindretningen er forkert den dag. Når man arbejder med kunden på måde, så  forstår de det. Det er jo ikke bare et stykke isenkram de lejer, men hele pakken. Og det er en lille industri, hvor man kender hinanden. Vi skal leve af, at vores kunder kommer tilbage. Og vi har fået mange kunder ved at blive anbefalet af nogen, som tidligere har fløjet med os. Vores omdømme er noget af det vigtigste vi har”

-Du er 59. Tænker du på at sælge din virksomhed?

”Ikke endnu. Jeg har det sjovt med det jeg gør, og jeg nyder hvert øjeblik. Men dermed ikke være sagt, at det ikke bliver til salg en dag. Det gør det måske nok”.

-Har I egen flymekaniker?

”Ikke endnu, men vi overvejer meget at få etableret vores egen vedligeholdelsesafafdeling, men det er meget krævende og omkostningstungt. Det er en opvejning af, hvor meget vi på årsbasis ville kunne spare på det. Hvis vi havde egen serviceafdeling kunne vi også tage eksterne kunder ind. Det er også med i overvejelserne”.

”P.t. har vi tre baser. Hjemmebasen i Blue Ridge, en base i Tumbler Ridge, hvor vi arbejder med  kulminer og vindmøllefarme, og basen i Fort Saint John i British Columbia, der flyver meget med  olie og gas”.

Ready for another day of flying. Privatfoto-Er det ikke et problem både at være pilot og tage sig af salg og marketing?

”Jo det er det, og jeg bruger da også mere og mere mere tid på at være supervisor og sørge for, at alle har hvad de skal bruge, at der er brændstof der, hvor vi skal bruge det. Det er også vigtigt, at jeg kommer ud og snakker med kunderne, og at de har det de skal bruge. Men jeg nyder fantastisk meget at komme ud at flyve. Det er en hel anden verden man er i, når man lukker døren til cockpittet. Så er det det man skal koncentrere sig om og kan lægge mobiltelefonen fra sig. Det nyder jeg meget”.

-Hvad har du af nye planer, for du har formentlig planer om udvidelser?

”Her til foråret får vi en helikopter mere. Den er en lidt anden model, end dem vi har nu, og den skal bruges til slukning af skovbrande”

Den langelandske baggrund
-Er der noget der ikke er lykkedes for dig Hans?

”Om der er noget, der ikke er lykkedes, spørger du”

-Det virker som om, at det du gerne har villet er lykkesdes?.

”Når du lægger det sådan frem, kan jeg da godt se det. Men nej, jeg synes at der er mange ting, der ikke er lykkedes i første træk, så må man pøve igen. Og så må man lægge stilen lidt om. Lad mig sige det sådan, at det ikke altid er lykkedes første gang, men så prøver man fra en anden vinkel, indtil man når det man vil. Og det har jeg nok nået. Men når man når sit mål, kan man vælge at sidde på laurbærerne, men man kan også skubbe sit mål lidt længere frem, Og det er jeg nok lidt slem til, for jeg flytter mit mål frem, når jeg nærmer mig det afhængig af de udfordringer og forretningsmuligheder der er”.

Winter in Rocky Mountains, Ridge Rotors, Canada-Er det din langelandske baggrund der gør, at du har den der sejhed, den der: Jeg vil sgu det her?

”Det tror jeg da nok. Jeg ved ikke rigtig hvordan man skal analysere det, men når jeg ser tilbage på det, jeg er jo ud af en lang landbrugsbaggrund, så er min holdning, at man ikke bare skal give op, hvis det ikke går, som det skal den dag. Der er man nødt til at finde en måde at løse tingene på, hvis man vil have høsten i hus, eller hvis man vil have sået. Det skal jo gøres. Det har jeg nok med mig fra Langeland, den baggrund må jo ligge til et eller andet sted. Og jeg har set mine onkler og forældre være målrettede og stålsatte, og nået det de ville”.

Langeland i hjertet
-Savner du Langeland?

”Det gør jeg, det kan jo ikke undgås. Jeg vil ikke sige, at det er trist komme hjem og se Langeland, for det er dejligt at komme hjem og se Langeland, det er dejligt at komme hjem og besøge min familie. Men det er trist at se at det liv, der var en gang og de aktiviteter, der var en gang og som ikke er der mere. Demographics har jo ændret sig på Langeland, men det er jo nok ikke bare Langeland, det er alle steder. Men mange gange bliver der så plads til noget andet. Alt er jo en udvikling”.

-Det virker som om der er en udvikling i gang med at unge menneskere kommer herover til freden og roen, væk fra storbyen.

”Det er jeg meget glad for at høre, for hvis der ikke er unge mennesker, så bliver det der efter. Langeland har jo mange kvaliteter. Man kan springe på nakken af en cykel og cykle over det hele, man kan gå til skov og strand og det er velplejede stier. Det er noget af en modsætning til det liv, vi lever her. Når jeg lander et eller andet sted ude i skoven, så er det vildt og utæmmet og det er jo noget helt andet. Begge dele er natur, men det er et andet format”.

Gården i Emmerbølle
-Har du aldrig tænkt på at komme hjem og overtage dit barndomshjem?

Jo, det har jeg, og det gjorde jeg også. Sidst i 89 begyndte min far at snakke om at gå på pension, og jeg kunne jo godt høre, hvad han mente. Jeg er jo opvokset på landbruget.

-Kaldte han på dig?

”Ja på en måde gjorde han nok, men måske var det lige så meget mig selv der kaldte. For jeg havde ikke fået landbruget ud af systemet. Og på det tidspunkt, var jeg ikke klar til at sælge gården og fortsætte med min tømmerkørsel, og hvad jeg nu havde gang i her i Canada. Derfor så jeg en mulighed for at komme hjem og arbejde med landbruget. Vi kørte kun tømmer om vinteren, så når jeg var færdig med at køre tømmer sidste i marts, tog min kone og jeg hjem til Langeland og arbejdede på gården. Jeg overtog min fars gård, lejede en anden gård og noget mere jord og arbejdede med det. Vi havde en fem års lejekontrakt, og vi nød fantastisk meget at være der. Livsstilen som sådan holdt min kone og jeg meget af, men da jeg nåede ind på fjerde år, kunne jeg godt se, at der ikke var den store indkomst ved det, og da jeg var startet ret sent, ville resten af mit liv gå med at betale til bankerne”.

-Du har jo fået et ganske andet liv med det valg du har truffet, både økonomisk som livsmæssigt.

”Ja det har jeg. Det var svært for mig at sige stop til sidst, for så vidste jeg jo godt, at jorden ville blive solgt, og det jeg havde lejet ville gå tilbage. Jeg havde gode muligheder for at udvide og købe mere jord, men af flere grunde trak Canada mere. Min kone fik et godt jobtilbud, og jeg kunne tage tilbage og køre tømmer og udvide min forretning, så det var det jeg valgte”.

”Jeg kom til Canada i 1981, har været her i 36 år og det har været herligt og godt”.

 

Tekst: Alexandar Søndergaard, fotos venligst udlånt af Hans Christian Nogel, Ridge Rotors, Canada.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *