Østjydsk Musikforsyning, hvor blev de af?

Hvor blev Østjydsk Musikforsyning af?
Den farlige jazzmusik var forbudt at spille, hvis man gik på konservatoriet. Systemet bestemte hvad man skulle spille, hvis man ville have en uddannelse som musiker. Spillede man jazzmusik blev man udvist. Ja, udvist. Det lyder som et kommunistisk land, men det var Danmark i 60erne. Tagskægget i Århus og Anders Errboe spillede en stor rolle i at lave om på det. Og hvor blev Østjydsk Musikforening af? Vi har mødt en af grundlæggerne, Anders Errboe i en lille landsby syd for Århus.

”Jeg var 16 år, havde fået en kontrabas i konfirmationsgave og startede tidligt med at spille til bal med de gamle musikere. Og jeg begyndte at tjene penge, så jeg kunne købe grammofonplader og stereoanlæg. Det var jo alletiders at tjene penge, mens man gik i skole. Spillede man i orkester dengang, var det med rigtige kapelmestre. Og en kapelmester var en der havde en bil og et repertoire. Når vi havde stillet op, blev noderne delt ud og kapelmesteren sagde: ”Så spiller vi nummer 9 og derefter nummer 22”.

Kærne

-Fra det sort/hvide fjernsyn i min ungdom kan jeg huske nogle gale mænd, der spillede i et orkester, der hed Kærne.

”Det var os. Kærne startede på konservatoriet, netop fordi det var så kedeligt. Det drejede sig kun om klassisk musik. Uddannelsen var udelukkende baseret på, at man skulle være klassisk musiker, så man kunne få et ”rigtigt job” i et ”rigtigt” klassisk orkester. Der skete så meget rundt omkring i verden, men på konservatoriet skete der absolut ingenting. Det var en verden helt for sig selv og en meget tør en af slagsen”.

-Kan du beskrive den musik I spillede?

”Det var festlig musik med festlige mennesker. Det var sjovt, fordi det var uforpligtende og ikke noget vi skulle leve af. Vi gik jo på konservatoriet, og levede af at spille efter noder og ellers sørge for at blive uddannet. Kærne lavede parodier på klassisk musik, og på et tidspunkt var der nogen der sagde, at vi lød som Spike Jones. Spike hvem? Vi anede ikke hvem det var, havde aldrig hørt om det. Vi var bare unge og vilde og havde masser af energi til at lave noget, der var anderledes”.

KÆRNE i den Gamle By i Århus. PrivatfotoØstjydsk Musikforsyning

”Kærne blev ved indtil 1972, hvor vi holdt op. Jeg var glad for det orkester, men de andre syntes, at vi skulle ”spille noget ordentligt”. Vi fik tilbudt en turne med Cirkus Benneweis rundt i verden, men der var mange, der sprang fra, hvorefter jeg lavede et andet orkester sammen med resterne fra Kærne. Det blev Østjydsk Musikforsyning. Vi fik engagement i Tivoli Friheden her i Århus, hvor vi spillede til artister og promenadekoncerter. Men i længden manglede der noget. Derfor opstod ideen om, at hvis vi nu lavede noget, som børn godt kunne lide, så ville forældrene sikkert standse op. Derfor var hele Østjysdsk Musikforsyning  baseret på familieunderholdning”.

”På det berømte spillested Tagskægget i Århus, mødte vi Peter Abrahamsen, der spurgte, om vi ikke kunne tænke os at lave en plade, med det musik vi spillede. Den først tanke var, at nu skulle vi nok til at spille rigtigt. Men så blev det jo en succes, og vi kom til at leve af det”.

-I levede af Østjydsk Musikforsyning?

”Ja, det gjorde vi, men teatret har også fyldt meget i mit liv. Dengang var der ikke mange musikere, der ville røre ved en elbas. Det var uværdigt! Og når der blev skrevet musik til en elbas, skulle de have en bassist, der kunne læse noder. Derfor fik jeg jobbet i Århus Byorkester, der dengang hed  Århus By- og Teaterorkester. Sener blev det omdannet til et symfoniorkester og musikerne blev fritaget for teatertjeneste. Men jeg blev hængende på teateret, og det har været en stor del af mit liv siden –  på forskellige danske teatre. Jeg har altid godt kunne lide det”

”Men vi kan lige gå en tur, så skal jeg vise dig nogle billeder fra mit musiker og teaterliv”.

Vi går ud i hallen, hvor væggene er tapetserede med sort-hvide billeder af store danske og udenlandske berømtheder, der kigger ned på os fra væggene. Det vidner om et langt liv som musiker og teatermenneske. Anders viser rundt i anegalleriet og peger på et billede af Vestergade 56.

”Der har vi Erik Moseholm, som selv var en strålende jazzbassist. Han tog rundt i Danmark, for at se hvad der rørte sig i dansk musikliv. Han var en rar mand, og hans betydning for dansk musikliv kan ikke overvurderes. Der er vi fotograferet sammen med Papa Bue. Østjydsk Musikforsyning spillede over hele landet. Når vi kom til Sjælland, kom Papa Bue tit og spillede sammen med os. Det var vi meget beærede over, men vi var også imponerede over, at de kunne drikke lige så mange elefantøl, som vi kunne drikke almindelige øl”.

Var det forskellen på København og Århus?

”Ja det var i hvert fald en af forskellene”

Berømtheder på væggen

-Det er sjovt at tænke på, at Kærne og senere Østjydsk Musikforsyning er udsprunget af, at I ville lave noget andet end den lidt kedelige klassiske musik.

Århus var lidt kedelig, dengang jeg var barn og ung. Det var Tagskægget der gjorde, at vi fik hørt den nye musik og blev inspireret”.

”Her er vi sammen med Charlie Rivel i Tivoli Friheden. Det var en af de store oplevelser. Han ville ikke optræde med ”langhårede musikere”, så vi blev engagerede til hans forestilling. Det endte med at han spurgte, om vi ville turnere rundt i verden sammen med ham. Det ville jeg meget gerne have gjort, men der var nogle af de andre, der skulle skiftes til at lave mad derhjemme.
Tænk at nogen ville bytte en verdenskunstner ud med medisterpølse og brun sovs.”
Anders Errboe bliver fjern i blikket.

Jesper Klein og Anders Errboe. PribatfotoVi er nået frem til Anders’ kontor. Et sort hvidt billede af Jesper Klein lyser op.
”Jesper og jeg turnerede samen i 3 år, indtil han blev syg og døde. Og her er noget af det sidste jeg lavede i den hektiske periode. Det var i 2006 – 2008 med det Danske Teater. Hver gang jeg kom til en ny by, kunne jeg godt mærke, at jeg skulle have fat i en fysioterapeut. Det var i 2008. Turnelivet var lidt hårdt og krævende, men også sjovt selvfølgelig”.

-Men du har vel også turneret i 50 år?

”Jo, men det har jeg jo, og har fortsat på anden vis om end på et lidt lavere blus. Nu spiller jeg sammen med en finurlig guitarist, der hedder Jan Svarer”

-Hvor blev Østjysk Musikforsyning af?

”For det første så spillede vi i 39 år. Det er jo et helt arbejdsliv. De sidste mange år var vores arbejde koncentreret om revy i Brædstrup i Jylland med en sommerrevy og en vinterrevy. Det var det samme sted, og folk skulle nødig blive trætte af det. Derfor begyndte jeg i 1989 at engagere forskellige solister, f.eks. Gitte Hænning og Per Pallesen. Det var vigtig for mig at have nogen med, som både vi og publikum kunne blive inspireret af”.

Anders Errboe fra Østjydsk Musikforsyning. Foto Alexandar Søndergaard
Anderss Errbo slapper af ved Moss sø, og ser tilbage på en lang karriere som musiker og skuespiller

ØM Takker Af

-Hvorfor tog I ikke 40 års jubilæet med?

”Faktisk havde jeg tænkt, at vi skulle slutte med ”ØM Takker Af”. Men mange af dem, der var med, var yngre end jeg. Og de syntes, at det gik godt og ville gerne fortsætte. Det var også det, som de levede af”.

-Hvad var grunden til, at du ville stoppe?

”Ligeså snart at premieren var overstået, begyndte jeg at tænke på næste år. Hvad skal vi lave? Hvad skal vi finde på, for at det ikke bliver kedeligt?”

-Men når I nu levede af det, var det så ikke bedre at skabe noget nyt, i stedet for at lukke det?

”Jo, men grundlæggende er jeg ret demokratisk indstillet. Jeg er fra 60erne, så det var ligebehandling af alle, også i plenum. Der var mange diskussioner om det ene og det andet. Det var ret besværligt og tog meget tid. Det ville være nemmere at lave noget sammen med én, som jeg var enig med. Totalt i alt. Jesper Klein var med i Brædstrup i 5 år. Vi talte meget sammen og havde samme interesse med musik og historie. Og vi kom til at lave mange turneer sammen. Det var en stor fornøjelse ”

-Det vil sige, at ØM blev for besværligt. Der var for mange kokke, der skulle bestemme noget?

”Ja, man kan jo sige, at ingen bliver lettere med alderen. Man bliver jo mere sær”

”Vi stoppede i 2008, efter at vi havde været på Pejsegården i 25 år. Det gik godt, og det var en fin revy. Vi havde haft generalprøve og alting var gået godt. Og så lå jeg der om aftenen og tænkte:
Hvad skal jeg dog finde på til næste år”.

 -Der kommer vel også en naturlig træthed eller mætningspunkt, når man har lavet det samme i 39 år?

”Da jeg var ung, kan jeg huske Blue Boys fra deres sidste år. Jeg syntes ikke, at det var ret godt. Det var kedeligt. De begyndte at tage paryk på og lave parodier på the Beatles. Og nogle af parodierne var over nogen, der var døde for 25 år siden. Så skal man efter min mening holde op. Der skal være en ild og en gnist. Det var det ikke mere. Personligt har jeg altid godt kunne lide at improvisere og det kan jeg stadig væk. Når det er en stor revy, når produktionerne bliver for store, og der kommer mange mennesker, så mister man forbindelsen, med sit publikum. Lys og lyd er programmeret og fuldstændig checket. Der er ikke plads til at improvisere, for man skal stå der, hvor lyset er indstillet til, at man skal være. Det passer ikke rigtig til mig”.

”Sådan var det til sidst, og det blev for stort. Jesper og jeg lavede noget med 2 mand og ingen forstærkere. Der var 15o mennesker, og vi kunne se folk i øjnene. Det nød vi”.

-Du fik glæden tilbage?

”Uanset hvem du taler med af de store musikere, så er det turnelivet, der keder dem. Det kan være sjovt, mens man står på scenen, men det andet er hårdt. Derfor er der også mange, der kun laver store opsætninger i vis periode. Vi er fra den tid, hvor man skulle af leve det, og spillede alt muligt. Akkompagnerede nogen og spillede marcher gennem byen. Men det har altid været sjovt, så det har vel været godt nok”.

-Er du stolt af den periode?

”Som århusianer, ja. For vi var jo meget engageret i Århus. Århus havde et noget komplekst forhold til København og med rette. Hvis vi på teateret havde knoklet med en forestilling, og den samme forestilling kom op i København 2 år efter, så kunne man læse i avisen, at det var Danmarkspremiere. Det var der meget af, og det irriterede os”.

Musikalsk rebel

-Var det ikke accepteret før

”Nej slet ikke. For det var jo ikke fint nok, det vi spillede.  I Århus Festuge måtte der ikke være sådan noget nymodens musik. Hele fundatsen hvilede på, at det var det klassiske musik, der skulle spilles”.

-Det vil sige, at du var en rebel?

”På den måde ja. Fordi jeg protesterede, blev der nedsat et musikråd, og der sad jeg sjovt nok sammen min gamle rektor. Og lidt efter lidt ændrede det sig, og den rytmiske musik fik tilskud. Samtidig med Kærne havde vi også et Big Band og fik skabt grobund for at ændre på hele konceptet på Festugen. Og så er det selvfølgelig bittert at se, at nu har man Kulturby i Århus og noget af det, der har gjort Århus til kulturby er faktisk overset. Men jeg får ofte at vide, at det jo ikke kan nytte at sige, at det var meget bedre i gamle dag”.

Anders Errboe, grundlæggeren af Østjydsk Musikforsyning. Foto Alexandar SøndergaardMemory Lane

-Var det bedre i gamle dage eller er det os, der er blevet så gamle, at vi gerne vil tro det?

”Det er jo det, der er svært. Selvfølgelig synes jeg det, men det er der da ingen, der gider at høre på. Og derfor synes jeg ikke, at man kan gå ind i det. Det virker lidt latterligt. Jeg mener det, men det fører ingen vegne. Det hjælper ikke. Man kan kun sukke”.

”Men når vi nu er nede ad Memory Lane, så kendte vi alle hinanden dengang, og folk var hjælpsomme. Man kom gratis ind på spillestederne, kendte kontrollørerne og vi snakkede med de store musikere. Og mange af dem var med hjemme og spise natmad og få en øl. Der var mere personlighed dengang. Musikerne var endnu ikke blevet stjerner. Det hele er blevet meget fjernt. I hvert fald set fra min kontrabas”.

-Kunne man forestille sig, at ØM genopstår?

Nej, men jeg har da fået en henvendelse. Vores gamle gymnasium blev 125 år, og de spurgte om vi ville komme med Kærne. Jeg tøvede, men endte med at sige ja. Jeg var meget spændt på, hvad gymnasieeleverne ville sige til den musik. Det var sjovt og de var hel vilde med det, for det var noget helt andet. Ingen elektricitet, ingen dunkende bas. Det var bare at tage hornet på, og give den fuld gas. Det var en sjov oplevelse, men jeg overvejede det meget. Det er det samme, som at tænke på os selv som unge og så skulle høre renæssancemusik. Det syntes jo vi heller ikke var sjovt dengang.
Men i mange år blev Kærne samlet en gang om året i festugen, hvor alle kommer hjem. Det var i øvrigt Erik Kjersgaards ide”.

Anders Errbo ved sommerhuset i Skanderborg. Foto Alexandar SøndergaardDen 3. alder

”Når jeg er ikke er på rejser om sommeren, nyder jeg sommerhuset i Skanderborg. Mine rejseaktiviteter begyndte allerede i 1978. Jeg havde været på Færøerne og spille teater, og var glad for det. Men det er dyrt at komme derop, så jeg tænkte, at hvis jeg nu lavede nogle rejser, så kunne jeg komme derop gratis, så jeg lavede én rejse om året. Det var efterår eller vinter, når der ikke var så meget andet. Senere er der kommet flere destinationer til, og som det sidste Cuba, for jeg har altid gerne ville til Cuba. Cubansk musik interesserer mig meget”

”Cuba er en stor fornøjelse, og jeg har været der mange gange. Cubanske musikere mangler på grund af blokaden i den grad strenge og andre ting til deres instrumenter. Når jeg har været derovre har jeg taget det med, jeg har kunnet skaffe. Og når jeg møder et orkester, forærer jeg dem det. De spørger lidt ydmygt, hvad de skal give for det, men det er en gave. Så er det ligesom i gamle dage. Så giver man en omgang og kommer i snak. Det giver mening. Cubanske musikere spiller med hjertet, og der er så mange, der er uhyggeligt gode. Det er virkelig en fornøjelse at opleve. De spiller med hjerte og sjæl”.

”Cuba er et land med meget kultur. Fra første klasse er der musikundervisning, og fra anden klasse vælger børnene hvilket instrument, de vil have undervisning i. Og de får stillet instrumenter gratis til rådighed. Færøerne har lidt af det samme. Der betaler man ganske vist selv, men 80% af alle skoleelever på Færøerne går i musikskole. Jeg var med til at åbne en jazzklub deroppe for mange år siden og nu er der mange musikere. Det var der ikke for 25-30 år siden. Det er selvfølgelig ikke min fortjeneste det hele, men jeg føler da, at jeg har en aktie i det. Fantastisk udvikling”.

” Samtidig med at jeg gik på konservatoriet, begyndte jeg at læse historie. Og som rejseleder kan jeg bruge min interesse for historie og fortælle gæsterne om både historie og musikhistorie. Folk der rejser og har købt ind til det, er et meget interesseret publikum. Og i modsætning til musikere, så kan jeg sige: ”I morgen kører vi klokken 9”. Og de står der alle sammen på sekundet.  Musikere skal man fandeme rundt og finde et eller andet sted og banke op. Sådan er det nok med kunstnere. At være rejseleder er så let i forhold til, hvad jeg lavede før. De spiller ikke så godt, men de kommer til tiden” griner Anders.

-Er der noget du vil sige her til slut?

”Nej, det er for sent. De hører ikke efter mig mere”

-Hvad er for sent? Føler du dig forsmået?

”Nej overhovedet ikke. Tiden var en anden. De unge har deres musik. Vi har haft vores, og det har været sjovt. Det er sådan det er”.

I Svend Asmussens biografi fortæller han om, at han har spillet sammen med Benny Goodman og alverdens store musikere. Og han bliver spurgt, om det ikke var interessant. ”Jo lige mens man spillede. Men bagefter var det jo ikke, for de snakkede jo altid kun musik. Og verden den består altså af en del mere end musik”.
”Det er jeg meget enig med ham i. Når det bliver alt for fagligt, så bliver det kedeligt. Ikke bare musik men også historie, hvis man ikke kan tale om andet end historie”.

Vi har fotograferet ved Moss sø i Skanderborg.
Tekst of foto: Alexandar Søndergaard, Rezonanz.dk

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *