Fra bistand til verdenskendt designer af lydelektronik

Et kreativt sted i Århus ligger det professionelle audiofirma Gyraf, der er en del af studiekollektivet Lydhavnen. Chefen hedder Jakob Erland. Han har grundlagt firmaet og står for udvikling, produktion og salg til hele verden. Gyraf Audio eksporterer 95 procent af sine produkter til hele udlandet. Men det starter et helt andet sted.

Jakob Erland fra Gyraf Audio. Foto Alexandar Søndergaard, Rezonanz ”Dengang jeg var lille og meget vred, spillede jeg trommer i et punkband. Jeg var 15 år, men jeg ville hellere spille synthesizer. Da jeg ikke havde råd til at købe en Mini Moog, som var den alle skulle have, så satte jeg mig for at lave den selv”.

-Du var 15 år og sikkert ikke udlært radiomekaniker?

”Rigtigt gættet, men jeg tænkte at hvor svært kan DET lige være. Så jeg fik folkene nede på Teknisk Fagsal på Hovedbiblioteket til at skaffe mig servicemanualer og diagrammer fra Mini Moog i USA, og så begyndte jeg fra en ende af”.

-Var det svært?

”Spørger du om det var svært” griner Jacob. ”Jeg anede intet om elektronik, vidste ingenting om at lodde, men havde dog en stor blikkenslagerloddekolbe. Så ja. Er du sindssyg, det var svært. Det tog mig et år, og jeg fik brændt min blikkenslagerloddekolbe af. Men efter det år havde jeg noget der virkede. Det spillede, det var en mini Moog, og det var sjovt. Da jeg havde lavet den, mistede jeg lidt interessen for den. Men selve processen med at bygge Moogen gjorde, at jeg lærte en hulens masse om elektronik. Efter det år vidste jeg nogenlunde, hvordan det hang sammen. Jeg vidste noget om musikinstrumenter og synthesizere.  Og jeg lærte selvfølgelig også at lodde”.

-Det var noget af et projekt at kaste sig ud i.

”Det er jo det vidunderlige ved at være ung og ikke vide ret meget, for hvor svært kan det være. Det viser også, at jo mere man ved, jo mere finder man ud af, at man ikke ved og ikke kan. Dengang vidste jeg det ikke, men gjorde bare. Det er jo en vidunderlig kraft, der driver én frem. Og dengang havde vi jo ikke internettet, for der kunne de have fortalt mig, at det skulle jeg nok lade være med ”

-Fortsatte du en karriere som punkmusiker med Mini Moog?

”Nej for jeg fandt ud af, at det med tonalitet ikke interesserede mig. Det sagde mig ikke så meget det der med toner, men det kommer vi tilbage til. Jeg kunne godt lide at spille trommer. Det der var træls ved at spille trommer var, at jeg kendte folk, der var meget bedre end mig”.

”Da jeg var i starten af tyverne, var jeg i en periode på bistandshjælp, og når ens sag dengang blev mere end 5 centimeter tyk, blev man oversendt til en gruppe, der havde med kriminelle og narkomaner at gøre. De tog en lineal og målte om sagen var mere end 5 cm tyk”

-Det er en joke?

”Nej, det er ikke en joke. Det var med lineal og tommelfinger”.

-Må jeg skrive det?

”Ja det må du, for det var sådan det var”.

”Jeg blev overført til en af de specialgrupper, der havde med de rigtig tunge at gøre”

-Hvordan havde du det med det?

”Jamen det var fint nok, for jeg håbede at få en ordentlig socialrådgiver, der kunne noget. Men der var ikke nogen forskel. Det var på det tidspunkt, hvor de lavede de berømte sultecirkulære, og de begyndte man virkelig at gå alle efter i sømmene. For der var for mange af min slags, og der var høj ungdomsarbejdsløshed på det tidspunkt”.

”Det var sådan det var, og det forholdt jeg mig til. De lavede regler for, at man nu skulle ud at arbejde for sine bistandspenge, så jeg blev sendt ud at grave huller på stranden og lægge tang ned i dem for derefter at dække det til igen. Og jeg fik valget, at hvis jeg nu fandt en praktikplads, hvor jeg hellere ville være, så kunne det måske forhandles”.

”Ironisk nok var det min måde at komme videre på, for jeg spurgte alle jeg kendte, om de havde brug for sådan en som mig. På samme tidspunkt var Feedbackstudiet i Viby ved at købe en ny lydmixer, og de manglede en til at lodde kabler. Jeg tænkte at det var bedre at lodde kabler end at grave huller på en strand, og selvfølgelig kunne jeg lodde. Så jeg fik chancen og tog den”.

Guldalder i Musikbranchen

”Det viste sig at være en mellemstor operation, for det var den store Calrec UA 8000 pult med næsten ligeså mange kabler. For at sige det med vanlig jysk underdrivelse, så var det et massivt stort stykke arbejde. Vi loddede fra morgen til aften i 4 måneder. Alting var overdimensioneret, men det var ret fedt. Dengang var der utroligt mange penge i musikbranchen. Det nærmest flød med penge. På et tidspunkt ville de gerne have en ny fjernbetjening til deres 24 spors Otaribåndmaskine. Og den købte de selvfølgelig, for sådan en var rar at have. Den kostede ¼ million. Det var det samme som huset med grund var vurderet til på det tidspunkt. Men der var absolut ingen rysten på hænderne. Det var sådan det var”.

-Men det var også dengang, at en indspilning kostede mellem ½ og en 1 million kroner.

”Når man bookede studiet, kostede det mellem 6 – 12.000 kroner om dagen, og det dobbelte hvis kunden ville have natten med”.

”De gode plader solgte mellem 3 – 400.000 stk. og dengang kunne man leve af at lave plader. Selv på en mellemdårlig deal, fik man 4-5 korner pr. solgt album, så der var virkelig noget i det for kunstneren. Der er ingen i dag, der kan leve af at lave plader”.

Jakob Erland i Feedback Studiet. PrivatfotoLydteknikeren

-Du var ”kabelmester” hos GNAGS i deres Feedbackstudie, men hvad var din vej videre, da kablerne var færdige?

”Jeg var glad for kabelmesterrollen, og glad for at jeg kunne. Det var sjovt, og jeg blev brugt til noget jeg kunne. Da vi var færdige med at installere den ny lydpult, var der så meget run på, og mange der gerne ville booke sig ind, så alt skulle simpelthen være snorlige, fungere optimalt og være klar til den rigtige dato. Der var en meget stram projektstyring.
Da vi havde installeret pulten, var det første vi skulle lave, når den kom op at køre, et album med Fielfraz. Det var i starten af 90erne, men da vi tændte den ny mixer virkede halvdelen ikke. Sådan er det med store analoge pulte. Når de har været slukket og bliver tændt igen, så er der en masse, der ikke virker, og som skal repareres. Det er derfor man holder dem kørende 24/7. Problemet var at Calrecs teknikere havde en ventetid på 10 dage, før de kunne komme til Feedback i Århus og studiet gik i fuldstændig panik”.

”Studieledelsen og teknikerne spurgte, om der var nogen der vidste noget som helst om elektronik, for så ville man prøve at lave det selv. Jeg sagde at jeg gerne ville prøve, for jeg havde engang lavet en Mini Moog, og måske kunne jeg regne ud, hvor fejlene lå. Derefter bredte jeg de store diagrammer ud, kiggede på dem og fandt til min store overraskelse ud af, at den elektronik der var i Calrec pulten, var af samme slags, som jeg havde arbejdet med som 15 årig, da jeg byggede Synthesizeren. På det tidspunkt var alt udstyr i den professionelle lydbranche omgivet af røgslør, mystik og englestøv. Alle lod som om at det var en eksotisk og esoterisk teknologi. Al markedsføring kørte på, at det var fuldstændig kvalitativt anderledes”.

”Og et eller andet sted giver det jo sig selv, hvis man vil sælge en Calrec lydpult til 7 millioner kroner og en fjernbetjening til 250.000 kroner. Så er man nødt til at markedsføre sig med, at det er meget meget kompliceret og eksklusivt, og at man er nødt til at flyve specialister og teknisk førstehjælp ind udefra, for det er svært og kompliceret at lave”.

”Jeg fik pulten op at køre, og reparerede alt hvad der var galt med den og det gav mig blod på tanden. I et lydstudie dengang i starten af 90erne, var der hele tiden ting, der stod af. Og der var så meget analogt udstyr, så det statistisk set var noget, der skete hver dag. Samtidig var der så lidt tid til service, så de var nødt til at have en in-house tekniker, der kunne gå på lige når det skete. Og det skulle helst laves FØR det gik i stykker”.

-Det blev et fast job?

”Vi lavede en deal med, at jeg stadigvæk var på bistandshjælp eller ”borgerløn”, som jeg kaldte det,  med off the record blåstempling fra min socialrådgiver. Så aftalen blev, at de lærte mig at være lydtekniker mod at jeg servicerede deres udstyr.”

En rulle bånd, et orkester og en tonedøv tekniker

”jeg fik bogstavelig talt en rulle bånd og et orkester og skulle lave en plade med dem i den spildtid, der var i studiet. Bandet hed Shirtsville og de kunne nogle rigtig fine ting, så det var noget med at kigge på kalenderen, hvornår der var ledigt”.

-Du har lige fortalt mig, at du havde det svært med det tonale.

”På det tidspunkt var jeg bare ligeglad med det, eller jeg troede jeg var ligeglad”

”Problemet med at være helt grøn lydtekniker, discounttekniker og skal til at lære det er, at man ikke får en producer. Når man optager vokaler, så skal man selv være den, der checker, om det er i orden, eller om vi skal vi køre en gang mere”.

”Det var det jobbet gik ud på, og det gjorde jeg også. Det var enormt hårdt, men det var fint. Og jeg lavede en hel del pladeindspilninger i starten af 90erne. Men på et tidspunkt omkring 95, begyndte jeg at studse lidt over, at jeg blev så træt. Når jeg havde arbejdet i studiet, var jeg helt smadret i mit hoved. Alle mine venner kunne gå ud og drikke bajere efter en dag i studiet. Men jeg var helt færdig”.

”Jeg opsøgte en kvindelig hørelære på konservatoriet og fik taget en høretest. Da hun så resultatet begyndte hun at grine, for det var det tætteste hun nogensinde havde set på at være tonedøv uden at være det. Jeg var helt tydeligt på den rigtige side af prikken, men så tæt på som hun nogensinde havde set”.

-Fortæller du mig at du var komplet umusikalsk.

”Aldeles, men det kan man jo gøre noget ved”.

”På konservatoriet tog jeg et intensivt kursus, hvor man massivt trænede i hørelære. Så fik jeg taget testet igen og jeg var præcis samme sted. Fuldstændig præcis samme sted.

-Man kan ikke lære at være musikalsk?

”Man kan godt lære at høre toner, tonalt, som ikke nødvendigvis er det samme som at være musikalsk. Men man kan godt lære at vurdere forskellen på tonerne, og det kan jeg godt, hvis jeg virkelig strenger mig an. Men ikke mere end det. Det fik mig til at overveje, at det i længden ikke var holdbart at arbejde som lydtekniker. Jeg vidste alt om teknik, og det tekniske havde jeg ingen problemer med. Jeg skulle have haft en producer, så havde der ikke været problemer og jeg var ikke blevet så træt. Men dengang skulle man ofte være både tekniker og producer. Det er jo heller ikke alle flyteknikere, der kan flyve. Og det er heller ikke alle producere, der kan arbejde som lydteknikere. Det er faktisk to forskellige meget krævende jobs”.

-Holdt du op som lydtekniker?

”Hele min omgangskreds var ude i studiet, så jeg blev hængende som servicetekniker og fik et almindeligt lønnet job. På et tidspunkt begyndte jeg at læse videre, for jeg tænkte, at det ikke i længden var holdbart at blive hængende der for altid. Jeg skulle finde på noget andet”.

”For nu at prøve noget ganske andet, så jeg begyndte jeg at læse psykologi på universitetet. Og jeg blev også færdig som psykolog, men halvvejs inde i studiet fandt jeg ud af, at jeg ikke brød mig om mennesker på så tæt hold”, fortsætter Jacob med et grin”.

-Historien bliver bedre og bedre. Du har produceret musik i et lydstudie og kan ikke høre. Du har læst psykologi og bryder dig ikke om mennesker.

”Men der er jo altid nicher. Jeg skrev speciale om kunstig intelligens, og nu er jeg ved at skrive en PHD om kunstig intelligens”.

Lydelektronikdesigneren Jakob Erland i sit værksted. Foto Alexandar Søndergaard, Rezonanz Gyraf er vanedanende

-Hvor har dit firma Gyraf Audio været i det forløb?

”Firmaets baggrund var Feedback Studiet i starten af 90erner, hvor vi uden at overdrive stort set havde alle de penge, som vi havde lyst til at bruge. Hvis der var et eller andet man kunne købe fra hylden, så gjorde man det. Det er mærkeligt at tænke på nu om dage. Og hvis der var ting, som man havde brug for, og som ikke kunne købes, blev jeg sat til at lave det. ”Jacob, kan du ikke lige lave en, der opfører sig lidt som den der, men den knap skal gå meget længere mod venstre, og så skal den lyde lidt ligesom den blå derovre”. Det var sådanne opgaver jeg fik”

-Hvor længe var du i Feedbackstudiet?

”Alt i alt var jeg derude i 25 år”.

”Den måde at designe tingene på gjorde også, at mine produkter var ret specielle og meget brugbare, så folk der kom ind ude fra, teknikere eller producere, blev begejstrede for mine designs af lydelektronik og ville gerne købe dem. Og der var der flere og flere der spurgte, om de ikke også kunne få sådan en der med hjem. Derfor lavede firmaet Gyraf Audio, for at kunne producere apparaterne og sælge ud af huset. Mange teknikere fortæller mig, at mine lyddesigns er vanedannende”.

-Spørgsmålet ligger lige for. Hvorfor hedder det Gyraf?

”Dengang jeg var lille og beskidt og lavede kunstfilm med mine venner, lånte vi som regel udstyr på Det Danske Filmværksted i Haderslev. De ville gerne låne os deres Umatic udstyr, mikrofoner og standardting, men de ville aldrig låne os deres kamerakran. Det var vi sure over, fordi vi havde en sikker ide til et billede, hvor vi skulle bruge en kamerakran. Og et TV kamera dengang var meget tungt. Så det endte med, at vi byggede vores egen”.

-Men Gyraf?

”Fordi den lignede en giraf og var gyrostabiliseret, for det var den eneste måde, vi kunne få den til at stå stille på. Vi havde et kæmpe svinghjul til at stabiliserer det. Kamerakranen byggede vi nede på Husets metalværksted over en sommer. Det er derfor, at det nu hedder Gyraf Audio, for nu er det lyddele,n der er i spil. Men i virkeligheden er vi et berømt stativfirma” smiler Jacob.

HKH Kronprins Frederik under et besøg i Feedback Studiet i 1990. Privatfoto
Kronprins Frederik under et besøg i Feedbackstudiet i 1990

Musikmiljøet i Århus døde

-Blev du nogensinde udlært radiomekaniker?

”Nej jeg har aldrig været i lære”

-Men du har dog serviceret et af Danmarks dengang bedste studier.

”Det var learning by doing. Jeg ved f.eks. alt om Otari 24 spors maskiner, men ikke noget om Studer, for vi havde ikke Studer”.

-Da studiet blev solgt til BMG, fulgte du med?

”Midt i 90erne blev pladeselskabet Genlyd solgt til tyske BMG, som gerne ville ind på det danske marked, og Genlyd Grammofon, som pladeselskabet hed, var ufattelig mange penge værd det år. De havde haft 95 % af alle hits i Danmark året før. Så på papiret var det ca. 10 gange så meget værd, som det egentlig var. Det tilbud de fik, kunne de simpelthen ikke sige nej til. Derfor kom Genlyd Grammofon på tyske hænder. Derefter blev det flyttet til København, og så døde musikmiljøet i Århus, fordi alle, der gerne ville være noget ved musikken var nødt til at flytte til København for at blive opdaget. Det var ærgerligt, men vi vidste det godt alle sammen. Fra det øjeblik gik det ned ad bakke for Feedback Studiet”.

-Hvor er det henne i dag?

”I 2012 blev det solgt til private, som syntes at det var et dejligt sted, og som ville give mindst ligeså meget som det var værd”

-Er det studie i dag?

”Nej. I dag er det privatbolig. Det er meget mærkeligt at se, jeg har været derude”.

Gyraf ekspanderer

”Da jeg fandt ud af, at jeg ikke skulle være psykolog, begyndte jeg at opskalere Gyraf og tage til Frankfurter Musikmesse og AES for at præsentere mine lydelektronikdesigns. Og det er nok til, at man kan sælge til udlandet. 5 % af min omsætning kommer fra Danmark. Resten er fra Tyskland, USA og England og det vokser hele tiden. Når der står en af mine maskiner i Montpellier, så vil de lokale teknikere, der prøver den, også have en. Jeg har aldrig lavet decideret markedsføring, så det den rigtige måde, at det spreder sig på”.

-Hvis jeg nu skal være djævelens advokat, så er der store lydstudier i Europa og USA, der efterspørger professionel lydelektronik fra Gyraf. Hvorfor køber de highend lydudstyr fra et lille firma fra et kreativt værksted i Århus?

”Det ved de søreme heller ikke at de gør. De køber den af de distributører, som vi har rundt omkring i verden. Det er sjældent, at folk køber til sig selv. Meget ofte er det en manager for en studie, som køber mine apparater. Ofte fordi en af hans teknikere har prøvet den et sted og gerne vil have noget af vores lydværktøj i deres eget studie”.

-Hvad er det dine apparater kan, som andre ikke kan. Der er kæmpestore firmaer, der laver meget dyrt og kostbart udstyr? Men dit må kunne noget helt specielt? Hvad er det?

”Først og fremmest så er det lydideal jeg går efter lidt anderledes end det traditionelle. Det meste af det jeg har lavet indtil nu er med radiorør. Midt i 90erne var lyd med rør meget moderne, fordi det var det lydideal, der passede godt sammen med det tidlige digitale, der godt kunne være lidt harsk og lidt kantet. Rør hjalp faktisk på at man kunne holde ud at høre på det. Rør giver en varmere lyd, men det er meget svært at definere det og sætte en mærkat på, og meget svært at forklare til mennesker, der ikke er dybt inde i teknikken, så det vil jeg undlade at komme ind på her”

Rør fra det amerikansk militær

-Bliver der stadig produceret rør?

”Der er ikke nogen, der rigtig kan lave dem længere. Desværre. Rør til guitarforstærkere kan man lave. Der er vistnok en russisk rørfabrik – Svetlana – som stadig væk kører og som kan noget med rør.  Men der er enormt meget skrammel. Folk vil ikke betale for et rør i dag”.

”Samtidig er rørteknologien ved at være tabt i en eller anden grad. De rør som jeg bruger, er nogen der er produceret i gamle dage. En af mine venner hjælper somme tider med at rydde op i nogle amerikanske militærlagre. Indtil midten af 90erne har amerikanerne haft et back-up kommunikationssystem til hele USA baseret på rør. Grunden er, at hvis man dropper en atombombe, så er der en partikelstråling, der går den ene vej, og derved dannes der et magnetfelt på tværs af den. Det kan lukke alt transistorbaseret elektronik. Men rør overlever. Så derfor, hvis man er ordentlig paranoid, så har man et back-up kommunikationssystem til ALT, som dækker hele USA”.

-Og det lever du godt af

”Det lever jeg godt af, for når der bliver produceret rør i USA, så er det indkøbsforeningen for det amerikanske militær, der har First Pick. Så er det dem, der må skumme fløden og tage de bedste. Sådan nogle som dem jeg bruger er lavet i 1986. De er oprindelig sendt til Director of Storage and Transportation Defense i Utah og det er rør af høj kvalitet. Det er det bedste, som Philips har lavet på deres fabrik i USA, fordi militæret skal have først. De mindre gode bliver solgt til underholdningsindustrien. Men rør er ved at blive rigtig dyre. Jeg har set på, hvordan prisudviklingen har været. Hver gang jeg har købt dem, er prisen faktisk fordoblet siden jeg startede for 20 år siden”


Dowmload gratis diagrammer til lydudstyr her.

 

Jakob Erland eksporterer 95% af sine produkter. Foto Alexandar Søndergaard RezonanzGyraf produceres i Århus

-Producerer du alt selv?

”Jeg producere selv alting fra bunden. Selve printene får jeg lavet ude i byen. Indtil for nylig har jeg fået det lavet på en fabrik i Odense og indtil for 7-8 år siden, lavede jeg også printene selv med ætsning etc. Men det bliver ikke godt nok. De rå kasser får jeg lavet på en fabrik i Tyskland, men alt hvad der hedder gravering, udskæringer og boring af huller til metrene laver jeg på mit værksted her i Århus”.

-Begrænser det ikke din produktionskapacitet

”Jo, meget. Jeg kan lave 50 om året”.

-Og det kan du leve af?

”Det kan jeg leve af. Jeg ville faktisk godt kunne lave 100 stykker om året, hvis jeg lod være med at bruge tid på at produktudvikle. Som det er nu er fordelingen 50/50 med produktudvikling og produktion”.

-Kan du følge med efterspørgslen?

”Ja nogenlunde. Jeg har seks ugers leveringstid. Jeg laver den ikke før den er bestilt. Så man må vente”.

-Hvad koster en Gyraf?

”Gyrafs produktportefølje består af 7 – 8 forskellige produkter. Prismæssigt ligger de fra 17.000 til 25.000 kr., og prisen er sat efter, hvor besværlige de er at lave. Som tommelfingerregel skal jeg have stumperne betalt, og så skal jeg have en fornuftig timeløn til mig selv. For så kan jeg smile, mens jeg arbejder”.

Smiler du meget?

”Jeg vil sige at jeg er i godt humør”, kommer det lunt fra Jacob Erland. ”Prisen er en refleksion af sværhedsgrad og hvor dyre stumperne er. Det virker”.

Markedet for Gyraf Audio

”Vores marked er primært Tyskland, men vi har en del eksport til England, og Frankrig på vej. Jeg troede, at jeg solgte en del til USA. Men det amerikanske marked er meget mærkeligt. Vores amerikanske distributører er Vintage King og Sonic Cirkus, men når folk ringer til dem for at bestille et af mine apparater, så vil de helst ikke sælge dem. De får deres sædvanlige avancer, og jeg har ingen problemer med det. Men de vil meget nødigt sælge det. Sådan har det været de sidste 10 år. Og de presser virkelig kunderne til at købe noget andet”

-Er det amerikansk protektionisme?

”Vi ved det ikke. Jeg har ikke kunnet pin-pointe hvad det var. I sidste uge havde jeg nogle kinesiske distributører på besøg i vores studier, og de besøgte også mit firma. En af dem havde købt et af mine produkter og var super glad for det. Men jeg ved med sikkerhed, at jeg ikke har solgt noget til Kina. Jeg spurgte ham, hvor han havde købt den, og det havde han via min distributør i USA Vintage King. Så det er meget mærkeligt. Jeg kan ikke regne det ud”.

-Hvordan finder du dine distributører?

”De finder mig, når vi er på Frankfurt Musikmesse eller på AES. Frankfurt Musikmesse handler om hvordan du sælger musikudstyr og studieudstyr, og AES handler om at blære sig med sin teknologi”

”Jeg har ikke været med på AES i så mange år, men det er helt fantastisk. Jeg bliver fuldstændig blød om hjertet bare ved at tænke på det. Der er fyldt med nørder, der elsker det de laver, og som fortæller stolpe op og stolpe ned om alle detaljer, hvorfor de gør som de gør, og de løsninger de har fundet. Det er ligesom forskningstraditionen på Universitetet dengang, det var i top. Deling af viden er helt fantastisk”.

Iterativt design

-Du har fortalt mig, at du arbejder med iterativt design. Hvad mener du med det?

”Vi arbejder med et design, hvor vi hele tiden gentager processen med nye ændringer. Vi laver hele tiden om og checker, om det er bedre eller ringere. Derefter går vi i den retning, hvor der er forbedringer og vi fortsætter med at foretage ændringer, indtil vi er tilfredse. Det er den måde jeg kan arbejde på, især når vi er ude i subjektiv lytning, som er en meget vanskelig størrelse at have med at gøre”.

”HiFi branchen er fuld af ord om, hvordan lyd lyder. Jeg har brugt 10 år af mit liv på at pejle mig ind på den terminologi, indtil det gik op for mig, at hvis du har 2 Hi Fi folk, som lytter til den samme højtaler, på det samme fænomen, så kunne de meget hurtigt komme til konsensus om, hvad de havde hørt. Når jeg så bagefter talte med dem hver for sig om den konsensus, de var kommet til, og de ord de brugte til at beskrive det de hørte, så mente de noget fuldstændig forskelligt hver især”.

”Jeg begyndte at tage noter på det og fandt ud af, at der simpelthen ikke var nogen sammenhæng mellem de begreber de brugte, og det de troede de beskrev. Men det fortalte mig, at der faktisk er en omvendt sammenhæng imellem at kunne høre, og at kunne beskrive det man høre. Nogle af dem der er allerbedst til at høre, og som kan høre de mindste detaljeforskelle, de er ude i noget, der ligner en ekspressiv afasi, hvor de simpelthen ikke kan sætte ord på deres lytteoplevelse”.

-Har det ikke noget at gøre med, om man er et sansemenneske, eller et hovedmenneske. Om man gerne vil intellektualisere det hele, eller har nok i at sanse, føle og mærke?

”Der kan godt være noget i det”

Det lyder fedt eller…

”I min branche er det jo ikke nok at sige, at noget lyder fedt. Hvordan lyder det fedt? Hvis der er noget, der lyder hårdt i mellemtonen, og vi gerne vil gøre det mindre hårdt, så kan de mene noget fuldstændig forskelligt. Så jeg havde nogle lange lister over, hvem der brugte hvilke ord, og det virkede sådan nogenlunde. Da vi flyttede herud, begyndte jeg at snakke med en tekniker og studieejer, der laver Mastering. Han er en af de meget få teknikere, som både kan høre, selv nede i de små bitte detaljer, og som samtidig kan forklare, hvad det er han oplever, når han høre det. Han kan faktisk kan sætte ord på det og forklare. Det var et tigerspring, i forhold til det vi tidligere kunne lave, for lige pludselig kunne jeg tage nogle meget længere skridt ud i en eller anden retning. Det er stadig ikke fuldstændig klart, hvad han mener, men han kan overføre meget mere information end jeg har prøvet før. Så jeg kan tage nogle meget længere tekniske skridt”.

”Mange af mine lyddesigns går i retning af Mastering, for den tekniker jeg taler om, han er god til at pege på, i hvilken retning vi skal lede, hvor skal vi hen for at se om det er fedt. Det er sjovt”.

Gyrafs lydelektronikdesign er efterspurgt over hele verden. Foto Alexandar Søndergaard Rezonanz-Hvor går du hen nu, hvor er du henne om fem år? Bliver du opkøbt af Vintage Audio i USA?

Nej, nej, nej der er ingen penge i Pro Audio branchen længere”.

-Du laver lydsystemer i verdensklasse, og de er efterspurgte.

”Det er de, og jeg kan leve af det. Men der er ikke ret mange penge i det længere. De fleste store hæderkronede firmaer er blevet købt op af industrien. Harmann International har købt alt og Behringer er ved at købe resten. Det hele samler sig på få hænder og det gør at det hele bliver sådan noget Middle of the Road

”Plug-Inns vil overtage meget af det vi laver. Men vi er  stadig langt fra, at plug-ins kan gøre det samme, som vi kan analogt. Og det er i sig selv en interessant diskussion. På AES snakkede jeg med nogle udviklere, som arbejder med det, og som alle sammen har været i gang i 25 år. De prøver at finde ud af sådan en detalje som, hvad er det vi godt kan lide ved radiorør. Det er der faktisk ikke nogen der ved”.

-I dag kan man styre, kontrollere og overvåge alt med algoritmer. Hvorfor laver man ikke en algoritme?

”Man kan godt lave en algoritme, der lyder næsten ligesom rør. Vi kan faktisk lave en konvolution, som er et print af rørlyden, og som gør det samme. Og min gamle mor kan høre forskel. Min gamle mor kan høre, at det lyder forkert, og at et rør det lyder rigtigt. Det er i virkeligheden meget fascinerende, at selvom radiorøret i dag er temmelig gammelt som opfindelse, så har det endnu ikke været muligt, at afsløre dets inderste hemmelighed. Og selvom der er brugt rigtig mange penge på det, og vi taler om seriøst mange penge, så er der ikke nogen, der ved, hvor de skal lede. Og det er de tunge drenge jeg taler om. Det er ikke nogen, som bare har siddet og teoretiseret et eller andet sted. De ved, at de bliver rigtig rige, hvis de fanger den. Og derfor bliver de ved”.

-Hvad er det, der driver dig? Hvad er det der har drevet dig i alle årene og hvorfor gør du det her?

”Fordi det er svært”.

-Du kan godt lide noget, der er svært?

”Ja. De ting man lige kan nå med det yderste af neglene, er det der er sjovt. Jeg tror at må være det som driver mig. Det der er for nemt, det holder jeg op med at brænde for. Hvorimod det der er svært, det bliver automatisk sjovt”

-De løgnehistorier som du talte om var i den professionelle audiobranche, er de forsvundet?

”Ja, det er blevet mere og mere No Go at finde på løgnehistorier om, hvad man laver. Der er nogle ganske få, som stadig benytter sig af det. Hi Fi traditionen gør det i fuldt flor stadigvæk. Men indenfor pro audio, og her tænker jeg musikelektronik af den tunge slags, er der kommet meget mere selvjustits. Men selvfølgelig er der undtagelser, som man skal passe på”.

”Den fuldstændig overdrevne løgneagtige markedsføring virker endnu i USA, siger folk der ved noget om det. Men den virker ikke i Europa”

”Internettet har hjulpet meget på det. Og på de internetfora, som vi har lavet, ligger der enormt meget information om, hvad der er op og ned, og hvad der er sandt og falsk. Og det gør det meget nemmere at navigere i. Og hvis man sidder med et teknisk problem, så er der folk, som er parate til at løse det”.

-Det er jo paradoksalt, at hvis internettet havde været der, da du var 15 år og ville bygge en Mini Moog, så havde du fået at vide, at det skulle du nok lade være med, for det var for svært. Og så havde du måske ikke været der, hvor du er i dag.

”Det har du ret i” kommer det eftertænksomt fra Jacob Erland.

”Du spurgte mig før om, hvad der var der drev mig. Og ud over at jeg godt kan lide noget, der er svært, så tænker/forestiller jeg mig ofte, at mit arbejde som designer handler om at lave et “aftryk” af de måder mine teknikere arbejder på, for at jeg kan støbe nye værktøjer/trin/trædesten, der gør det muligt for dem at komme et lille stykke videre i den retning, de mest ønsker sig”.

Copyright.
Tekst og foto: Alexandar Søndergaard, Rezonanz

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *