B-Joe udgiver romanen Korsvejen

Rockguitaristen B-Joe har skrevet en roman om en vild rejse, der nær havde kostet ham livet. B-Joe rejste til Mississippi for at lave sin egen Mojo, men så stødte han ind i et genfærd.

B-Joe: ”Grundlaget for rockmusikken er den amerikanske sydstatsblues, Mississippi-bluesen, og et af de største ikoner er bluesguitaristen Robert Johnson, der døde i 1938. Til at begynde med lød han rent ud sagt ad helvede til, men så indgik han – som en anden Faust – en pagt med djævelen, ”and the rest is history”, som man siger”.

Rockguitaristen B-Joe ved bogudgivelsen. Foto Hans henrik Schwab-Du har skrevet en bog om Robert Johnson, hvorfor det?

”Min ny bog ”Korsvejen” handler ikke om Robert Johnson som sådan. Den handler mere om Robert Johnsons genfærd; om hans spøgelse. Det er en roman, som tager udgangspunkt i en række begivenheder, som jeg oplevede for 3-4 år siden. Som musiker vil man jo hele tiden gerne udvikle sig og udforske musikken; give den mere sjæl. Og det er dét, min roman ”Korsvejen” handler om. Ikke om musik som sådan, men om en slags dannelsesrejse – og en shamanistisk oplevelse, en såkaldt sjælerejse”.

B-Joe og Mojo
”Jeg tog til Mississippi både for at lære om blues, men også for at hente en Mojo, som er en bluesamulet, som gerne skulle gøre én i stand til at spille endnu bedre. Da jeg kom derover, gik det op for mig, at jeg var nødt til at lave den selv. Det var ikke nok bare at gå ud og købe den.
Så jeg tog ud til Robert Johnsons grav, og der, ude ved graven, sad jeg på knæ og havde fingrene godt nede i jorden. Du ved, den gamle talemåde: ”af jord er du kommet og til jord skal du blive”. Robert Johnson blev begravet lige der for næsten 80 år siden, og alt hvad man lægger i jorden kommer op jo igen.
Mens jeg sad der og pillede i jorden, gik det op for mig, at det var ikke bare var jord, jeg sad med fingrene begravet i. Det var selve Robert Johnsons legeme. Jeg fik, om du vil, en AHA oplevelse, som både var uhyggelig, men på en måde også meget spændende. Det var faktisk hans krop, jeg sad og pillede i. Det var lidt scary”.

”Jeg tænkte: Hold kæft mand. Jeg kan simpelthen få Robert Johnson i min MOJO. Han er et ikon for det man kalder Mississippi Blues. Og her sad jeg altså med den vaskeægte gamle Robert Johnson. Så jeg tog en lille smule af jorden og kom ned i min MOJO. Derefter var jeg rundt i Mississippi, i Louisiana og i Memphis Tennesee og samle ingredienser ind til MOJOen. Blandt andet noget træ fra Muddy Waters gamle bjælkehytte, hvor han voksede op.
Det var meget spændende at udforske. Da jeg kom hjem og havde min MOJO med, viste det sig faktisk, hvordan det så end hænger sammen, på uforklarlig vis, at mit guitarspil havde ændret sig radikalt. Jeg spillede bedre, anderledes og dybere. På en eller anden mærkelig måde ”rigtigere”. Det var simpelthen federe, det der kom ud af min guitar”.

-Kan du forstå, hvis der er nogen der synes, at det er for langt ud, at det er lidt hokus-pokus?

”Ja det kan jeg da godt, men verden er hokus-pokus – verden er fortryllet. Det er dét, der er hele humlen. Men den tid vi lever i er mærkeligt umagisk. Verden er blevet ufortryllet. Alting er blevet så rationelt. Vi måler og vejer alting, og det hele er meget stringent. Jeg ser det blandt andet som en af mine opgaver med den her bog at være med til at genfortrylle den. Og vi har brug for det mere end nogen sinde. Jeg har i hvert fald brug for det i mit liv, så jeg insisterer på, at lade min verden være fortryllet. Og så kan det godt være, at der er nogle, der synes at det er udknaldet eller langt ude. Dem om det”.

-Hvad er det for en bog?

Overordnet set er det klassisk shaministisk lærehistorie om, at man hvis man tager ud på en kirkegård midt om natten og henter jord til en MOJO, så er det en meget god ide, at spørge den der ligger begravet, om det er okay. Om han, og i det her tilfælde Robert Johnson, synes at det er god ide. Om han har lyst til at være i min MOJO, for ellers kan der ske en masse frygtelige ting, og det gør der i bogen”.

51 år
-Hvor lang tid var du om at skrive romanen?

”Det er min debutroman, så det har taget lang tid. Man kan jo på et eller andet plan sige, at jeg har været 51 år om at skrive den. Men rent praktisk gik jeg i gang for et års tid siden. Så har den været lidt frem og tilbage hos forlaget, som har foreslået nogle ændringer, blandt andet så den blev lidt mindre udknaldet. Det har gjort den til en mere helstøbt bog. Jeg ville gerne fortælle om de oplevelser, jeg havde ved Robert Johnsons grav, og især efterfølgende hvor det gik godt, men også hvor det gik helt galt – hvor Robert Johsons genfærd hjemsøgte mig. Det gik nemlig op for mig, at Robert Johnson var pissesur over, at jeg havde været ovre at stjæle noget af hans krop”.

-Hvornår fandt du ud af det”

”Da jeg kom til Danmark, fik jeg pludselig et hjerteanfald midt på scenen foran 15.000 mennesker ved en koncert i Odense”.

-Nu kan man få hjerteanfald af andre ting, men du tilskriver det Robert Johnson?

”Det tilskriver jeg simpelthen den sorte magi. Jeg blev undersøgt at en række hjertelæger på Gentofte Hospital, hvor de erklærede mig for rigtig syg, og de planlagde en operation”.

-Fik du kontakt med Robert Johnson, da du lå på hospitalet i København?

” Før jeg skulle opereres lavede jeg en shamanrejse, hvor jeg fandt ud af, at det var Robert Johnson, som var rasende og hamrende sur over, at jeg havde dristet mig til at komme og stjæle af hans krop. Det var ikke gået op for mig, og på min shamanrejse lavede jeg efterfølgende en aftale med Johnson om, hvordan vi kunne ordne det. Da jeg kom tilbage fra shamanrejsen og havde en klar fornemmelse af, at tingene var blevet ordnet, ringede jeg til Gentofte Sygehus og sagde, at de godt kunne aflyse operationen, for jeg følte, at jeg var rask. De troede ikke på det, for hvordan skulle det kunne være rigtigt? Der var tre hjertelæger, blandt andet en af de førende herhjemme, som havde undersøgt mig og havde sagt, at jeg var meget syg og skulle opereres. Jeg fortalte dem, at der var sket en ændring, og at jeg havde brug for en second opinion”.

”Da jeg mødte op til undersøgelsen, sad der en fjerde hjertelæge, en lidt yngre mand, og læste journalen. Han kiggede op på mig, da jeg trådte ind i lokalet og sagde: ”Sig mig, hvad vil du egentlig, for jeg sidder her og læser journalerne, og det er meget dygtige hjertelæger, der har undersøgt dig og skrevet dem, og de ved godt, hvad de taler om. Det er meget alvorligt med dig, og du bliver simpelthen nødt til at blive opereret, for ellers kan det gå helt galt”. Jeg fortalte ham, at tingene havde ændret sig, og at jeg gerne ville undersøges igen. Det gik han efter lidt palaver med til og satte en større undersøgelse i gang. Midt i undersøgelsen blev han mere og mere forbløffet og endte til sidst med at sige, at han ikke kunne forklare det. Der måtte være sket en fejl. Han anede simpelthen ikke, hvad der var sket. Men jeg var i hvert fald fuldstændig rask.”

”Jeg havde været helt nede i kulkælderen, havde set døden i øjnene og tænkt: ”Skal jeg virkelig dø allerede?” Så jeg var enormt lykkelig over den situation.”

-Havde du kontakt med Johnson efter, at du fik det bedre?

”Ja det havde jeg faktisk, og det er også beskrevet i bogen. Mere vil jeg ikke sige om det, for der er en lille krølle på historien, hvor det pludselig blev meget alvorligt igen, men det endte heldigvis  godt. Jeg er jo i live endnu jo. Så det er rimelig syret historie”.

Læs også: Alle Tiders Liv, Årets foredrag fra Sinnet Tiwaz. Hvad er det for et liv vi har, og hvad er det for et liv vi drømmer om? 

Korsvejen
-Hvorfor har du valgt Robert Johnson?

”Nogle gange er det lidt mærkeligt, hvad man vælger – eller om det vælger én. På samme måde med Robert Johnson. Jeg havde opsøgt ham, fordi han er en blueslegende. Han er den første vi kender, som er med i det vi kalder Klub 27. Mennesker, som blusser fuldstændig op, og derefter brænder helt ud og dør som 27 årige. Janis Joplin, Jimi Hendrix, Jim Morrison, Amy Winehouse og Kurt Cobain er nogle af dem, vi kender i dag. Robert Johnson var en af de første i den klub, så han er omgivet af en masse mystik. Og så var der også det aspekt i det, at han spillede helt ad helvede til”.

”Legenden om ham fortæller, at han spillede fuldstændig forfærdeligt. En dag var han pludselig væk fra Clarksdale, hvor han boede. Han tog ud til en korsvej ved midnatstide. Det er derfor, at min bog hedder Korsvejen. Derude lavede han en pagt med djævelen. Den gik ud på, at han gav djævelen sin sjæl i bytte for at kunne spille helt fantastisk”.

”Johnson fik det man kalder Mojo, som kan være en amulet, men det kan være et begreb; at have mojo. Derefter vendte han tilbage til den lille by Clarksdale, og folk var målløse over, hvordan han spillede. Han spillede, som om det var 2 guitarister, der spillede samtidig. Han kunne virkelig fange folk. Men han blussede op, brændte ud og døde som 27 årig”.

B-Joe og Michael Hardinger Band. Foto Tania Hardinger
B-Joe og Michael Hardinger Band. Foto: Tania Hardinger.

-Har du altid været interesseret i det spirituelle?

”For en del år siden tog jeg en 10 år lang uddannelse på Skandinavian Center for Shamanic Studies. Det er en uddannelse i de grundlæggende shamanistiske teknikker, som gør en i stand til at gå ind i en let trance og rejse ind i åndeverdenen. Jeg har brugt det som problemløser i alle mulige situationer i mit liv, men også i forbindelse med at lave musik – for at give musikken spiritualitet og dybere indhold”.

Vi er Lysende Væsener
”Det er svært at forklare, når man hører en guitarsolo. Hvorfor lyder en guitarsolo godt? Er det fordi den er godt spillet rent teknisk. Eller er det fordi den udtrykker noget; at der en dybde i den?
For mig drejer det sig ikke om at kunne spille en guitarsolo så hurtigt som muligt. Så er det jo bare gymnastik eller sport, og det er kedeligt. Det gider jeg ikke at høre på. Musik er de der toner, der svæver rundt i luften. Man kan ikke se dem, de kan ikke måles eller vejes, men de kan skabe en forandring i folk. De kan røre folk og få dem til at græde, danse eller grine eller alt muligt andet”.

”Normalt går man stille med det her og siger det ikke højt. Jeg har lavet nogle radio- og fjernsynsudsendelser, hvor jeg har har snakket om de her mere spirituelle anskuelser. Og da jeg gik fra studiet tænkte jeg: Shit mand, det er måske lige syret nok det her. Hvad vil folk sige? Men folk var efterfølgende utrolig søde og sagde: Fedt. Godt at der er nogen der siger det – åbent og ærligt”.

-Der er jo nogen, der skal gå foran!

”Jeg tror, at vi alle kan mærke det. Langt de fleste af os. Hvis vi sætter os ned, lukker øjnene og mærker efter, så ved vi godt, at vi er mere end den krop som vi bor i”.

-Men der er vel ikke særlig mange mennesker, der tør eller kan mærke efter?

”Eller har for travlt eller er inde i den her trædemølle af et liv, som vi nemt kommer ind i. Humlen er, at vi er lysende væsener eller sjæle, som låner en krop lige nu. Det primære ved os er, at vi er besjælede, så det er sådan set ikke kroppen, der er vigtig. Det er vores indre væren. Det er det jeg tror på, og det er vigtigt for os. Inderst inde ved vi det godt alle sammen, men det er vigtigt, at vi alle på et eller andet plan erkender det og går ind i den tanke, for det beriger os også. Både hver især, som samfund og i forhold til hinanden. Det beriger livet, så livet ikke bare er et hamsterhjul, hvor man står op om morgenen, smører madpakker, går på arbejde og kommer hjem og stener X-factor i fjernsynet, eller hvad det nu er for noget gejl man ser. Så går man i seng, og så starter det hele forfra næste morgen. Der er noget større, noget dybere – noget vigtigere i livet.

-Du talte om hamsterhjulet lige før. Har du altid kunnet undgå det?

”Ja det har jeg faktisk stort set undgået. Lykkeligvis. Jeg startede med at spille koncerter, da jeg var en 16 -17 år. Det var med orkestre som Purple Haze og Azurit, og så har jeg levet af at spille lige siden. Hvis jeg havde haft et almindeligt arbejde, så havde det jo nok formet mig og skabt nogle grænser for, hvordan jeg kunne tillade mig at se ud, eller hvad jeg kunne tillade mig at sige. Man kan hurtigt blive frosset ud, hvis man knalder for meget ud. Så privilegiet ved at undgå det gør jo også, at selvom jeg er 51 år i dag, så har jeg stadigvæk den der tynde barnehud eller følsomhed, som gør at jeg kan gå ud og opleve verden med et barns øjne. Jeg kan stadig blive fascineret af alt muligt”.

Michael Hardinger Band
-Du har spillet i Michael Hardinger Band i 9 år. Hvordan går det shaministiske i spænd med din rockmusik og Shubiduasange f.eks?

”Det går super fint i spænd, for i shubiduasammenhæng er jeg guitarist, men jeg spiller guitar på en meget speciel måde, fordi jeg har de her oplevelser. Når jeg lukker øjnene under en guitarsolo, så kan jeg svæve helt væk og gå helt ind i det. Det tror jeg ikke, at Shubidua har oplevet før – at have den slags elementer med i musikken. Jeg ved, at Michael Hardinger knalder godt ud over det, og synes at det er fedt. Ikke så meget fordi han går ind i den der magiske oplevelse på den måde jeg gør det, men han kan jo høre og mærke, at der sker et eller andet, og han kan rigtig godt lide, det han hører. Og … så er der jo knald på.”

– Er der et overordnet budskab du vil ud med?

”Jeg er jo ikke missionerende, og det er i det hele taget ikke en religion for mig. Det er en måde at anskue livet på, en måde at leve med en spirituel verden på, og den fungerer for mig. Men jeg har ikke nogen intention om, at skulle overbevise andre om, at det også er rigtigt for dem. Jeg ved bare, at det virker for mig. Det beriger mit liv og det redder mit liv en gang imellem, så på den måde er det fint”.

Måske kan bogen ”Korsvejen” også gøre folk nysgerrige på den åndelige – eller den mere spirituelle side af verden. Det tror jeg egentlig godt, at de fleste almindelige danskere kan tåle at blive lidt mere nysgerrige på”.

Korsvejen er udgivet på Turbineforlaget

Copyright:
Tekst: Alexandar Søndergaard. Fotos: Hans Henrik Schwab, Tania Hardinger

Miljørent, erhvervsrengøring på et højt niveau
Foredrag med Sinnet Tiwaz: Alle Tiders Liv
Fotograf Alexandar Søndergaard

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *